Hvis man engang ude i fremtiden skulle ønske at vide, hvordan livet blev levet i Danmark i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, kan man dårligt finde en bedre kilde end Nikoline Werdelins tegneseriestriber.

Fetichfester, modeldrømme, managementsprog, bulimi, barnløshed, singlekultur, chatrooms.

Alt, hvad der prægede slut-1990’erne og frem er med i hendes daglige stribe ’Homo Metropolis’, hvor hun viser sig som en kronikør i ordets egentlige betydning, der dag for dag knivskarpt registrerer begivenheder og tendenser.

Nu foreligger et generøst udvalg af de første ti år af ’Homo Metropolis’ i samlet – men ikke komplet – form. De to bøger udkommer i dag, hvor Nikoline Werdelin fylder 50.

LÆS ARTIKEL Werdelin bliver voksen med værdighed

Og selv om det er uforståeligt, at man ikke er gået efter en komplet udgave, når det netop er den detaljerede samtidsskildring, der er seriens store styrke, demonstrerer de to digre bind til fulde, at det ikke bare er tomme ord, når serien igen og igen er blevet omtalt som den store samtidsroman i stribeform.

Det borgerlige drama
Nikoline Werdelins tegneserie har sine rødder i 1700-tallets borgerlige drama, hvor skuespilkunsten for alvor rykkede ind i hverdagsmiljøet og fortalte om det almindelige livs katastrofer, kærlighed, familie og moral.

Det er den lille verden, hun skildrer.

Den, hvor de menneskelige relationer og det eksistentielle drama spiller hovedrollen og kun sjældent politik eller alt det andet, der foregår uden for hjemmet.

INTERVIEW med Nikoline Werdelin (januar 2010)

Og det er stadig borgerskabet, det drejer sig om. Nikoline Werdelin kender nemlig sine kernelæsere.

Hun kender dem bedre, end de kender sig selv, og hun kan trække deres mere og specielt mindre flatterende sider frem, så grinet begynder, længe før man opdager, at man griner ad sig selv.

Fortrængninger og selvbedrag
Det er det trygge liv, de fortsatte historier i ’Homo Metropolis’ oftest fortæller om, og Werdelin holder af at sætte ind, netop når det hele trues og er lige ved at ramle sammen.

Når det gode liv, som vi er så sikre på, at vi fortjener og har ret til, pludselig ikke længere hænger sammen.

Fordi vi selv ødelægger det, eller fordi noget udefra slår alle forestillinger til jorden. Når sidespring, skilsmisse, sygdom eller alt det andet, vi aldrig har planlagt skulle være en del af vores liv, pirker til fortrængninger og selvbedrag af mere eller mindre harmløs art.

LÆS OGSÅ Nikoline & co. udgives i USA

Det er også en begrænset verden, Nikoline Werdelin skildrer, for selv om en af styrkerne ved ’Homo Metropolis’ er, at serien forsøger at nå rundt om mange forskellige karakterer og livssituationer, så er Werdelin ikke på lige sikker grund overalt.

Det er storbyens veluddannede borgerskab, hun kan ramme med sin fantastiske replikkunst, mens det har det med at forvandle sig til typer og karikaturer, jo længere ned i samfundspyramiden hun bevæger sig.

Skarp satire
Når Nikoline Werdelin er dårligst, formår hun ikke at ramme personerne indefra, men reducerer dem til todimensionale aktører i lattervækkende situationer. Når hun er bedst, vokser det til skarp satire, fordi komikken opstår ved at fremhæve præcist iagttagede svagheder og ufuldkommenheder hos personerne.

For eksempel sådan en som Fiona, hvis livs mål er at blive en del af ugebladenes glittede verden. Og da det eftertragtede adelsbryllup ser ud til at ryge i vasken, råber hun fortvivlet med blikket rettet mod himlen: »Hvad helvede er det for et manuskript, du har skrevet til mig?«.

Svaret åbenbarer sig aldrig, men læseren ved, at hun ikke kunne have været i tryggere hænder end netop Nikoline Werdelins.