»... men Dan er væk og jeg er også bare her på træk«.

Jeg kommer altid til at tænke på den jyske poet Peter Laugesens smukke elegi ’Frederiksberg’ fra 1995 til forfatteren og vennen Dan Turèll, når jeg sidder her på et af Onkel Dans gamle vandingssteder fra verden af i går i den københavnske enklave med alleen og restauranten med skilderier og patina:

Promenaden, placeret lidt over midten på Frederiksberg Allé, hovedstadens eneste rigtige franske avenue med medbragt vemod og hjemmelavet nostalgi.

På denne milde novembereftermiddag med spleen og støvregn sidder jeg i samtale med en anden storbys digter med sund sans for gadens kakofoniske og kreative musik, slumromantik med småfolk i fortabte forstæder, deres sange, rock og rytmer.

ANMELDELSE Roddy Doyle maler Irland op i nye farver

Et menneske med klart syn for metropolens multikultur, dens ydmyge steder, forunderlige irgange og storslåede pladser.

Nemlig den verdensberømte irske forfatter Roddy Doyle, sådan set Dans på alle måder gæliske fætter, en kreativ kollegial slendrian i Dublins fair city.

Doyle er frem for alt kendt for sin gennembrudsroman (og film) ’The Commitments’ fra 1987. Faktisk første del af Barrytowntrilogien som fortsattes med ’Smutteren’ (1990) og ’Burgervognen’ (1991). Hertil kommer en række andre romaner.

Om smukke og mindre smukke tabere og nu og da vindere. Om rengøringsdamen Paula Spencer. Ja, om arbejderklassen i Dublin og dets forstæder fjernt fra turistens illusioner og drømme om syngende muntre og ganske simple gælere med en fadbamse i hånden, en sang på læben og et firkløver i sjælen.

Politisk ukorrekt
I 1993 fik Roddy Doyle den fornemme britiske Bookerpris for ’Paddy Clarke ha ha ha’. Og i foråret 2009 udkom så på dansk ’The Deportees’ – atter en række fortællinger fra den irske hovedstad og omegn.

Endnu en omgang Dublinfolk, men denne gang med rigtige ’niggere’? siger jeg med et smil til Roddy, som ligeledes med et smil udmærket husker dengang for over 20 år siden i ’The Commitments’, hvor han kaldte irere for EU’s niggere.

»Ja, sådan noget politisk ukorrekt vil jeg jo ikke sige i dag«, svarer han med et gran af alvor i stemmen og alligevel lun irsk accent. »Dels findes der jo ikke nogen niggere mere, heldigvis og tak for det, dels er irere jo i den grad kommet op i verden som gæliske tigre som en succeshistorie. Så selv nu hvor der er krise og depression, er vi langt fra tidligere tiders armod og elendighed«.

LÆS OGSÅ Irsk forfatter har skrevet årets bedste roman

Men dine fortællinger samlet i ’The Deportees’ har alligevel noget farvet over sig? replicerer jeg rimelig kvikt og hurtigt.

»Okay og ja. I år 2000 blev jeg kontaktet af to irsknigerianske journalister, Abel Ugba og Chinedu Onyejelem, som var i færd med at udgive en multikulturel avis, Metro Eireann. De spurgte, om jeg ville bidrage med historier eller snarere klummer om Dublins forvandlinger. Jeg måtte sådan set udbrede mig om hvad som helst. Men selvfølgelig helst om Dublin som mere eller mindre åben by for alle kulturer i diverse kulører og kulturer. Eneste betingelse var at teksten, hvert kapitel, højst måtte være på 800 ord!«.

Og det gjorde du så sådan uden videre?

»Jamen det var skægt. Både de faste rammer og længden. Plus en udfordring, det at slå et slag for integration, tolerance og at irerne ikke skulle være så forbandet materialistiske og moderne og glemme rytmen og pulsen i det egentlige liv. Ikke glemme deres gæliske åbenhed. For det er jo rigtigt! Vi åbnede sgu endog for jeres plyndrende vikinger, som huggede vore kvinder, land og øl!«.

Dublin er »fantastisk flerstemmig«
Vi smågriner indforstået, og jeg fortæller ham, at det først og fremmest var den lille stille irske musical ’Once’ fra sidste år om en irsk gademusiker og en tjekkisk pianists venskab, der gjorde mig opmærksom på, at der boede et stort slavisk mindretal i Dublin.

»Ork jo, vi har skam fået vores andel af polske håndværkere og tjekkiske musikere. Og tak for det! De har – sammen med et stort klientel af afrikanere, især fra Nigeria – betydet, at Dublin er blevet en fantastisk flerstemmig og facetteret storby«.

Men hvad med muslimer? Er Irland stedt i samme angst og bæven over for islam i alle afskygninger og gradbøjninger som hjemme i Danmark?

»Overhovedet ikke, Dublin har to moskeer og vistnok to muslimske skoler. Men det er alt. Vores store mindretal er som sagt østeuropæere, som falder snildt ind i gadebilledet og den almene kultur. De er jo oftest selv katolikker, og i et land som vores, der gang på gang er blevet rystet af katolske skandaler med pædofili, intolerance og infam børneopdragelse, har de fået klokkerne til at ringe igen i kirkerne«, siger han og fortsætter.

»Nu er jeg selv svoren ateist, men det er da helt hyggeligt igen at se søndagsklædte katolikker flokkes til kirken og få klokker til at bimle! Sådan som det var i min irske barndom for længe siden, hvor alle skiftede til pænt tøj i kirketiden«.

»Kirken får aldrig sin magt tilbage«
Men hvis republikken Eire endelig er kommet ud af den katolske kirkes noget stramme favntag med behersket adgang til fri abort og indviklede skilsmisselove, så er det vel en tvivlsom positiv renæssance for romerkirken i den irske og liberale republik?

»Det tror jeg faktisk ikke. De fleste irere har passeret den epoke, hvor den katolske kirke var selve det ’irske’ i Irland. Kirken får aldrig den magt tilbage, som den havde i den irske isolation i mellemkrigstiden under præsident de Valera og langt op i 1950’erne«.

... Og som EU endegyldigt brød med, bryder jeg ind.

Men Roddy er ikke sådan at sende ud i nogle tove.

»Det er lidt af en myte, at Eire først lukkede sig op efter optagelsen i EU i 1973. Allerede i slutningen af 1950’erne begyndte vor fremsynede finansminister ’Ken’ Whitaker at lukke op for ydre indflydelse og mere åbenhed over for Europa og UK. At hive Irland ud af dets selvskabte væren sig selv nok«.

Slangen i paradis
En af fortællingerne i ’The Deportees’ hedder ’Gæt hvem der kommer til middag’ efter den gamle film med Spencer Tracy, Kathy Hepburn og Sidney Poitier i hovedrollerne som hvide og sorte, der konfronteres problematisk ved middagsbordet.

Men Doyles fortælling er faktisk lige det modsatte.

Et optimistisk stemningsfuldt, galgenhumoristisk og velduftende måltid mad, hvor alt, hvad der er kulørt, fra brun sovs til chokoladekage, lige præcis gør hvide og sorte farveblinde i fælles nydelse.

Og sådan er stilen i bogens mange kapitler på hvert 800 ord.

Det går nok med lidt menneskevarme og rummelighed.

Om ikke andet har menneskeheden fodbold, musik og film som vederkvægende samlingspunkter for snak, flirt og kammeratligt samvær.

Flere studenter end bønder
»Selvfølgelig er der racistiske problemer og sammenstød mellem etniske grupper«, siger Roddy lavmælt.

»Men husk på, at Irland på ganske kort tid er gået fra at være et gammeldags lukket agerbrugsland til at være et senmoderne og serviceminded videnssamfund. Republikken har i dag flere studenter end bønder. Og læser du videre med andre i en universitær sammenhæng og malstrøm af alle mulige andre mennesker, så vokser din tolerance. Især hvis du samtidig hører musik og spiller fodbold«.

Men hvorfor er det sådan i Irland og langt mindre i Danmark, som også i det irske har fået et dårligt ry som værende et indelukket xenofobisk og nationalistisk samfund? Jeg prøver selv med en Kloge Åge-forklaring. At den globale katolske kirke er langt mere flerfarvet og multikulturel end den mere ’hvide’ og nordeuropæiske protestantiske kirke.

»Det er muligt. Ikke så få af de tilflyttende nigerianere er medlemmer af den romerskkatolske kirke. Alligevel kan hverken den ene eller den anden kirke tages til indtægt for noget, som egentlig er mere medmenneskeligt end religiøst«.

Stigende fremhad i arbejderklassen
Det er vel et storbyfænomen, den udbredte forståelse for anderledes mennesker, som hverken er hvide eller irske? 100 kilometer uden for Dublin og du havner i en irsk middelalder med rødhårede kvinder i folkedragt og fletninger, stovte mænd med barkede næver og en sixpence på deres krøllede hår?’

»Nej«, indvender Roddy kraftigt.

»Også ude på landet finder du helt naturligt polske håndværkere og en grillbar bestyret af en afrikaner«.

Er der slet ingen slanger i det irske paradis, ingen folkelig opstand mod alt det nye, fremmede, eksotiske og oversøiske?

»Arbejdsløsheden og krisen kradser også i Eire«, siger Doyle alvorligt.

»Og jeg frygter et stigende fremmedhad i arbejderklassen. Mine elskelige personer, jeg med kærlighed og solidaritet har skrevet om i mine mange bøger, vil blive fremmedhadske, fordi de fejlagtigt tror, at de fremmede tager deres arbejde. Men de fremmede kom hertil, fordi der var job, etniske irere ikke ville røre ved! Vi havde sgu brug for polske håndværkere og blikkenslagere fra Afrika. Vores infrastruktur fungerede ikke, og vor egen ungdom søgte jo væk fra øen på kurs mod alle de blinkende lygter og gyldne håb ovre på den anden side af det irske hav, Storbritannien og det der såkaldte swingende London«.

Fra folkeviser til reggae
’The Deportees’ er imidlertid også et gensyn med optimisten og originalen Jimmy Rabbittes fra ’The Commitments’. Også denne gang vil han samle et band.

Men nu med farvede musikere, som skal få den keltiske tiger til at danse og miave til andre rytmer end riverdance og irsk folkemusik.

Roddy hader begge dele af et godt hjerte.

Især riverdance, som er blevet en hel industri med stepdans fra kyst til kyst. Men alligevel var det netop denne omgang synkron dans, som blev den indre energi og inspiration til disse fortællinger.

»Mit Irland havde forvandlet sig kolossalt fra min første bog i midten af 1980’erne og så til i dag. Pludselig var hele verden lokket til Den Grønne Ø til tonerne af irske eller amerikanske drenge og piger som dansede i takt. Og det var faktisk godt – især når musikken holdt op!«.

Så Jimmy Rabbittes fra ’The Commitments’ er på færde igen. Dog er det snarere den asylansøgende Gilbert i samme fortælling, der får hovedrollen i endnu en skrøne om at få et band op at køre.

»Selv om meget er ændret i Irland, er der en kontinuitet i dets folk og deres kultur. Der er intet, som siger, at Irland bliver mere afrikansk, fordi der spilles reggae og soul i stedet for folkeviser og ballader. Det er det, mine fortællinger handler om. Og så om alt det fællesmenneskelige«.

»Englænderne kommer til Irland i hobevis«
Vi er ved at lukke og slukke konversationen. Roddy Doyle er en mand, som siger sin mening, præcis og koncis, og smalltalk er bandlyst. Vi skal videre.

Er det mon vandet og havet mellem Irland og resten af verden, som har afholdt den helt store kulturelle indvandring og omvæltning af landet? Spørger jeg i døren ...

»Sludder!«, hugger Doyle tilbage. »Vi holdt da desværre ikke de satans briter stangen med lidt kanal og nogle bølger!«.

Roddy er nemlig ikke irer for ingenting.

»For øvrigt, ved du i virkeligheden, hvem der er flest af, når det gælder tilflyttere og indvandrere? Det er englændere, og de kommer i hobevis. Engang i 1950’erne tog alle fattige irere til UK. Nu er det omvendt, og nu er det briter, som søger arbejde med kasketten i hånden og et ydmygt blik«.

Således skilles vi på Frederiksberg, mens mørket så småt lunter ned ad alleen og en eftermiddag i november bliver til aften.