Når man tager til Oslo, er forstaden Veitvet ikke det første, man styrter hen til. Veitvet ligger langt ude. Og det kan ligne alle mulige andre steder fra dengang i 1950’erne, hvor der manglede boliger, og massebebyggelser skød op. Veitvet er ikke et af Oslos turistmål – det er et sted, hvor man bor og vokser op. Det gjorde Per Petterson, og stedet spiller en afgørende rolle i hans forfatterskab, der fra første færd hviler på tre grundpiller. Et sted – Veitvet. En hovedperson – Arvid. Og et stof – familiekonflikter.

Veitvet var i 1950 et landbrugsområde, inden det blev ingeniør og entreprenør Olav Selvaags store projekt. I 1952 påbegyndte han byggeriet af en række boligblokke og rækkehuslejligheder. Fem år efter var 1.523 boliger bygget, og et center blev tilføjet, med butikker, apotek, læge, bowlinghal, ungdomsklub, musikskole og bibliotek.

Selvaag havde visse visioner, men billigt skulle det være at opføre Selvaag-husene og bo i dem. [Fakta-3]

»Den bedste af alle verdener«
Petterson spillede guitar i musikskolen og læste sig igennem biblioteket. Og så cyklede han og løb på ski og legede med de andre, for den slags bebyggelser omgivet af bar mark, ukultiveret natur og rester af gamle bygninger er et eldorado for børn.

I et filmet indslag på den lokalhistoriske hjemmeside for Veitvet kan man se Per Petterson spadsere rundt i området, mens han fortæller: »Veitvet var verden, jeg syntes, det var den bedste af alle verdener (…) jeg kunne ikke tænke mig som barn, at jeg skulle have boet et andet sted, når det var så fint«. Det var en børneverden, mens »voksne levede et helt andet liv«, som han siger. Det var, før børn tilbragte deres liv under kontrollerede rammer i institutionerne.

LÆS OGSÅ Sankt Petersborg ånder i litteraturen

Men iagttage voksenlivet havde de rig lejlighed til. Om det handler den allerførste novelle, det lykkedes Per Petterson at fuldføre. ’Jeg er jo ikke spedalsk’, hedder den, og i 1986 sendte han den ind til sin senere forfatterkollega, Lars Saabye Christensen, der tog den med i sin antologi ’Signaler’.

Under overfladen
I novellen er Arvid 8 år, og han har fået sig en fjende for livet. Det er Bomann, som alle kalder Fede, bare ikke, når han hører det. Hans mave står ud som en ballon, det er alt det øl, han hælder ned i den. Og i det hele taget bobler og syder det i hjemmebrænderierne.

Bomann bliver rasende på Arvid, der uforvarende kommer til at kalde ham Fede, og han klager til Arvids mor, der slet ikke kan forstå det, »jeg har da aldrig hørt nogen kalde dig for andet end Bomann«. Sådan erfarer Arvid, at mor er god til at lyve. Bomann truer med armen, når han sidder med Arbeiderbladet på trappestenen, og Arvid går forbi. »Fede, fede, fedesen«, hvisker Arvid indædt ned i fliserne.

Der er forskel på frontstage og backstage i den tætte bebyggelse. Fede drikker sig fuld hver lønningsdag, og hans kone, der uden for hoveddøren er sød og blid som et lam, raser inde i stuen hos dem selv: »Det var ikke så svært at høre, for Fede var nærmeste nabo og bygherren Selvaag havde sparet rigeligt på isoleringen da han byggede rækkehusene.

LÆS OGSÅ Petterson vinder Nordisk Råds Litteraturpris

Ja, han havde sparet på det meste, sagde far, der var så langt mellem gulvbrædderne at småbørn snublede i sprækkerne og var længere tid end nødvendigt om at lære at gå, det påstod far i hvert fald, så Fede turde ikke tage hjem når det blev sidst på aftenen på lønningsdagen«.

Efter sådan en dag lægger Fede sig til at sove i skoven ved Trondhjemsveien. Her finder Arvid ham morgenen efter. Fede græder – et kæmpe brud på ordenen mellem børn og voksne – og så beder han Arvid cykle hjem til konen og aflevere, hvad der er tilbage i tegnebogen.

Lammende ubehag
Arvid agerer nødtvungent sendebud for sin værste fjende, tegnebogen føles som en »mursten«, der bliver tungere og tungere, og tilbage efter udført gerning siger Fede, at Arvid bare kan kalde ham Fede. For Arvid er den eneste, der har turdet sige dét højt, alle siger bag hans ryg. Men det er Arvid ikke interesseret i, et skel mellem barne- og voksenverdenen er brudt.

LÆS OGSÅ Stjålne heste hitter i hele verden

Hvad der begynder som et ganske let og til dels humoristisk billede af livet i boligblokkene, åbner sig med novellens slutsætning til et lammende ubehag over, at en balance er forrykket, og verden ikke er, hvad den ser ud til, når barnet har overtaget: »Fede smilede blegt gennem tårerne, men Arvid vidste at han aldrig ville kalde Fede for Fede mere, og da han senere prøvede at sige »Bomann« højt for sig selv og det føltes som en stor, kold glaskugle i munden, så vidste han at han aldrig ville tale med ham igen«.

Markante gåture
Novellen indgår i Pettersons første bogudgivelse, ’Aske i munden, sten i skoen’ (1987, dansk 2008). Det gør også en anden novelle, ’Som en tiger i bur’, der fik andenplads i en novellekonkurrence, som den trondhjemske Adresseavisen havde udskrevet i 1986. De veitvetske boligblokke er indimellem noget trange for moderen, der har haft andre drømme om livet, som vi ved fra Pettersons senere romaner.

Novellens titel henviser til de ture, hun går i rasende fart, op og ned ad den lange Trondhjemsveien, næsten frem til Grorud, mens hun ryger den ene cigaret efter den anden. »Mor går tur igen«, siger børnene bekymret til hinanden.

Veitvet på det litterære landkort
Det tredje litterære fremstød, Per Petterson foretog inden sin debut i bogform, var novellen ’Kald mig Ali Baba’. Den kom i 1987 i litteraturtidsskriftet Vinduet. Jan Kjærstad, der var redaktør, roste novellen op i skyerne, og den er da også en lille perle, der viser en drengeverdens opfindsomhed, når det gælder om at skaffe sig adgang til eftertragtede ting såsom tegneserieblade.

Blade findes der nemlig i Laden, en bygning, der står tilbage fra den gård, der engang lå i Veitvet. Drengene har uden held prøvet at sprænge hængelåsen for at se, hvad der ligger derinde efter en papirindsamling, da de opdager, at Laden ikke har nogen sokkel.

LÆS OGSÅ Petterson giver lyst til at genlæse Hemingway

Den spinkle Arvid sendes ind gennem sprækken og maver sig vej under gulvet, indtil en åbning og et hav af blade viser sig. Nu er han pludselig en helt, og de store drenge vil gerne have ham ind i Laden igen. Italieneren og kunstmaleren Bandinis kasserede Cocktail-blade må jo også være der. Eksotiske typer havde Veitvet også.

Ali Baba-novellen kom også med i ’Aske i munden’, der tillige rummer noveller med det far-søn-tema, Petterson har skrevet så indgående om. Han havde det hele fra begyndelsen – stoffet, stedet og personen. Og sproget til det. Med ’Aske i munden, sten i skoen’ kom Veitvet på det litterære landkort. Selv om ikke mange har været der i egen person, er nærværet og genkendeligheden enorm. Det er barndommens sted. Veitvet er, med Pettersons ord, »det første sted, ikke sandt«.