Joyce Carol Oates er årgang 1938 og omtales konsekvent som en af USA’s største nulevende forfattere. Med flere bøger om året er hun så produktiv, at hun næsten er lige så berømt for det som for sine romaner.

Denne, ’Lille fugl fra himlen’ (opkaldt efter en countrysang), udkom nærmest samtidig med en anden mindre roman, som dog ikke er oversat til dansk.

Det bliver den næppe heller, for mon ikke det danske marked er ved at være mættet med Oates’ måde at være en meget stor amerikansk forfatter på.

Som græske tragedier
Hun kan meget, indrømmet, hendes strukturering er misundelsesværdig, og der er stærke formuleringer og respektindgydende temaer i hendes romaner om klasse- og raceskel, kulturel og økonomisk fattigdom, magtmisbrug og seksuel vold, ofte i en skabelon, hun selv sammenligner med de græske tragedier.

Samtidig kan hun være næsten socialrealistisk: Inder alle omstændigheder er personerne i Oates’ romaner altid yderst sårbare, socialt, kulturelt og økonomisk; de klamrer sig til trygheden, kærligheden, respektabiliteten og pænheden med det yderste af neglene, eller rettere:

De kæmper for at holde hjemløsheden, volden, udstødelsen og grimheden stangen.

LÆS OGSÅFra kuet datter til rovdyrmor

Men Oates presser sin citron for meget, i hvert fald i denne (for) lange roman, hvor hun – under dække af at belyse dem fra flere sider – gentager situationer og baggrunde igen og igen.

Og de er følgende: I en forarmet fabriksby upstate New York bliver en livsglad, letlevende countrysangerinde og fraskilt mor myrdet. Det viser sig, at hun var stofafhængig og prostitueret.

Det er hendes teenagesøn Aaron, der finder det maltrakterede lig, og hans (halvindianske) far er en af to mistænkte.

For mange gentagelser
Aaron er hovedperson i romanens anden del. Dens første og længste del fortælles af den 11-årige pige Krista, hvis forgudede håndværkerfar også mistænkes for mordet.

Han var nemlig den myrdede kvindes elsker, hvilket han hårdt presset indrømmer, men han bedyrer sin uskyld i mordet.

Det kommer han ikke langt med, hverken over for det korrupte politi eller over for sin konventionelle, neurotiske og kantede kone, Kristas mor, som – til stor smerte for børnene – lader sig skille og giver ham polititilhold.

Det bliver begyndelsen på hans forfærdende deroute, der er tragisk, troværdig og medrivende, men som Oates svækker ved mange gentagelser.

Stumt skæbnefællesskab
Men kernen i romanen er, egentlig ret uambitiøst, at disse to: mørke og grove Aaron, der ryger ud af skolen, og lille lyse, lydige Krista, får et stumt skæbnefællesskab som børn af aldrig dømte, men altid mistænkte fædre. Begge tror og håber, den andens far er morder, ikke deres egen.

Samtidig er de tiltrukket af hinanden.

I romanens tredje, korteste del mødes de igen, og her går det for alvor galt for Oates. Nu er den i realiteten familieløse og ensomme Krista blevet en voksen kvinde, der med en lille juridisk uddannelse arbejder som assistent for en organisation, hvis formål er at få uretfærdigt dømte langtidsfangers sager genoptaget.

(Der tegnes i øvrigt et dystert billede af det amerikanske retssystem.)

For meget og for lidt
Efter tyve år opsøger Aaron Krista med muligheden for at få sandheden om det mord, der ødelagde deres liv. Mere skal ikke røbes her.

På den ene side bliver Joyce Carol Oates’ store armbevægelser melodramatiske, på den anden side bliver de fine detaljer for slebne af de mange gentagelser.

At hendes romaner stedvis tangerer den dårlige smag, er nok ikke problemet, al den stund Dostojevskijs romaner hele vejen igennem er dårlig smag. Det er svært at formulere, hvad der nøjagtig mangler i, at Joyce Carol Oates er en rigtig stor forfatter. Hun er både for meget – og for lidt.

Oversættelsen er i den pæne ende; men som de fleste oversættelser fra amerikansk og engelsk undgår heller ikke denne irriterende rester af originalsproget.