Peter Høeg smiler fra første øjeblik.

Præcis som det smil, han forsøger at plante hos læserne, når de slår op på første side af hans nye bog, ’Elefantpassernes børn’, hvor de møder følgende indiske ordsprog:

»Vil du være ven med en elefantpasser? Så forvis dig om, at du har plads til elefanten«.

Han sætter sig ned i forlagsdirektørens knaldrøde sofa og siger drillende, at han godt vil gøre opmærksom på, at han har taget pænt tøj på.

Da han for fire år siden gav interview om ’Den stille pige’, fik han muntre stikpiller af sine børn, fordi hans tøj her i avisen blev beskrevet som noget, der kunne være trukket op af vasketøjskurven på et kollegieværelse.

I dag er den hvide bondeskjorte nystrøget, og de grønne lærredsbusker ser måske nok rummelige ud og har elastik i linningen, men det er meningen. Han har fået dem syet hos en skrædder.

»Det er bare for sjov«, skynder han sig at sige. Altså ikke bemærkningen om skrædderen, men referencen til det fire år gamle interview.

Han har ikke noget i klemme der, synes han at sige.

Det samme kan man ikke sige, når det gælder modtagelsen af ’Den stille pige’. Han er stadig fuld af undren over, hvorfor kritikken var så polariseret, fra det mest positive til den hårdeste afvisning, og han er endnu ikke nået til et endegyldigt svar for sig selv.

Humor for fuld skrue
Sikkert er det imidlertid, at kritikken kom så meget bag på Peter Høeg, at den forsinkede den nuværende bog med et år. Han måtte lige fordøje, hvad der skete her og ude i verden.

I ’Den stille pige’ var der tilløb til humor, men også det, anmeldere kaldte salvelsesfulde visdomsord, og det var ikke ment som en ros.

ANMELDELSE En prædiken forklædt som roman (2006)

I ’Elefantpassernes børn’ er det imidlertid humor for fuld skrue, og det er første gang, forfatteren har dristet sig til det. Det vrimler med skøre personer og absurde overdrivelser.

Fra kloakentreprenøren med millioner på bogen og adelige ambitioner til svulmende bordelværtinder og en topfed type af en efterretningsmand, som æder 20 højt belagte stykker smørrebrød som trøstespisning og får lagt så meget roastbeef på, at det må køres ind med en gaffeltruck.

Og undervejs bliver samtlige verdensreligioner holdt sprællende ud mellem to fingre.

Legende arbejdsproces
»Når jeg tænker tilbage, har jeg haft den side i mig, men kun brugt den privat. Bøgerne var for alvorlige, og det var for højtidelig en genre til, at man kunne give efter for det«.

Det virker, som om det har været en leg for dig at skrive bogen?

»Det har det også, og på mange måder er det den mest tilfredsstillende og legende arbejdsproces, jeg har været igennem i mine syv bøger«, siger Peter Høeg.

Helt almindeligt er det univers, han maler op, i hvert fald ikke. Historien tager sit udgangspunkt på den fiktive ø Finø ude i Kattegat.

Blandt øens spidser er bl.a. præsten og hans hustru, organisten, som er, hvad Mark Twain ville kalde et par kirkesvindlere, og deres børn – bogens hovedpersoner – er ved gud heller ikke helt almindelige.

»Selvhøjtidelighed er farligt«
I ’Elefantpassernes børn’ forsøger den yngste, Peter (!), hans søster, Tilte, og storebror Hans at forhindre deres forældre i at gentage fortidens forbrydergerninger, som engang i fortiden betød, at præsten kom hjem fra fastlandet i en Maserati og fruen kunne gå i fodsid minkpels.

Nu er forældrene forsvundet igen, børnehjemmet truer, og denne gang mener børnene, at mor og far, præsten og organisten, har gang i et kup, som er Egon Olsen værdigt, idet de vil stjæle alle de udstillede kostbarheder, når repræsentanter for alle verdensreligioner mødes i København til synode.

LÆS OGSÅ 'Den Stille Pige' er skjult reklame for nyreligiøs sekt

Er det sådan, at jo alvorligere et emne er, her blandt andet religion, jo lettere må fortællingen og sproget være?

»Jeg tror det. Søren Kierkegaard mente, at der ikke måtte være humor i det, når man talte om det religiøse, fordi det var for kraftigt et emne. Det tror jeg er helt forkert. Jeg tror, at højtidelighed er godt, men selvhøjtidelighed er farligt. Man kan jo også se, at humoren fordamper i meningsdiktaturer og religiøse diktaturer«.

Marx Brothers
Hvad er din favorithumor?

»Det er de store klovne. Dario Fo, Marx Brothers, Chaplin, Grog, Charlie Rivel. Klovnen tør være barnet i sig selv og kommer dermed til at vise voksenverdenen i dens absurditet«.

I din bog er børnene vel uskylden og forældrene en slags billede på den moderne verden på vej ud ad en tangent?

»Nu har jeg jo ikke svaret på alle bogens spørgsmål, men børnene har da en slags uskyld, selv om de også er involveret i både sexual coaching og noget, som er på grænsen til at være etisk korrekt. De er ikke entydigt gode«.

En gåde
Dine bøgers handling er ofte spændt op med et hel- eller halvkriminelt spor. Hvorfor?

»Spænding er jo et instrument til at sikre, det er værd at læse næste side. Hvis ikke der var et handlingsforløb eller en gåde, var der ingen grund til at læse en bog færdig. Der skal være en gåde, en bevægelse fremad, og jeg synes, tilværelsen i sig selv er sådan på nogle punkter, hvis man da ikke bare lader den ene dag afløse den anden, men prøver at give sin tilværelse en karakter af forskning, hvor man forsøger at komme dybere ned i et eller andet, i et kærlighedsforhold, sig selv eller sit arbejde«

PETER HØEG Måske skulle man bare blive kok

Hvordan har du det med krimi- og spændingslitteraturen, som fylder meget i dag?

»Man skal være forsigtig med bare at sige spændingsgenren, for selv Gabriel Garcia Marquez’ roman ’Hundrede års ensomhed’, som gav ham Nobelprisen, har jo også en gåde, som først bliver opklaret på de sidste sider. Personligt kan jeg lide alle genrer fra Claude Simons ’Vejen i Flandern’, som ingen handling har, til Michael Connellys krimier«.

Connellys krimier om Harry Bosch gentager vel sig selv på en måde?

»Ja, men det er et kendt univers varieret på en meget smuk måde, og jeg tror, man skal bevare respekten for genren. Den europæiske intelligentsia har haft en slags nedvurderende holdning til amerikansk spændingslitteratur, og derfor er man på nogle punkter kommet bagud af dansen i forhold til de fortællemæssige skridt, der bliver taget af de forfattere«.

»Eksempelvis en Thomas Harris, der skrev ’Silence of the Lambs’, eller Martin Cruz Smith, som foretager én lang forskning, samtidig med at han skriver inden for en bestemt kommerciel genre. Hvis man vender sig væk fra det, fordi man ikke synes, det er fint, går man glip af områder, hvor der udfoldes stor kreativitet«, siger Peter Høeg.

Religionens rolle
Han mener, opdelingen i fin eller mindre fin litteratur hænger sammen med vores kristne arv.

»Den siger, at hvis noget er godt, skal det gøre ondt, og det højeste billede, vi har i den kultur, er billedet af en mand, som er spigret op på et kors. Det blev så ført videre af Frankfurterskolens foragt for kulturindustrier, som ses som borgerlige og reaktionære, og det vil sige, at det lystfyldte, glædesfyldte, humoren og kropsligheden står i fare for at blive trængt ud af litteraturen og henvist til folkelige genrer. Det tror jeg er ulykkeligt«, siger han.

Et af hovedtemaerne i din bog er religionerne. Hvad tror du selv på?

»Jeg er ingen trosperson, så jeg har ikke kunnet gøre brug af eksisterende religioner eller trossystemer. Jeg er mest optaget af, hvad mennesker kan gøre for at erfare noget om, hvordan de får dybere kontakt til sig selv og andre mennesker. Hvordan de tager stilling til de vigtigste spørgsmål i tilværelsen«.

Men verdensreligionerne er med i bogen?

»Verdensreligionerne har jeg stor respekt for, og jeg føler også, at min bog er en kærlighedserklæring til dem, samtidig med at jeg driller dem. De står jo både for meget skønhed og tilbyder i trosform mennesker en mening med tilværelsen. Men samtidig er der meget undertrykkelse og misbrug, som har fundet sted og stadig finder sted i religionernes navn«.

Muligheder i mennesket
I ’Elefantpassernes børn’ vil Peter Høeg skildre præstens børn som nogen, der er søgende i tilværelsen, og det er en søgen, hvor de prøver at sno sig uden om trossystemerne. De taler om at finde døren til friheden. En dør, de nogle gange kan finde åben, hvis de er tilstrækkeligt opmærksomme. Det hele foregår selvfølgelig inde i hovedet på dem, men Peter Høeg kender selv den følelse, de hentyder til.

»Da jeg var 25, sejlede jeg over Atlanterhavet i en sejlbåd. Vi stoppede på Azorerne, og på São Miguel så vi land for første gang i 14 dage. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, så da de andre gik på bar for at feste, gik jeg op i den gamle bydel. Her sad jeg en times tid, og for første gang oplevede jeg, hvordan bevidstheden begyndte at fungere anderledes. Den fysiske verden var intakt. Der var ingen guder, ingen engle eller dæmoner, bare en følelse af at være intenst til stede og lykkelig i hjertet, og det var helt grundløst. Det var ikke, fordi vi havde sejlet, eller fordi jeg havde en by omkring mig. Det havde absolut ingen anledning«, siger han.

LÆS OGSÅ Verdensberømt nordmand i brechen for Peter Høeg

Efter oplevelsen på Azorerne tog følelsen til gennem de kommende syv år. Han havde på fornemmelsen, at der var nogle muligheder i mennesket, i ham selv, han måtte forsøge at bruge.

»Til sidst tænkte jeg, at det var det, min tilværelse skulle handle om, og så begyndte jeg at lede efter andre, som havde tilsvarende erfaringer, og på den måde kom jeg frem til meditation og fik siden en lærer«, fortæller Peter Høeg.

I dag er det almindelig kendt, at han har tilbragt meget tid i Vækstcenteret i Nørre Snede hos idéhistorikeren Jes Bertelsen. Her har han fået hjælp i sit forsøg på at åbne sin personlige dør til friheden mere end bare på klem.

Man kan træne lykken
Som 25-årig mærkede du en uforklarlig, men rar følelse. Kan du frembringe den ved egen kraft i dag?

»Nej, jeg føler ikke, det er ved egen kraft. Men det sker hyppigere i dag, og det skyldes jo, at det er nødvendigt at lave øvelser. Man kan træne lykken og glæden, og det er heller ikke almindelig kendt i vores kultur. Man må træne, ligesom man må cykle, hvis man vil være i god form. Det kommer ikke gratis, og det gør de dybere former for afslapning heller ikke«.

Peter Høeg siger, at det er ved øvelsen, man kan undslippe den lille stemme, der hele tiden sidder på ens skulder og hvisker, så man fokuserer på bekymringen i stedet for glæden.

At man ved at fjerne den kan flytte sin opmærksomhed fra mørket over mod lyset. At man kan vælge.

Fuldstændig ligestillet
Du taler om en frihed, en åben dør ud til friheden, men en frihed fra hvad?

»På Azorerne havde jeg oplevelsen. Pludselig bristede sæbeboblen, og et kort øjeblik oplevede jeg, at det ikke var nødvendigt at have den let depressive bekymringsstemme kørende. Pludselig er den væk. Det er den følelse, jeg taler om«.

LÆS OGSÅ Peter Høeg sælger langsomt

Du er ikke bange for at komme til at lyde frelst?

»Jeg må sige, hvordan jeg føler det, og så må folk fortolke det, som de vil. I en frelst position er man jo i salveten, og det føler jeg ikke, at jeg er. Jeg har følelsen af at være fuldstændig ligestillet med andre mennesker, og i den ligestillethed er det et øjeblik muligt at få en følelse af frihed, som ikke er noget særligt for mig, men er en mulighed for alle andre også«.

Indre elefanter
Som nævnt hedder Peter Høegs nye roman ’Elefantpassernes børn’, og det er da også børnene, som er med til at drive handlingen fremad, men hvad med elefantpasserne?

»På første side af min bog citerer jeg det indiske ordsprog om, at hvis du vil være ven med en elefantpasser, så forvis dig om, at du har plads til elefanten. I bogen optræder en række personer, som har nogle indre elefanter. De ligner almindelige mennesker, men bag sig har de en usynlig elefant, som man må forholde sig til, hvis man vil være ven med den person.«

»Nogle af dem har længsler efter at finde et svar på meningen med tilværelsen, men der er også andre. En af personerne er en kloakentreprenør, som gerne vil være adelig, og selv kender jeg da også og har måske endda i min familie nogle mennesker, som har sådan nogle indre elefanter, og der skal man passe på. Der forholder man sig ikke kun til nogle mennesker, men også til en usynlig elefant. Det er et privilegium at kende sådan nogle mennesker, men det er også meget arbejdsomt«, siger Peter Høeg med et meget bredt smil.

LÆS OGSÅ Lånere i kø efter 'Den stille pige'

Har du et budskab med bogen?

»Jeg er historiefortæller, og det basale er altid at fortælle til et menneske, der lytter«.