Günter Wallraff ryster over hele kroppen, når han tænker på sit første besøg i København.

Han synes ellers rigtig, rigtig godt om den danske hovedstad. Ville gerne bo her.

Men da han som ganske ung vagabonderede i Skandinavien, overnattede han flere gange på hjemløseherberget Himmelekspressen.

»Det var et hårdt liv. De drak husholdningssprit. Forfærdeligt. I det hele taget var Himmelekspressen et barskt sted«.

LÆS ANMELDELSE Forklædt reporter afslører Tysklands skyggesider

»Men jeg husker også, at når vi kom tilbage til Himmelekspressen om aftenen, blev alle de penge, vi havde tigget os til i dagens løb, lagt op på bordet. De kom i en stor fælles pulje – og så delt med lige meget til alle. Det overraskede og tiltalte mig«.

Fremmedfjendtlige tyskere
Nu er den 67-årige tyske forfatter og journalist tilbage I København for at præsentere sin nye bog ’Fra den fagre nye verden’.

I mellemtiden er han blevet verdensberømt for de reportager fra samfundets bund, han har lavet under falsk identitet.

Så selv om også ’Fra den fagre nye verden’ rummer en reportage fra livet som hjemløs i Tyskland, er han denne gang, om man så må sige, på 1. klasse med foredrag i Den Sorte Diamant, indkvartering på Hotel Admiral, interview i tv og omtale i alle førende aviser.

Når man læser Deres bøger, varer det ikke mange sider, før man tænker: Sikke et lortesamfund.

»En tredjedel af tyskerne er fremmedfjendtlige«, svarer Günter Wallraff og springer dermed straks ind i den rolle, der optager ham mest i den nye bog: at rejse landet rundt som den sorte tysker.

»Det går ganske vist den rigtige vej. For nogle år siden var det 40 procent, og flertallet er heller ikke fremmedfjendtlige. Men de er ikke meget for at vise, at de ikke er det. Der mangler civilcourage«.

»Betragtelig risiko for overfald«
Sminket og forklædt som sort rejste Günter Wallraff rundt i både Øst- og Vesttyskland, og racismen er værst i det gamle DDR.

»Her må sorte tænke sig godt om, før de går ud om aftenen. Faren for at blive overfaldet af højreorienterede skinheads er betragtelig«.

»Men der er skam også lyspunkter. Når jeg holder foredrag i det tidligere Østtyskland er der fulde huse, og mange ved godt, at her er sandelig et ubehageligt problem«.

Dokumenteret på film
Reportagen ’Sort på hvidt – fremmed blandt tyskere’, der er med i bogen, adskiller sig fra de fleste andre af Günter Wallraffs forklædningsnumre, idet det også blev dokumenteret på film.

En fotograf med skjult kamera fulgte ham, da han blandede sig med fodboldbøller fra Cottbus og Dresden, og da han med en lånt afrikansk familie ville stille campingvognen i Teutoburger Wald i Nordrhein-Westfalen.

»Mærkelig nok har jeg intet hørt fra dem, der er med i reportagen og i filmen. Ingen har lagt sag an. Det plejer folk ellers, når jeg afslører dem. Fodboldbøllerne er nok stolte af sig selv, og de andre får vel ros i omgangskredsen. Fotografen sikrede sig efterfølgende skriftlig tilladelse fra alle – bortset fra fodboldbøllerne – til at bruge billederne. Ingen sagde nej. De skammede sig ikke over at have chikaneret eller bortvist en sort«.

Tror De, det er værre for sorte end for indvandrere fra andre lande?

»Ja, de bliver sorteret fra på grund af deres hudfarve. Uanset om de er født, opvokset og har gjort karriere i Tyskland og bortset fra hudfarven er tyskere. En polak ligner alle andre på gaden. Han bliver tidligst mobbet, når han begynder at tale gebrokkent tysk«.

Værst i øst
Men trods alt går udviklingen den rigtige vej?

Uhyrligt.  Forklædt som sort oplevede Günther Wallraff racismen på egen krop. Privatfoto»Det bliver værre i det østlige Tyskland, hvor arbejdsløsheden er størst, og hvor man har brug for nogen at se ned på. Men ellers findes der mange kredse i Tyskland, hvor sorte behandles helt som alle andre«.

I et interview med Politiken for 11 år siden sagde De, at nu var De for gammel til at skifte identitet til arbejder. Nu har De alligevel knoklet på en brødfabrik, hvor forholdene var både sundhedsfarlige og stressende.

»Siden har jeg været alvorligt syg og brugte halvandet år på genoptræning. Jeg gik med krykker, men det lykkedes mig at genvinde min fulde førlighed, og jeg har også gennemført et maraton. Så da jeg fik to anonyme breve om forholdene på industribageriet Weinzheimer Brot, følte jeg mig klar. Men det var hårdt. Selv unge og raske mænd bukkede under«.

En helt ny identitet
»Nu får jeg ganske vist så mange henvendelser, at jeg slet ikke kan nå at dykke ned i sagerne – endsige forsøge at komme ind i jobbet. Jeg er faktisk efter de mange bøger, reportager og film blevet en slags ’sidste instans’ for mange mennesker, der er blevet uretfærdigt behandlet, men ikke har andre steder at gå hen med deres klager«, siger han.

»Tit nøjes jeg med at ringe til en virksomhed og sige: »Jeg er ganske vist ved noget andet lige nu, men kunne De ikke se at få rettet op på det eller det, så jeg ikke behøver komme selv«. Det hjælper ofte. Mange virksomheder skal ikke have noget af Wallraff«.

»Egentlig har jeg brug for et helt team af unge, der kan påtage sig roller og arbejde under falsk identitet for at finde ud af, hvad der sker rundt i samfundet«.

Når De bliver skifteholdsarbejder eller brødbager, er De så den forklædte Günter Wallraff eller identificerer De Dem helt med rollen?

LÆS OGSÅ En på kæften! Nu starter tysktimen!

»Så forsvinder Günter Wallraff. Jeg tænker helt anderledes og bliver ét med min nye identitet. Det siger også hele min familie og alle mine venner. Når jeg er midt i at arbejde undercover, kan de ikke kende mig. Jeg er normalt et roligt og tilbageholdende menneske. I mine roller kan jeg blive aggressiv og påståelig – uden at tænke nærmere over det i øjeblikket«.

Proletariat
Deres første industrireportager drejede sig om, hvordan arbejdere blev udnyttet. I Deres nye bog er det også ansatte i callcentre og kaffekæden Starbucks – altså helt moderne foretagender, der praler af deres etik. Har proletariatet holdt flyttedag?

»Til en vis grad – udnyttelsen var der sandelig stadig på brødfabrikken. Men en del callcentre, nogle højt berømmede restauranter og Starbucks lønner elendigt og udnytter folk, så de rent fysisk bryder sammen. Det ser moderne ud, men er slaveri«.

Deres reportage fra callcentrene medførte, at den tyske lov om telefonsalg blev lavet om. Er det første gang, De har fået lovgivningen ændret?

»Ja, der kom flere stramninger, og det er første gang, Forbundsdagen har reageret på mine afsløringer. Desværre udtænker branchen bestandigt nye trick. Det er nu forbudt uopfordret at ringe folk op for at sælge for eksempel en forsikring. Men så har nogle af callcentrene fundet ud af at ringe tusindvis af tilfældige mennesker op – helst på deres mobiltelefoner. For så ringer folk jo tilbage for at finde ud af, hvem det er, og så er det en indgående samtale – ikke en udgående. Så kan svindlen begynde«.

»Branchen regner selv med, at 80 procent af callcentrene begår ulovligheder eller bevæger sig på kanten af loven. Det er et stort problem. Der arbejder 500.000 i tyske callcentre, og antallet vokser år for år. Det var en meget vanskelig rolle. For jeg måtte jo som alle andre medarbejdere snyde og bedrage folk for at sælge nye aftaler om internet, telefon eller sælge lottolodder. Callcentrene gør medarbejderne til forbrydere, og jeg var nødt til at spille med. Så for første gang kunne jeg ikke bare opføre mig solidarisk. Jeg var ikke kun selv et offer«.

»Det  ser moderne ud, men er slaveri« udtaler Walraff. PrivatfotoDeres reportagebøger sælges i store oplag og oversættes til mange sprog. Samtidig går det i det meste af den vestlige verden tilbage for de fleste af de medier, der satser på kvalitet. Hvad gør moderne journalistik forkert?

»Jeg tror, en af grundene til min succes er, at jeg fuldstændig frit kan vælge emner og bruge den nødvendige tid. Moderne medier giver deres journalister for lidt frihed. Jeg er også overbevist om, at kvalitetsaviser som Politiken ville få glæde af at satse mere på undersøgende journalistik. Det giver originalt stof. I stedet satses der i de lande, jeg kender til, på banalisering, forenkling og personificering. Det er kortsynet«.

»I har en forkert opfattelse af tolerance«
Allerede da De var ung, var København en af deres foretrukne byer. Hvordan ser De på Danmark i dag?

»Lissabon, Amsterdam og København er mine yndlingsbyer. Her ville jeg gerne bo. Jeg synes stadig, der er positive forhold i Danmark. Der er en mindsteløn på arbejdsmarkedet, så man ikke skal knokle for 15-20 kr. i timen før skat. I har et skolesystem, der satser mere på at integrere i stedet for at adskille«.

»Men der er også negative forhold. I har en forkert opfattelse af tolerance, så i ytringsfrihedens navn har nynazisterne kunnet brede sig i hele Europa med Danmark som base. Her kan de frit mødes, og her kan de frit få deres ting trykt på mange forskellige sprog. Nynazisterne bruger denne frihed til frækt og åbenlyst at benægte holocaust – den største uhyrlighed i verdenshistorien. I ser nynazisterne som harmløse og vil ikke forbyde dem. Det burde I gøre. De er farlige«.