Indviklet. Efter de glimrende barndomserindringer 'Og halsen af en svane' (2006) er Inge Pedersen klar med en ny 'indviklingsroman' om årene, fra hun er ni, til hun bliver atten.

I fortsættelse af de glimrende barndomserindringer ’Og halsen af en svane’ (2006) udsender Inge Pedersen en ny ’indviklingsroman’ om årene, fra hun er ni, til hun bliver atten.

Indviklingsroman ved jeg ikke helt, hvad betyder – særlig indviklet er det nu ikke. Måske hedder den det, fordi ’udviklingsroman’ er for banalt.

Men Inge Pedersen (f. 1936 i Brønderslev) vikler sig da mere ud end ind?

Det var den første undren. Den anden går på romanens motto: ’Jeg er interesseret i det som sker, ikke i at det er mig, det er sket for’.

Det sætter jeg spørgsmålstegn ved. For alt, hvad der sker i romanen, er netop forfatterens helt eget.

Skrivetalentet under lup
Sådan tror jeg, det er for enhver forfatter, ingen grund til yderligere grublen.

Men alligevel sært med det motto. Er det en slags beroligende advarsel om, at ikke alt er sandt? Måske – men de advarsler er overflødige. Den, der skriver, afslører.

Her som i første erindringsbog er det først og fremmest skrivetalentet, der skal undersøges og bekræftes. Det er svært nok. Faderen er brandmand, mens moderen går derhjemme.

Og den far er udgangspunktet for Inge Pedersens liv og hendes rejse...’til Amerika’.

Han er for prægtig. Han har intet egetliv, kun det liv, han muntert tilbyder sin datter i positive tilkendegivelser. Moderen er i virkeligheden bedre konstrueret, fordi hun er anskuet med en arrig skepsis, som også brydes af medlidenhed og dårlig samvittighed.

Autentisk stemmeføring
Der sad Inge og læste og læste, mens Mor sled og sled med husholdningen, og faldt ned af stigen, og måske var hun død. Men alligevel ikke.

Måske er det for meget at lade en hel bog basalt handle om ét brændende ønske på bunden af alle dagliglivets fortrædeligheder i halvtredserne, nemlig ønsket om at komme til at skrive.

Hvad Inge Pedersen er god til, er at erindre præcist og med ægte autentisk stemmeføring. I biografen er der ’knaldfilm’.

Skoletiden fylder meget. Her er husgerning, og her er naturhistorie med en erindring om en nekrolog over naturhistorielærer hr. Sangmortensen – som måske kun kommer med, fordi det er her, at Inge Pedersens anden stemme, skrivestemmen, får sin første udfoldelse og bliver rost af de andre. Nå ja, der var den igen.

Diskret åndssvagt
Det, jeg mener, er, at Inge Pedersen skulle nøjes med at huske og beskrive, for det er hun eminent god til.

Der er den ordblinde skoleveninde Elise, som kommer i fri mellem, fordi hun tolkede stileemnet til eksamen som ’befodringsmidler’ og derfor skrev om foderstoffer og kålrabi ... i stedet for ’befordringsmidler’ gennem tiden.

Begge dele er diskret åndssvagt.

Men den slags hævnede sig i halvtredserne. Hun genser Elise mange år senere, og nu er Elise bleg og gennemsigtig og med et barn på slæb.

»Åh Elise ... Jeg greb ud efter hendes hånd. Den var slap. Men Elise, hvordan så nu, sagde jeg, og klamrede mig til hånden, har du en sød mand?«. Toget er kørt.

Bange for sex
Der er andre fine passager, morsomt om hendes kontorelevplads, foruroligende om de første angstprægede erotiske oplevelser (bange for sex, men hvorfor? Er mor skjult med i disse genfortællinger?).

Og der er det kejtede forhold til ham, der tager toget og forsvinder til København.

Men jeg kan altså ikke helt med romanens dobbeltsigte – i ordene og uden for.

Jeg tror ikke, Inge Pedersen skulle reflektere så intenst over sit skrivebehov, skriget, der vil ud, struben, der er stum.

Hun kan. Jeg er meget mere optaget af fluesmækkeren Klask, der ligger på bordet i erindringsstøvet – for den er ganske autentisk og helt uden patos.