Annonce
Annonce
Annonce
Skønlitteratur 13. jul. 2010 KL. 10.55

Bestseller om engle-kamp er mere interessant end spændende

Karen Blixen og Dan Brown klones til en lang sag om gode og onde engle.

Anmeldelse Englen - Angelologi

Politiken synes
Politiken synes
Info Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Lindhardt & Ringhof, 620 sider, 299,95 kroner.
Forfatter Danielle Trussoni
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi møder på første side i Danielle Trussonis roman 'Englen' den 23-årige Evangeline, en moderne nonne på Sankt Rose-klosteret lidt nord for New York.

Netop den dag falder hun over en korrespondance fra 1943 mellem en afdød nonne og så den stenrige Abigail Rockefeller.

Brevene har noget med angelologi at gøre. Altså en ældgammel disciplin, som går helt tilbage til oldtid og middelalder, hvor lærde beskæftigede sig med engle som et virkeligt fænomen her i verden og det hinsides.

Samme dag kommer hun også i kontakt med en ungersvend med det fransk-poetiske navn Verlaine. Han er kunsthistoriker, men for tiden ansat af en gusten aristokrat og rigmand, der også er interesseret i den nys opdagede brevveksling.

Dobbeltagenter med vinger
Uha, snart viser denne bøhmand med betændte vinger sig at være en af nephilimerne. Slette og sleske bastarder af faldne engle og kødelige kvinder!

Mellem dem og de rigtige gode engle med himmelske og humanistiske gener føres der en krig til døden. Den krig er lige så gammel som den dag, Vorherre blev træt af rebelske Lucifer og smed ham og hans venstrevingede engle for perleporten!

LÆS OGSÅ Engle er de nye vampyrer

Sådan er der så meget mellem himmel og jord, hvor Trussoni guider os rundt med en energisk og episk ekspertise. Snart er vi på erindringens vinger tilbage i Paris under Anden Verdenskrig, midt i et blandet englekor af fæle nazister og dobbeltagenter med og uden vinger.

Så kommer vi via et manus endnu længere tilbage i tiden og ned i en bulgarsk hule, hvor engle er blevet til dæmoner. Så hører vi om Orfeus' lyre, som de onde så gerne vil have fingre i.

Imens er der pø om pø platoniske amoriner mellem Evangeline og Verlaine. Ak og ve, men fortsættelse følger!

Skriver bedre end Dan Brown
Med sin meget lange roman røg Danielle Trussoni direkte ind på New York Times-bestsellerliste. Den blev sporenstregs solgt til filmatisering, dette første bind i en trilogi om angelologi og det, som ligner.

LÆA OGSÅPeter Høeg udgiver ny bog

Den er blevet sammenlignet med Umberto Ecos 'Rosen navn'. Men Trussoni savner aldeles italienerens drilske, elegante og postmoderne ironi over for netop den form for middelalderlig skolastik og tankespind, hun her fremmaner med en gravalvorlig, ortodoks tone.

Verden er en klart optegnet sort-hvid slagmark med alle de gode fra Bibelen, især Det Gamle Testamente, over for alt nymodens skidt – rationalitet, evolution, og modernitet, Marx og co., Freud og teorier, Darwin og Lone Frank.

Trussoni skriver imidlertid i den grad langt bedre end Dan Brown, hvem hun også er blevet sammenlignet med. I en manieret prosastil med lang syntaks og snoede sætninger. Lidt som en parodi på Karen Blixens byzantinske og broderede stilart.

Mere interessant end spændende
Nok velskreven er 'Englen' mere interessant end spændende. I hvert fald for en enfoldig maskulin læser som undertegnede. Men hvad Stephanie Meyer og hendes mormonske vampyrer i 'Twilight-serien' er for unge piger med romantiske længsler, er den mondæne englemager Danielle Trussoni måske for deres storesøstre?

LÆS OGSÅ 16-årig gymnasieelev er digternes generte stjerne

Religiøs nostalgi med mystik og myrra? Lekture for kvinder i 20'erne og 30'erne, som efterhånden synes, at skoene i 'Sex and the City' klemmer.

At mærkevarer ikke nødvendigvis er lig med mirakler fra Paradis og, ja, det er sandt, at djævelen går i Prada.