At tale med Preben Mørkbak er næsten som at møde en mand, der er trådt ud af tiden omkring år 1.000 og nu vil fortælle, hvordan det hele hang sammen.

Han har nærstuderet vikingetiden og beskriver den i romanform i farverige detaljer. I 2005 sendte han to romaner om Erik den Røde på gaden, og nu har han kastet sig over Sven Tveskæg.

Ud over at gøre historien levende er der et klart mål med bogen: at ændre den almindelige opfattelse af Sven Tveskæg og hans far, Harald Blåtand, til fordel for sønnen.

Det betyder et opgør med blandt andet Saxo, Jellingestenene og dronning Margrethes Haralddyrkelse.

Ifølge den middelalderlige krønikeskriver Saxo var Sven Tveskæg »et uhyre af ondskab«, som forsøgte at ødelægge alt det, hans far, Harald Blåtand, havde skabt.

Du giver en noget anden vurdering af Harald og Sven i din roman?

»Det forholder sig nærmest modsat. Sven fuldførte det, som Harald ikke magtede, nemlig at samle Danmark og kristne danerne. Sven samlede Danmark med hård hånd, og kristendommen var nærmest en bivirkning ved det embedsmandssystem, han satte i værk ved at importere engelske munke«.

Harald og spin
Hvad så med Jellingestenene, der jo kundgør, at det var Harald, der gjorde begge dele? Er det simpelthen løgn?

»Ja, det er det rene spin. Harald havde brug for at demonstrere sin magt. Alene at få den tunge sten slæbt hele vejen fra Vesterhavet tværs over Jylland er noget af en bedrift«.

»Han begynder så på den ene side at få den hakket som en traditionel runesten med alle de hedenske dyrefigurer, vi kender fra andre runesten. Harald understreger, at det er ham, der har sat stenen, og understreger dermed, hvor barsk han er«.

»Men så er han nødt til at give kejseren, hvad kejserens er. Så på den anden side af stenen får den tyske kejser Otto sin Kristus. Kejseren har nemlig sat kniven for struben af Harald og givet ham valget mellem at lade sig døbe og bygge en kirke eller også blive besat af tyskerne«.

»Så Harald påstår, at han har gjort danerne kristne for at få fred, men det var noget vrøvl, for der var kun den ene kirke i Jelling«.

»Og så skal han lige have en lille trumf til sidst, så derfor skriver han på stenens tredje side, at han har indtaget Norge. Det, ved vi, er løgn. Harald havde ingen myndighed i Norge på det tidspunkt«.

»Og det samme gælder det østlige Danmark, som ikke underlagde sig Harald. Der var ikke noget samlet Danmark før Sven Tveskæg satte sig igennem som enehersker. Det er spin det hele«.

Så brutal at man får kvalme
Det virker, som om guderne kunne skiftes ud efter forgodtbefindende. At selve det religiøse ingen rolle spillede, men bare var et politisk træk.

»Det religiøse spillede overhovedet ingen rolle. Det er udelukkende af frygt, Harald Blåtand lader sig døbe og bygger en kirke. Han bliver truet til det«.

Der er i din bog en voldsom konflikt mellem far og søn, som ender med en slags fadermord. Når man læser din bog, får man et indtryk af, at du bedre kan lide Sven end Harald?

»Sven er min helt. Harald har fået så meget opmærksomhed og ære i historieskrivningen, helt op til vores tid, hvor for eksempel dronning Margrethe er helt vild med ham. Men det bygger som sagt på et falsk grundlag. Som politiker var Harald ganske vist genial, mens Sven er helt umulig set fra det diplomatiske perspektiv«.

det skrev anmelderen

Preben Mørkbaks ’Sven Tveskæg – Danernes sidste viking’ blev anmeldt i Politiken 7. november. Søren Vinterberg uddelte fire hjerter og skrev blandt andet følgende:

»Modsat litterært mere magtfulde skildrere af middelalderen, fra B.S. Ingemann over Johs. V. Jensen og Martin A. Hansen til Ebbe Reich, synes Mørkbak uden politisk nutidsærinde, ud over en sympati for stærke mænd. Han vil levendegøre et farverigt historisk stof og gør det med samme ret, men desværre knap så drøj en humor, som den ukendte ophavsmand til fortællingen om pletskuddet, der bogstaveligt gjorde ende på Harald Blåtand«.

»Sven tvinger stormændene og hele Danmark i knæ og er en slags diktator, en tyran. Og selv om jeg bedre kan lide Sven, så må jeg indrømme, at efterhånden som min egen roman skrider frem, så sidder jeg indimellem og får helt kvalme af at skrive om ham, fordi han er så brutal«.

Det er godt, det ikke kun er læseren, der har det sådan ...

»Det er jo, fordi efterhånden som han får magt, bliver han værre og værre. Og da det rigtig går løs, går han jo fra at være viking til at blive imperialist. Efter at have plyndret England gentagne gange, forsøger han nu at indtage landet. Og der er han nødt til at bruge nogle andre metoder«.

Journalist OG romanforfatter
Preben Mørkbak har brugt fire år på at studere oldnordiske, oldengelske og oldtyske kilder fra tiden. Han har læst den historiske og arkæologiske forskning på området og er i dialog med forskerne på Saxo-Instituttet.

Men samtidig er han romanforfatter, og bogen er i lange passager en kulørt spændingsroman med gæve krigere, trofaste kvinder og bueskytter, der altid rammer. Samtidig lægges der dog ikke skjul på, at volden er brutal og tit har uskyldige ofre.

Der bliver plyndret, hærget og voldtaget, og at dræbe uskyldige kvinder og børn er rutine blandt vikingerne.

Så hvis jeg har forstået dig ret, så er det en blodig, imperialistisk tyran, der er din helt. Hvori ligger det beundringsværdige i Svens brutale måde at samle Danmark på?

»Jamen egentlig så fører Sven det ud i livet, som hans far prøvede på. Han samler riget, sådan som adskillige konger havde prøvet før ham, uden at det lykkedes«.

»Jeg er gået til opgaven som en journalist, der ville undersøge det her. Jeg er gået til kilderne. Og stille og roligt bliver hele Saxos historie pillet fra hinanden, og frem træder Sven som Danmarks fader«.

Clint Eastwood svinger sværdet
Du skriver en historisk roman, og det betyder, at noget af det er ren fiktion, noget af det er kvalificeret gætværk, og noget er kendsgerninger. Er der noget i romanen, som strider imod kendsgerningerne? Har du taget dig nogen friheder?

»Historie er ikke en eksakt videnskab, og ikke engang arkæologi er eksakt. Når det er sagt, så tror jeg, at alt, hvad der findes af deciderede facts, er med i min roman. Og alle personer, som man med sikkerhed ved, har levet på den tid, optræder i bogen med alle deres egenskaber«.

»Så min roman er fuldstændig i overensstemmelse med de historiske fakta. Det, man kan diskutere til evig tid, er naturligvis fortolkningen af alle disse kendsgerninger. Jeg har mit bud«.

»Samtidig har jeg jo sat kød og blod på det hele. Jeg elsker en god historie. Der skal være nogen, der får kappet hovedet af. Der skal være noget John Wayne og Clint Eastwood«.

»Men alt, hvad der står i bogen, er jeg frisk på at stille op og forsvare hvor som helst. I forhold til så mange andre, der skriver historiske romaner, såsom Jan Guillou (svensk forfatter, der har udgivet en romanserie om middelalderhelten Arn, red.), har jeg den fordel, at det hele passer«.

Jægerkorpset og rockergrupperne
Det at sværge troskabsed betyder meget i datidens kultur og i din roman. Kan vi lære noget af det, eller er det bare en bandementalitet?

»Vi har en tendens til kun at være loyale mod fodboldlandsholdet, så længe de vinder. Politikerne har vi kun hån tilovers for. Det samme gælder vores forhold til hæren. Landsbyerne og familierne er i opløsning. Det, vi har tilbage, er vores arbejdspladser. Her har vi respekt for den gode leder«.

»Store virksomheder med succes bruger den samme model som vikingerne. De knytter deres medarbejdere til sig. Hvis vi så tager de mere rå sider af vikingekuluren, hvor eden er knyttet til trusler om vold, så finder du den i jægerkorpset og i rockergrupperne. Svens hær er en blanding af de to«.

Uanset hvad du siger, så er Harald Blåtand jo helten i manges øjne. Han hyldes endda i den digitale tidsalder, hvor den mest benyttede standard til trådløs overførsel mellem computerenheder, Bluetooth, er opkaldt efter ham. Han har tydeligvis en kraft den dag i dag. Hvad kan det skyldes?

»Det er på grund af den traditionelle historieskrivning, og så fordi Jellingestenen er et af de smukkeste kunstværker, vi har i Danmark. Det er ikke så mærkeligt, at den har et internationalt ry«.

Så hans spin har faktisk virket?

»Ja, det kan du sige. Og så er Harald Blåtand jo et godt navn. Sven hedder Forkbeard på engelsk, og det er svært at forestille sig en computerstandard med det navn«.