Som ung mand lignede den unge Jan Guillou slet ikke Jan Guillou.

Dengang i 1960’erne var han en fregnet og følsom franskmand med svensk familie, en pojke, som så gerne ville skrive fornemme franske romaner. Og så ville unge Jan måske også studere jura.

Men før han så sig om, var han i færd med en fantastisk journalistkarriere i den kulørte presse. Og før han atter så sig om, var han langt inde i den svenske venstrefløj og fyret fra sit drengerøvsmagasin, fordi redaktionen mente, at han var kommunist.

Ironisk er det så, at han lidt over ti år senere blev fyret fra det epokegørende venstrefløjsmagasin Folket i Bild som værende ikke-kommunist.

Selv om han for dette blad havde været en tur i fængsel som landsforræder og spion, fordi han havde optrevlet den hemmelige statslige organisation, IB, der ulovligt tjekkede hele den svenske venstrefløj.

Men også dette blev vendt til noget godt.

Thi netop forbindelsen med denne hemmelige underverden med mænd med skæg og blå briller og virkelighedens spionhistorier blev til successerien om den adelige og røde agent Hamilton. Sveriges svar på James Bond og Guillous indbringende Jan-bøger for voksne drengerøve.

Men før alt dette var han i en årrække samfundskritisk studievært i svensk fjernsyn, en flammende retorisk gavflab.

Mindernes venstresnoede boulevard
’Ordets magt og afmagt’ fortæller veloplagt og velskrivende, muntert selvkritisk, afvæbnende selvironisk og elegant selviscenesættende om alt dette og meget, meget mere.

Bogens design er Guillous egen vandring ned ad mindernes venstresnoede boulevard, på sporet af den tabte tid via hans gemte og glemte arkiver. Det er en betydelig mere interessant historie end romanen ’Men ikke hvis det gælder din datter’.

Han spejler sig syrligt i 1970’ernes venstrefløj, hvis humorforladte selvhøjtidelighed var en enorm gotisk katedral bygget af komplicerede dogmer, skråsikre meninger og grå teori.

Guillou er stadigvæk en sørgmunter socialist, men skoser samtidig gamle partikammerater og deres gustne fortid som enten vendekåber eller partisoldater. For ham var Olof Palmes Sverige på vej til at blive en skabsstalinistisk politistat med statsministeren selv som en dobbeltmoralsk socialdemokrat.

Og sådan set har han langt mere respekt og veneration for sine politiske modstandere inden for sikkerhedspoliti, statsapparatet og den svenske marine.

Hader alle kendte - inklusiv sig selv
Samtidig er det en litterær lærebog i journalistikkens fine, mindre fine metoder og deciderede beskidte tricks.

Guillou hader kendiskulturen, alt om de hel- og halvkendte. Det gælder også ham selv.

I denne lystige og listige promenade igennem næsten 40 aktive år i svensk kulturliv får du meget lidt at vide om vandreren selv. Kun i glimt aner du, at han har børn, er blevet skilt og har en ny kone, med hvem han driver Piratforlaget.

Han blev omvendt fra naturfreak til storvildtjæger af kollegaen, forfatteren og vennen Leif G.W. Persson, som han bestemt ikke kan være enig i med hensyn til nutidens svenske kvindekrimi.

Selvbiografiske fællestræk med Hamilton
Men det melder denne bog intet om.

Ej heller, at det ikke kun var franske romaner og svensk politi, den unge Guillou studerede dengang i 1960’erne.

Siden bogens svenske udgivelse er det jo kommet frem, at han også var en art stikirenddreng og – om ikke direkte – spion for KGB.

LÆS OGSÅJan Guillou: Jeg var ikke spion

Hvor meget i lommen på Ivans vilje, han har været, er et spørgsmål om gætteri og står til debat, men det kan dog forklare den heftige fascination ved Sovjetunionen, og hvad dertil hører, som Jan Guillou har tilfælles med sin romanhelt, grev Hamilton. Helt ærligt ærgerligt.

Men undladelsen kan vel få en (sø)forklaring som undskyldende og angrende plaster på denne dumme uærlighed i bind nummer 2?

Vi slutter her i erindringerne lige på den anden side af år 2000.

Lukker bogen i håbet om, at ’farbror Jan’ snart igen vil tegne og fortælle på samme fabulerende og veloplagte facon om sit gavflabede liv her på Jorden, broderfolkets svar på Asterix, den gæve galler med rød knytnæve – men denne gang gerne uden forglemmelser.