Barok. Sjón lader skeletterne rasle i leg med naturvidenskab og tro i 1600-tallets Island. Illustration: Francesco Bertinatti og Mecco Leon i 'Elementi di anatomia fisiologica applicata alle belle arti figurative'

Henvisningen til den Johannes, der på en græsk ø modtog Åbenbaringen om altings undergang og genopståen og dikterede det til en skriver, så det kunne blive sidste bog i Det Ny Testamente, den henvisning sniger sig først ind på en af romanens sidste sider i et tonefald som en højsang til skaberværket:

»Det er højvande på øen Patmos ... vævets strenge ligger gennem mig ...«.

Udbruddet kommer ikke fra Johannes på den græske ø, men fra Jonas den Lærde, eneboer på den lillebitte islandske Guldbjørnsey, ved mødet med forårsjævndøgnet og dermed lysets tilbagevenden:

Endnu en vinter i Polarhavet er overlevet. Året er 1639, og manden er en af de uretfærdigt fredløse, som moderne islandsk litteratur tilsyneladende aldrig bliver træt af at rehabilitere.

Naturen og Skaberen
Den selvlærte skribent, runekender og ’kloge mand’ på især kvindesygdomme har på dette tidspunkt mistet alt: sin seje hustru Sigridur, der forstod sig på planetbaner og solformørkelser, og tre af deres fire børn foruden al jordisk ejendom og borgerlig anseelse.

Fjender hjemme på Island har dømt ham for trolddom trods det frikendelsesbrev fra Christian IV selv, som Jonas’ ven, den københavnske universitetsrektor Ole Worm, ellers fik udfærdiget. Efter at de to sammen havde afsløret enhjørningehornet i Museum Wormianum som narhvaltand.

Bogen igennem er der indsat små beskrivelser af forunderlige naturfænomener, som hentet i datidens bestiarium: pukkelhval, koral, luftskib, havfrue... Men tusmørket i titlen er den lutherske reformations, her set som tilbageslag for den oplysning om naturen, som jo dengang ikke kunne adskilles fra troen på Skaberen selv.

LÆS ANMELDELSESjóns skønne skipperskrøner

Statuerne af jomfru Maria og de andre forbudte helgener er efter reformationen gravet ned i Mariahøjen til hemmelig, natlig dyrkelse én gang om året.

»Tusmørkeundere har væltet verden omkuld ... Himlen er blevet til gulvet«.

Bohrs komplementaritetsprincip
Sådan ser Jonas den reformerte verden, hvor mennesket kastes tilbage på sit eget ansvar, henvist til fornuften og dens skelnen mellem kategorierne. Og hvor bjergsomme avindsmænd har taget magten.

Nej, alt hænger sammen, »det er selve forbindelsesleddene, stederne, hvor tingene mødes, der er det evige og absolutte i verden«, indser martyren på den øde ø:

»Naturen er fuldkommen i sin harmoni ... Men den kommer i total urede, hvis man forsøger at klassificere den med fornuften«.

Denne vidunderlige accept af paradokset som livsbetingelse – videbegær om skaberværket som rationelt udslag af gudstroen – er på én gang det aktuelle og det historisk interessante ved Sjóns ny roman.

Det passer som hånd i handske til hans magiske realisme og minder os om, at det kirkestyrede samfunds helhedssyn på verden nok brød sammen ved naturvidenskabens og dialektikkens skel mellem modsætninger; men at udfordringen jo stadig – med Bohrs komplementaritetsprincip – er at kunne fatte helheden ved med tanken at omfatte indbyrdes udelukkende og dog indbyrdes uundværlige kræfter og tilstandsformer.

Videnskabsmandens arbejde
Sjón – døbt Sigurjón Birgir Sigurdsson og Nordisk Råds litteraturpristager i 2005 for den lille, magiske roman ’Skygge-Baldur’ – tager afsæt i skrifter af den historiske skikkelse Jon Gudmundsson den Lærde, død i 1658, da vores barokdigter Kingo var 24 år.

LÆS OGSÅ Anmeldelse: Sagastemningen sænker sig

Men »alt materialet blev behandlet med den skødesløshed og letsindighed, der adskiller digterens leg fra videnskabsmandens arbejde«, forsikrer forfatteren i en note.

Det meste af romanen er fortalt som Jonas’ monolog – henvendt til en ryle i strandkanten! Kun under oplevelserne i København omtales han i tredje person.

Det er ikke let fordøjet lufthavnslitteratur, men nok så nærende. Sjón er sjov at lege med – fuld af viden og fuld af visjón!