Dante skrev i 1295 sin ’Vita nuova’, eller ’Nyt liv’, som den hedder på dansk – her får vi en dybt avanceret beretning om Dantes romantiske kærlighed til pigen Beatrice, som han første gang så, da han var 6 år gammel; Beatrice kommer han aldrig til helt at besidde, og til slut dør hun jo alt for ung, hvorefter feltet er beredt til, at hun senere i ’Den guddommelige komedie’ kan tage imod Dante i Paradiset.

Hvorfor nu nævne Dante, her, hvor jeg skal anmelde Martin Halls nye roman?

Fordi Hall på sin egen karakteristiske måde i ’Kinoplex’ genskriver og skriver oven på Dantes lille debutroman.

LÆS OGSÅ Martin Hall synger med smuk ensom stemme

Maskinen er konstrueret sådan, at vi har en jegfortæller, der kunne minde om et alter ego til Hall.

I de første to tredjedele af romanen krydsklippes der mellem et fortællende nu, hvor fortælleren i et brændende hedt, muligvis sydamerikansk land er på sporet af en forsvunden kvinde, som han muligvis elsker; i det fortalte nu er vi betydeligt længere tilbage i tiden, og her hører vi om samme hovedpersons løse tilknytning til et antal individer, der for en stund under navnet ’Kinoplex’ arrangerer klubaftener rundt om i København.

Brutalt plot
Hovedpersonen er på en vis måde ’Daniel’, en følelsesmæssigt forfrossen videokunstner, der excellerer i at arrangere de fester, hvor en lille, udvalgt skare mod betaling får lejlighed til at overvære brutale og afstumpede sexscener mellem en tilfældig serie af provinspiger og enkelte mænd med masker på.

Alt dette filmes af den dygtigt manipulerende Daniel, der efterfølgende giver vor fortæller mulighed for at se disse film.

Afsæt for plottet er, at en af pigerne i filmene, Beatrice (som vor fortæller nåede at have et lidt distræt og klumpet forhold til), er dampet af, og nu modtager fortælleren et videoklip med Beatrice, og så sætter jagten ind.

LÆS OGSÅ Martin Hall: Tænk hvis jeg ender som den folkekære

Vel nået frem til den sidste tredjedel falder fortællende og fortalt nu sammen, idet fortælleren finder Beatrice.

Hun er imidlertid blevet alvorligt syg, vi er i Helvede snarere end i Paradiset, og kender man sin Dante, er slutningen næppe overraskende.

Rimbaud ultralight
Under alt dette ligger et slumrende, dunkelt tæppe af forbrydelser og afstumpethed, en dyster zone, som fortælleren på samme tid er inde i og ude af.

Vi er, stilistisk og historisk, lysår fra Dantes høviske kærlighed i den florentinske adel. Og attituden er stadig den halvt kyniske, halvt forkølede romantikers, der optrådte i ’Den sidste romantiker’ (2005).

Det lyder typisk sådan her:

»Folk synger, brøler og knepper. Morer sig. Man gør det selv – interagerer med en masse klumpformede skikkelser. Der kan føres bevis for det. Man glemmer sig selv og lader sig rive med. Er det ikke sådan man forklarer sit liv? (...) Når man betragter det i bakspejlet, er det imponerende, at man overhovedet kunne holde til det i en time, for slet ikke at tale om et helt liv«.

LÆS OGSÅ Martin Hall over det hele

Tonefaldet er på godt og ondt Hall – forlorent dybsindigt og patetisk, men ikke desto mindre med en nærmest irriterende biklang af, at han kan noget, den gode Hall.

Lad ham dog droppe alt det der Nerval og Rimbaud ultralight, og den lidt krukkede Dante-bund, og gå planken ud på nye måder.

Let nok for mig at sige? Uden tvivl.

Men jeg vippede romanen igennem mellem at være semi-grebet og være træt af alle de små falbelader, vi skal trakteres med.

Der er undertiden noget næsten enerverende ved, at forfatteren Hall er så lige ved og næsten, man fornemmer, at talentet er der, men det skubber skulderen mod en glasvæg ind til talentets nye liv, som ikke bliver gennembrudt. Endnu?