I den tre etagers høje boghandel på Laugavegur, hovedgaden i Reykjavik, ligger ’Fars store hemmelighed’ klar til julehandlen.

Børnebogen om et søskendepar, hvis far er menneskeæder, er nummer otte på bestsellerlisten, og forfatteren Thórarinn Leifsson er godt tilfreds, siger han, da han henter mig foran boghandlen i sin grønne Nissan Micra.

Det var ellers lige før, vores interviewaftale gik i vasken, først havde forfatteren svineinfluenza, og så fik han en blodprop i benet.

»Hvordan går det med benet«, spørger jeg, da jeg sætter mig ind i Micraen.

»Hvor ved du det fra?«, svarer han.

»Jeg har været i Island siden i aftes ...«

»Nåårh ja«, svarer han, »nyheder løber hurtigt heroppe«.

Ligner en menneskeæder
Thórarinn Leifsson og hans kone, Audur Jónsdóttir, der også er forfatter, bor i den gamle vestby, ude ved fiskerihavnen, hvor hvalfangerbådene plejer at ligge.

Lige nu er de på havet, siger han og parkerer.

Thórarinn Leifsson

Født i Reykjavik 1966.

I 1984-1989 studerede han på det islandske kunstakademi.

I samme periode arbejdede han som gademaler i Europa. Han har illustreret flere bøger, blandt andet H.C. Andersens værker. Første roman var 'Total Frihed' (2001), som han skrev sammen med sin kone Audur Jonsdottir.

'Fars store hemmelighed' er i Tyskland sat op som teaterstykke og er undervejs som tegnefilm. Leifssons næste børnebog, som på dansk kommer til at hedde 'Bedstemor Huldas bibliotek', udkommer til efteråret på forlaget Torgard.

Foto: Thorsteinn Bachmann

Hjemme i lejligheden placerer han sig med benet oppe, og ler højt, da jeg sætter båndoptageren foran ham og siger, at nu kommer han til at tale hen over Einar Már Gudmundsen, som tidligere er interviewet på båndet.

»Tak«, replicerer han. »Det er ellers ikke let!«.

Leifsson er en stor mand, faktisk ligner han kannibalen i sin børnebog, et faktum han på ingen måde vil afvise, siger han på perfekt halvfjerdser-dansk.

Sproget lærte han, da hans forældre slog sig ned i Danmark i 1971, og han først gik »på en eller anden skole I Holte« og derefter på den nu nedlagte Rosenvangskole på Østerbro, indtil familien rejste hjem til Island i 1976.

Kannibalen er en dansk husvært
Og kannibalen i de store stribede underbukser er dansk. Inspireret af en huslejevært, som forfatteren mødte, da han som voksen var tilbage i København.

»Min kone og jeg skulle møde en herre, som havde en lejlighed til leje på Nørrebro, på den anden side af Assistens Kirkegård. Da vi kom for at se den, gik han halvnøgen rundt, som faren. Jeg skrev en blog om den type og fik ideen til kannibalens udseende«.

Dengang var der også en del snak om kannibalisme i nyhederne, fordi der i Tyskland kørte en retssag mod en mand, der spiste en anden mand, som han havde mødt på nettet (Armin Meiwes fra Hessen dræbte og spiste en 43-årig computeringeniør, red).

»Det var bare så langt ude!« husker Leifsson og fortæller, at han næsten var færdig med ’Fars store hemmelighed’, før det gik op for ham, at der var mere i den end historien om en far, der spiser sine børns skolelærer og kammerat:

»Først da så jeg symbolismen – at kannibalismen i min bog er et symbol på familieproblemer, og på hvordan børn har det, når de ikke vil fortælle, hvad der sker derhjemme«.

Ingen gør noget
I ’Fars store hemmelighed’ aner både politi og naboer uråd, men hverken de eller børnenes mor gør noget.

»Alle er ligesom med på at holde det skjult. Jeg tager ikke stilling, det er ikke en selvhjælpsbog – jeg var faktisk imod, at der står ’en bog til børn med umulige forældre’ på forsiden. Men jeg beskriver, hvordan børn oplever den slags«, siger han og tilføjer tænksomt:

»At børn elsker deres forældre lige meget, hvad de laver. Dét er egentlig uhyggeligt«.

Børnene angiver dog faren, da han spiser en af deres venner?

»Ja, sådan må det være. De er trætte af at rense kødhakkemaskinen i kælderen, trætte af at tie stille med det hele. På et tidspunkt ville jeg have sluttet bogen der, hvor faren flyver væk som en ballon. Men så endte det med rehabilitering til ham, og det er måske meget godt«.

Bogen er blevet godt modtaget i blandt andet Tyskland og Danmark.

I Politiken vurderede Steffen Larsen, at den er: »... en syret knaldperle ... en klog historie«.

LÆS ANMELDELSE Islandsk kannibalhistorie er en syret knaldperle

Og på bogmesserne i Bologna, Hamburg og København serverede forfatteren med stor fornøjelse menneskekød, afskårne fingre og revisorhjerne for læserne.

Dansk redaktør ville ikke skrive
Men har der også været forargede reaktioner?

»Der var en sjov episode i Danmark, hvor en redaktør for ’Skolebiblioteket’ nægtede at skrive om den, fordi det var en »ubehagelig bog««, siger Thórarinn Leifsson, og ser ud, som om det passer ham meget godt:

»Det nytter ikke at sætte en glasvæg rundt om børn, for de skal alene ud i verden bagefter. Men vi kan hjælpe dem med at bearbejde uhyggelige ting og ikke lade dem sidde på internettet og opleve dem selv«.

Thórarinn Leifsson, der bliver kaldt Islands Roald Dahl (det er ham med ’Charlie og chokoladefabrikken’, red.), mener, at børnebøger skal kunne læses af både børn og voksne.

»Det har vi ikke tradition for på samme måde, som man har i Danmark. I har for eksempel ham forfatteren med næsehornet ... hvorfor kan jeg nu ikke huske, hvad han hedder, det var da ikke i hjernen, jeg fik en blodprop ... jo selvfølgelig, Ole Lund Kierkegaard! Ham er jeg vild med. I Island har vi ikke den tradition, hvor mænd skriver børnebøger og tager det alvorligt«.

Gademaler i Europa
Thórarinn Leifsson er uddannet fra kunstakademiet i Reykjavik, og som teenager tegnede han sig i et år Europa rundt som gademaler. Googler man ham, kan man se malerierne endnu. Bogart foran kirken i Strassburg, for eksempel.

»Da jeg var teenager, var jeg ude og flakke, og så ramlede jeg ind i gademalere i Sevilla. Jeg lærte at male på gaden og blev hurtigt god til det. Jeg havde tit penge nok til at bo på hotel, selv om man jo boede uden for byerne«.

»Det var en vild tid. En gøglerverden. Jeg og en ven var lige ved at blive hashsmuglere fra Marokko. Det blev nu ikke til noget ... Men så var vi i Marokko og tiggede i de rige forstæder, til vi havde råd til at tage tilbage til Europa igen. I Marokko kunne man ikke lave gademalerier«.

Digital kannibalisme
I sine illustrationer bruger Leifsson fotoshop og kombinerer fotografier af hår og øjne med egne streger. Det gør det mere uhyggeligt, at der er virkelighed bag.

»Det er digital kannibalisme! Og så har mine personer altid vældig mange tænder. Måske skulle jeg spørge en psykolog en dag ...«.

Målgruppen er børn fra 9-14, scenen er ikke sat i nogen speciel by, men dele af bogen er skrevet i København: »Læg mærke til alle de pølsevogne, der er i den. København og Nørrebros ånd svæver over den. I min nye bog (’Bedstemors mange bøger’, red.) er der mere Reykjavik over det«.

Islandske børn læser stadig meget, vurderer Thórarinn Leifsson, også gerne uhyggelige bøger.

»Jeg tror ikke, børn bliver skræmt så let, mon ikke voksne har en tendens til at undervurdere dem? Man må selvfølgelig ikke gå for langt, men jeg har jo en redaktør til at sikre, at det ikke sker«, ler han højt og lidt diabolsk.

Jeg tæller for en sikkerheds skyld mine fingre på vej ned ad trappen og ud i sneen.