Hun er en af vore allerstørste forfattere, prisvinder, litteraturscenens bedste blomst, måske i dag både et idol og et ideal.

Men Dorrit Willumsen er også, i enestående grad, sin egen, ikke til fals for noget eller nogen – undtagen i fantasien.

Hendes far var viktualiehandler og operasanger.

Hendes mor havde også et fint navn og en frakke med sommerfugle broderet på reverset, og det var hende, Dorrit Willumsen som barn nejede for på gaden, da hun en dag fik tilbudt et stykke konfekt. Moderen rødmede ganske vist.

Men det var fjerne forældre, som i forfatterskabet anskues med indsigt og på afstand, mens hendes morfar, den fhv. sømand, blev hendes livs dybsindigt forklarede redningsmand.

Med ham som historiefortælleren i slægten boede lille Dorrit først på Nørrebro, så i en stor lejlighed på Vesterbro.

Prinsesseagtigt smukt
De indviklede familieforhold er beskrevet i hendes erindringsbog ’Det søde med det sure’ (2009), hvor Dorrit Willumsen for første gang inviterer os indenfor i barndommen.

LÆS ANMELDELSEItuslået dukke danser i nye erindringer

Fortsættelse bør følge, for her ender det med, at hun møder forfatteren Jess Ørnsbo, som hun stadig er gift med.

Det viser sig, at Dorrit stagnerer, da hun fylder 14 – situationsbestemt utilpashed. Hun er artig og venlig, klog i hovedet, tung i kroppen – noget med stofskiftet. Og ulidelig medicin.

Som Greta Garbo skal have sagt engang: »I want to be alone«.

Men fantasien – som måske er underbelyst i kritikken af hendes forfatterskab – udvikler sig til gengæld i overvældende grad og næres af stoflighed og elegance – broderier, tapeter, bukser med gazeflæser, tæpper, billeder, parfumer, hvidvin, læbestift – alt det, som i halvfjerdserne og nu igen er kvindelighedens gaver og fristelser.

Alt det eftertragtede, prinsesseagtigt smukke, som fantasien kan skabe, bliver Dorrit Willumsens indgang i litteraturen, hendes permanente vandmærke. Hendes bøgers medfødte, strålende styrke og begrænsning.

Den kosmetiske kvinde og Herman Bang
Hun debuterede med novellesamlingen ’Knagen’ i 1965 og var straks et navn, en forfatter. En kvindeforfatter? Muligvis i starten.

Hun beskriver kvinder, som har en indre længsel og er optaget af at forandre deres liv, så det kan strækkes ud og op til det ideelle mål, måske ikke med livets, men med kosmetikkens hjælp.

Alt er muligt – powershopping, silikone, skønhedskure, hvidvin, te, krydderi, akryl, salær ... og modellen Coppelia. Og et resultat, som aldrig kun er lykke.

Den kosmetiske kvinde oplever dramatiske skift i livet og overskrider grænser, som Honey Hotwing (’Den dag jeg blev Honey Hotwing’, 2008), hvor Honey ender med at ryge i fængsel. Alt er ikke muligt, hvis man er fra Dorrit Willumsens generation.

LÆS ANMELDELSEEn engel Gud har

Med bogen om Herman Bang (’Bang. En roman om Herman Bang’, 1996) fandt Dorrit Willumsen for første gang en anden stemme, hun kunne identificere sig helt og udelt med, ikke en biografi, men en skønlitterær præstation.

Her skulle ikke dømmes (hvad hun heller ikke kan), her skulle indleves og genføles.

Romanen blev belønnet med Nordisk Råds litteraturpris.

Forfatterskabet retter sindet ud
Hendes talent er depressivt, ironisk og indsigtsfuldt, der er en sprød barnlighed i ordene, som er født af en æstetik og tålmodighed, der aldrig føles konstrueret.

Det, som sindet føler vrangvendt, er gennem forfatterskabet rettet ud.

Hun har modtaget Tagea Brandts litteraturpris, Det Danske Akademis store pris, LO-prisen og De Gyldne Laurbær.

Men der er plads til meget endnu.