Annonce
Annonce
Bøger

Litteraturredaktøren: Det er i poesien, det sner

Politikens Litteraturpris går i år poetisk i anerkendelse af den kraft og kvalitet, hvormed dansk poesi går i kødet på virkeligheden i disse år.

Annonce

Politikens Litteraturpris 2015

Det er i poesien, det sner.

Det vrimler med fremragende nye danske digtsamlinger, som arbejder suverænt med sproget og udfordrer enhver form for vanetænkning, hvad enten de inviterer indenfor i afdelingen for samfundsraseri, fremtidsminder, urtidslængsler eller et ophold på den lukkede afdeling.

På internettet blander en ny generation af lyrikere tekst, musik og billeder med overraskende resultater, og folk samles til digtoplæsninger og poetry slam, hvis de da ikke selv forsøger sig.

Man ser sjældent digtsamlinger på bestsellerlisterne – Yahya Hassan var en undtagelse – men de har enorm betydning alligevel, fordi poesiens radikale og mangfoldige undersøgelse af, hvad det vil sige at være til lige nu, vokser ud i det fælles på så mange måder.

Derud hvor »Voldstankerne er mere virkelige end filmen«, »bibliotekerne har skilt sig af med bøgerne. Analfabeterne har overtaget driften, læsningen er nedlagt«, og »det gør mere ondt når det er pigerne der er de onde«, som henholdsvis Nikolaj Zeuthen, Thomas Boberg og Maria Gerhardt udtrykker det.

LÆS OGSÅ:Maria Gerhardts digtsamling om Amager, sport og kønsidentitet henter sejren hjem

Dansk lyrik i disse år insisterer igen og igen på at nå ud til publikum på en måde, der bryder de grænser ned, som tidligere gav en opfattelse af lyrik som noget eksklusivt og ophøjet. Det er den ikke mere. Kampzonen er udvidet.

Politikens Litteraturpris

Politikens Litteraturpris er på 200.000 kr. og sponseres af Politiken Fonden.

De nominerede værker findes ved afstemning på Politikens litteraturredaktion og værkpræsentationerne side 8-9 er derfor skrevet på vegne af hele redaktionen.

Prisen blev søsat i 2012 og er gået til Kim Leine, Yahya Hassan og Jens Andersen.

Sidste år blev den suppleret med Frit Flet-Prisen på 50.000 kr., som Politiken Fonden også bekoster. Den gik til Naja Maria Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup.

Digteren er vandret ud i virkeligheden med en vilje til ærlighed om eksistensen, som litteraturhistorisk er en del af den bølge, som insisterer på at dele det private, gøre det fælles. Ofte på måder, der forvandler smerte til skønhed. Eller livslyst trods alt: »Trut sin sjæl«, som Bjørn Rasmussen skriver i ’Ming’.

Det er ikke nyt, men det opleves stærkere end i mange år.

Særligt yngre digtere forener med stor sans både for ’nervernes adresse’ og opløsningen af alting det inderlige og det yderligtgående og har en evne til at ramme læseren et eller andet sted mellem hjernen og hjertet: »Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelsen i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget« (Theis Ørntoft).

Det skal honoreres! Når Politikens litteraturredaktion i år har valgt kun at nominere digtsamlinger til vores litteraturpris – 7 styk i alt, læs om dem på side 8-9 – er det, fordi vi er blevet ramt! Væltet bagover af den lyrik, som ikke uden grund blev kaldt »litteraturens reaktorkerne« af salig Klaus Rifbjerg.

I disse år er det navne som disse, der løber videre med stafetten: Theis Ørntoft, Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Yahya Hassan, Caspar Eric, Olga Ravn, Morten Chemnitz, Rasmus Halling Nielsen, Morten Søkilde, Glenn Christian, Christina Hagen, Peter-Clement Woetmann Nielsen, Amalie Smith, Palle Sigsgaard, Maja Lee Langvad og Daniel Dencik.

Ikke at forglemme Julie Sten-Knudsen, Lea Løppenthin, Cecilie Lind, Signe Gjessing, Jonas Rolsted, Martin Snoer Raaschou, Sigurd Buch Christensen, Rasmus Graff, Nikolaj Zeuthen, Liv Sejrbo Lidegaard, Shadi Angelina Bazeghi, Esben Weile Kjær og Josephine Graakjær Nielsen.

LÆS OGSÅ:Ny digtsamling fra Henrik Nordbrandt: »En flyrejse/ Et væk/ En flyrejse/ Et væk...

Men vi går også poetisk på grund af det sus den daglige avis får, når digterne fører pennen. Som det skete med ’Vuggevise’ af Henrik Nordbrandt, som han skrev til det ’lille krigsbarn’ (og os andre) under indtryk af flygtningestrømmene fra Syrien. Og som vi oplevede, da yngre poeter sidste år boltrede sig på Bøgers bagside.

Når så mange unge tiltrækkes af det poetiske sprog, er det sikkert, fordi de her oplever, at det dybt personlige kan kobles til det fælles. At arbejdet med klang, rytme, billeder, komposition, hele den sproglige småsløjd, har potentiale til at forandre verden.

Som Caspar Eric, der lider af cerebral parese, gør det i ’Nike’, der er et opgør med forestillinger om legemlig perfektion:

»Jeg er ikke indrettet til at kunne gennemføre alle de ting jeg føler jeg burde gennemføre men det gør mig ikke til en mindre dårlig taber«.

LÆS OM CASPAR ERIC:Nul bullshit-digtsamling konfronterer en normalitetsfikseret tid

I nyere dansk poesi er det igen og igen det uperfekte menneske, der taler. Og gør det på en måde, som ikke findes andre steder.

Et anderledes blik på det fælles vokser ud af disse ofte tynde digtsamlinger, som er med til at åbne for det indre og koble det til det ydre på en måde, som er med til at aftabuisere tilstande af lidelse og svaghed.

Det er i lyrikken, man i disse år finder det stærkeste alternativ, modsprog, til det blik på verden, som insisterer på at beherske, kontrollere og optimere. Det er her, det rasende, trodsige og utopiske har plads.

Og det er her, der er plads til Birgitte Krogsbølls ’funkelgnister’ for børn og barnlige sjæle: »Giraffen kaffen kiksebakken/osten blinke hinke hakken/ trune ville, vuner malle/ tykke pasta eller smalle/hitte hut persillikum/ og hutte hotte chili – bum«.SITUATIONEN HAR ingen pendant./ Sproget passer ikke til den snigende opløsning, og den ganske åbenlyse destruktion./ Derfor må sproget i tumbleren«, hedder det i trilogien ’Hesteæderne’ af Thomas Boberg.

LÆS OGSÅ:Thomas Boberg gør for Danmark, hvad Houellebecq har gjort i Frankrig

»Jeg har brugt tid på at tyde/ sprede dumpe fornemmelser fra mit fjerne indre/ tyde dem i deres sammensathed/sprede dem ud i tid. Jeg tog fejl«, tilføjer Ursula Andkjær Olsen i ’Udgående fartøj’, som over lange stræk påkalder hadet og hårdheden. Måske fordi kun den hårde overlever.

De to citater begge peger på digterens rolle. Ikke som politisk avantgardist, men som sprogkunstner og iagttagende tvivler på et tidspunkt i historien, hvor det enkelte menneske i hvert fald i Vesten er under et vanvittigt mentalt pres. Poesiens fornemmelse for sind og psyke er uovertruffen i disse år. Er det faktisk sådan, at de vigtigste samfundstanker om eksistensen udtrykkes i poesien?

77-årige Klaus Høeck minder om, at det hele heldigvis ikke er smerte: »arsenal mod man/ chester CITY – træls – der sker/ ikke en skid- jeh/ zapper lidt rundt – så/ tilbage – det er løgn – gun/ ners fører tre – ét/ det er simpelthen/ løgn – men sådan mister man/ også højdepunkt/ er i livet – for/ kert sted på rette tidspunkt/ (only playback left)«.

Også Bjørn Rasmussen får i ’Ming’, der ellers er fuld af sorg og psykose, plads til et humoristisk pip: »En dag vil jeg være medicinfri/ en dag vil jeg henrykkes ved synet af en fugleflok/ åh gid jeg bliver gammel og får grøn stær«.

LÆS OGSÅ:Dagligdagspoesi drukner i ugebladserotik og selvparodisk livsvisdom

I litteraturforsker Marianne Stidsens nye doktorafhandling om dansk og nordisk litteratur viser hun, hvordan litteraturen bidrager til erkendelsen, når det digteriske jeg artikulerer sig. Om køn, psyke, sygdom, medier, videnskab, metafysik og kosmologi eller konkrete samfundsforhold som fattigdom, racisme, civilisationskamp, integration eller noget helt andet.

Det samme kan man sige om de syv digtsamlinger af Thomas Boberg, Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen, Maria Gerhardt, Klaus Høeck, Caspar Eric og Birgitte Krogsbøll, som skal dyste om Politikens Litteraturpris for 2015. De kommer hver for sig og tilsammen vidt og vildt omkring.

Franz Kafka fremhæver i sine dagbøger fordelene ved litteratur: Den detaljerede åndeliggørelse af det brede offentlige liv, vækkelsen af en højere stræben blandt de opvoksende, overtagelsen af litterære begivenheder i de politiske bekymringer, fremstillingen af nationale fejl på en ganske vist særlig, men tilgivelig og befriende måde.

Det er store ord, og der er dem, der mener, at litteraturen for længst har udspillet sin rolle, og at poesi er tidsfordriv for hængemuler og skønånder.

LÆS OGSÅ:To fra forfatterskolens afgangsklasse har allerede egne vinger at flyve med

De tager fejl, og det er en af tilværelsens trøstende retfærdigheder, at den udslettelse af arter, der finder sted i naturen i vor tid, får modstand fra den ekspansion, som finder sted i kulturen. I litteraturen har artsrigdommen aldrig været større.

»Der var engang markerne var blå/ og bistaderne fløj som zeppelinere/ i gladiatorernes/ hjemstavnsdrømme«, som Thomas Boberg skriver. Tilværelsens poesi har ofte trange kår, men skønheden virker så meget desto stærkere, når den pludselig finder vej til os som litteratur, netop som vi havde brug for det.

Hvor ville vi hver især lægge vægten, hvis vi skulle udtrykke, hvordan det er at være i verden? Og hvilket poetisk værk synes du skal have Politikens Litteraturpris for 2015?

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Og de nominerede er ...

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce