Annonce
Annonce
Bøger

Caspar Eric: »Jeg kan godt lide en poesi, som formår at være terroristisk«

Caspar Eric er ikke interesseret i at gøre verden skønnere, end den er.

Annonce

Politikens Litteraturpris 2015

»Jeg kan godt lide en poesi, som formår at være terroristisk, kompromisløs og måske endda ond«, udbryder Caspar Eric, næsten inden interviewet rigtig er kommet i gang.

»Jeg tænker her på en generel terroristfigur, ham eller hende, der destabiliserer det, som vi ikke regnede med var truet. Det vil sige de værdier, vi alle er enige om, for eksempel at det er godt at have en normal krop, og hvor der så kommer en og siger: Fuck det, I har vedtaget! Det er også sådan en litteratur, jeg bedst selv kan lide at læse. Og det er også sådan en energi, jeg forsøger at skrive på«.

At tale med Caspar Eric er en let sag. Det hele kommer af sig selv, nærmest i én lang strøm som i hans langdigt ’Nike’, der kort fortalt handler om en ung mands hovedbrud oven på et mislykket forhold, der sender digterjeget ud i tanker om, hvad det for eksempel vil sige at være handikappet, at have cerebral parese.

LÆS OGSÅ Ursula Andkjær Olsen: »Kom ikke til mig med jeres bløde shit«

Caspar Eric mener godt, at man kan kalde digtsamlingen for et breakupalbum, men den er også meget mere end det. Bogen er også i høj grad kritisk over for mange dele af vores kultur.

»Jeg tror godt, man kan sige, at den ramme, der er om parforholdet, er den samme, som omkranser kapitalismen. Jeg håber og tror, at det bliver klart for læseren, at bogen er et udtryk for, at noget er for sent, eller følelsen af, at man mistet sin fremtid«.

Caspar Eric

Nomineret forfatter

Født i 1987 i København. Kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Caspar Eric debuterede

i 2014 med digtsamlingen ’7/11’, som han modtog debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 for. Derudover har han udgivet langdigtet ’Nike’ (2015), som bl.a. tager udgangspunkt i hans handikap, cerebral parese (spastisk lammelse).


Han er indstillet til Politikens Litteraturpris for ’Nike’. Prisen er sponsoreret af Politiken-Fonden.

Research: Politikens Bibliotek

Det var som en slags besættelse

For at kunne udpensle de tab oplevede Caspar Eric, at han måtte gå så tæt på sig selv som muligt og skrive det, han egentlig mener og føler.

»Jeg var klar over, at jeg ikke skulle beskytte mig selv eller andre. Det er det gode ved at blive rigtig vred på verden og skuffet over sig selv. Så kan man også være mere kompromisløs i kunsten«.

Derfor har det heller ikke altid været lige let, forklarer han. Og det er selv om han skrev førsteudkastet på bare tre måneder, inden han brugte et halvt år på at arbejde intensivt med teksten.

»Det var ikke nemt, men hvis noget kan føles naturligt, var det der. Det var som en slags besættelse. Hvis jeg nogensinde har været inspireret, må det have været på det tidspunkt. Men det var også dér, jeg var mest ked af det. Bogen tog hårdt på mig, fordi jeg måtte anskue mig selv udefra, i forskellige kontekster og i forhold til ting, jeg har båret rundt på, lige siden jeg var et lille skrigende barn«.

SE OGSÅ: »Jeg er ikke handikappet. Jeg har et handikap. Jeg er Caspar Eric«

Kilde: politiken TV / Jakob Kyed Jakobsen

»Nu er det det her, jeg gør«

Efter to udgivelser er den 28-årig digter begyndt at opleve, at folk tillægger ham en autoritet, han ikke selv synes, han har. Selv fortæller Caspar Eric, at det føles underligt, når folk kommer op til ham og siger, at de kan lide bogen. Men omvendt kan han mærke, at det også har fået ham til at slappe mere af, at han nu føler, at han kan tage digterhvervet seriøst.

Nu er det det her, jeg gør. Nu kæmper jeg ikke længere med at bevise, at jeg kan skrive digte

»Nu er det det her, jeg gør. Nu kæmper jeg ikke længere med at bevise, at jeg kan skrive digte«, siger han.

STEMPolitikens litteraturpris: Sådan stemmer du

Når Caspar Eric ser tilbage på debuten, ’7/11’, oplever han, at den havde et metalag, der skulle forsvare hans måde at skrive på. Men i ’Nike’ har han lettere kunne fokusere på, hvilke følelser »det er okay at føle«.

»Nu har jeg kunnet skrive om at være handikappet uden så meget bullshit«, siger han og fortsætter:

»Jeg har det grundlæggende sådan, at jeg fandeme har fat i noget i ’Nike’, når det for eksempel kommer til måden, vi taler om den handikappede krop på. Men det hårde og klaustrofobiske ved at foretage den kritik er, at det ikke ændrer en skid. Man kan have nok så meget ret, men folk lytter ikke«.

Det afholder ham imidlertid ikke fra at forsøge at trodse de gængse forestillinger, vi har til en normal krop, en normal tilværelse eller måske bare til et digt.

LÆS OGSÅMaria Navarro Skaranger skriver konsekvent på kebabnorsk

I debuten forsøgte Caspar Eric således at være terroristisk over for en forestilling om, hvad poesi kan være, eller hvad der kan være poesi, og det projekt fortsætter i ’Nike’, fortæller han. I det hele taget er han bare træt af poetiske metaforer, fordi verden allerede er metaforisk nok.

»Jeg er ikke interesseret i at gøre verden skønnere, end den er, og jeg er heller ikke interesseret i at lave nye fiktioner. Jeg interesseret i at ødelægge fiktioner, som allerede findes«, siger han.

»Det er et problem, hvis folk glemmer, at de ting, vi fandt på, faktisk er noget, vi fandt på, og bare siger: Nå ja, sådan hænger tingene jo sammen, sådan er det jo«, siger han og fortsætter:

»Men det der er, er hvad litteratur kan. Litteraturen forhandler det, der er. Hvad det vil sige, når man er terrorist. Hvad det vil sige, at man er deprimeret, hvad det vil sige, at man er handikappet«.

»Jeg skriver i begyndelsen af bogen, at jeg gerne vil være en idiot, og det er rigtigt. Hvis man har et handikap eller befinder sig i en udgrænset position, forventes det typisk, at man er en sympatisk person. Men det er både en skjult undertrykkelse og en offerrolle. Jeg kan jo også være et arrogant røvhul, selv om jeg render rundt med et handikap«.

Redaktionen anbefaler

Er poesi et modsprog?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce