Annonce
Annonce
Bøger

Der er en kannibalistisk sorg på færde i Ursula Andkjær Olsens digt

Læs en diskussion af en af de digtere, som er nomineret til Politikens Litteraturpris.

Annonce

Politikens Litteraturpris 2015

Politikens lyrikanmeldere Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Mikkel Krause Frantzen læser i fællesskab et uddrag fra Ursula Andkjær Olsens ’Udgående fartøj’.

Kizaja:

»Her har vi et meget eksemplarisk uddrag fra ’Udgående fartøj’, synes jeg. Tag f.eks. opbygningen, der næsten har sin egen liturgi, altså virker til at følge (eller anvise måske) en helt fast rækkefølge: »Først fortærer jeg ...«, »derefter har jeg ...«, »hvorpå jeg ...«. Som et ritual eller en øvelse. Den form bliver brugt meget i bogen – men ikke mere kannibalistisk end her! Gamle Freud ville have kaldt det melankoli, tror jeg, det med ikke at slippe det tabte, men ligefrem indtage og fortære det, en – for ham – sygelig måde at sørge på«.

LÆS OGSÅ Litteraturredaktøren: Det er i poesien, det sner

Mikkel:

»Det, synes jeg, er meget rigtigt. At der er en kannibalistisk sorg eller melankoli på færde. Senere tales der om pyramider, sarkofager, kugler. Ting forsegles, fortættes og forpuppes. Det er meget kendetegnende for bogen: Det er en øvelse i at gøre sig hård, en »nødvendig opdragelse«. Men spørgsmålet er så bare: Hvad er det for et tab? Den forudgående ’Det 3. årtusindes hjerte’ havde jo aborten som sit primære motiv ...«.

Kizaja:

»I ’Udgående fartøj’ bliver det aldrig særlig konkret, hvad det er, der er tabt. I uddraget her er det bare »de døde«. Måske er det mere følelsen selv, digtene interesserer sig for. På den måde er de netop ikke bekendelsesdigte. Som der står et sted: »følelser/ ikke som bekendelse/ ikke som eksperiment// som disciplin«. Men hvor fører det så hen med den hærdelse?«.

LÆS OGSÅI 'Hesteæderne' er det poesien, der er helten

Mikkel:

»Jeg tænker: Det er, som om tingene eller tabene skal snøres ind og hærdes for senere at kunne blive fyret af – det står allerede i bogens allerførste digt: ’Nu skal det fyres af’. Og det bliver den virkelig, poetisk set, i en række fabulerende og spekulerende sci-fi-sekvenser. Her tales der dansk, tysk, fransk, engelsk. Det er vel en slags teknotungetale, og jeg ved ikke, om jeg forstår det (jeg ved ikke, om jeg skal forstå det), men i denne tid er det godt nok rart med noget, som ikke kun peger ind (i selvet eller i det lille danske velfærdssamfund), men som også virkelig peger ud«.

Kizaja:

»Enig. Øvelsens mål er en forandring: Det indadvendte skal blive, ikke bare udadvendt, men universvendt, og sorgens rene negativitet skal blive fabulerende fremtidsjubel. Den pegen ud er der en vild energi i. I politikerlingo er ’utopi’ et skældsord. Ikke her. Mod slutningen af bogen står der på en side: »jeg vil rejse ind/ ud i det hele« og på den næste: »mød mig der«. Der tænker jeg bare: Yes! Vi ses!«.

Redaktionen anbefaler

Ursula Andkjær Olsen: »Kom ikke til mig med jeres bløde shit«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce