»Peter Høeg har udgivet en ny thriller. Jeg måtte bruge lidt tid til at tune mig ind på den, fordi jeg ikke vidste, at Høeg gav sig af med at skrive ungdomsromaner«.

Således åbner Kristeligt Dagblads Lars Handesten sin anmeldelse af Peter Høegs seneste roman, ’Elefantpassernes børn’, der udkom 10. september.

Håndværker humor
Et hurtigt blik på bogens navneregister – i flæng kan nævnes skolemester Alexander Bister Finkebod, stormuftien Sindbad Al-Blablab, Bodil Flodhest og ikke mindst romanens 14-årige fortæller Peter ’Petrus’ Finø – smager da også lidt af Anders And.

Handlingen om Peter og Co.s eftersøgning af deres halvkriminelle forsvundne forældre synes ikke mindre fantasifuld. Her bringes flokken fra deres fiktive hjem på Finø over havet til København, hvor religiøse terroristers planer skal forpurres, forældre reddes, hestevognsjagter overleves og lykken selvfølgelig findes til slut.

LÆS OGSÅPeter Høeg: Jeg har været for alvorlig

Tempoet er intet mindre end »hæsblæsende«, i en historie, hvor »groteske og slapstickagtige optrin står i kø«. Både godt og skidt, mener Lars Handesten:

»Høeg kan sit professionelle håndværk med at skrue et plot sammen. Om han også kan more, er jeg mindre sikker på. Jeg var ikke ved at omkomme af grin, da jeg læste det«.

I en større sags tjeneste
Peter Høegs forrige bog, ’Den stille pige’ fra 2006, blev i mange medier kritiseret for at lægge sig i slipstrømmen af hans spirituelle engagement i meditationshuset Vækstcenteret i Nørre Snede.

LÆS OGSÅ'Den Stille Pige' er skjult reklame for nyreligiøs sekt

Og skal man tro Informations Erik Skyum-Nielsen, har Høeg ikke helt forladt det spirituelle spor:

Tegning:  Anne-Marie Steen Pedersen »Peter Høeg har endnu en gang sat sit store fortælletalent i tjeneste hos en Sag (...) Vi har nemlig at gøre med en børnebog for voksne. Men tillige, helt som ventet af Høeg, med et stykke budskabistisk postmodernisme, der under flittig anvendelse af underholdningsromanens formgreb skal belære læseren om fortræffeligheden af spirituel fordybelse«.

Skyum underkender ikke bogens humoristiske format, men understreger morskabens funktion i Høegs spirituelle projekt:

»Hvad læseren får af fjottede vitser og filmatiseringsegnede stunts og spektakulære forbrydelsestableauer, er alt sammen at ligne ved madding på en krog«.

Men, fortsætter Skyum:

»Om denne krog, forfatterens budskab, må siges, at det er al ære værd. Og har man først vænnet sig til den astronomiske afstand imellem forfatterens mål og hans litterære midler, kan man sådan set roligt give sig hans fortælling i vold«.

Parodi på sig selv?
Politikens Bjørn Bredal spekulerer over forfatterens egen rolle i romanen:

»Tilte kalder Peter for Petrus, fordi hun er så vis, og fordi det hele handler om visdom. Peter Høeg er med andre ord selv passager i narreskibet, han har skrevet en storslået parodi på sig selv, og det giver jo også læseren lyst til at gå om bord både i romanen og i narreskibet«.

LÆS ANMELDELSEHøeg stævner ud med narreskibet

Videre roses Høeg for at give los, når »fanden tager ved Petrus-fortælleren, og så får vi det sjovt, rigtig sjovt«. Men, for der er et men, og det bunder igen i Høegs spirituelle udflugter:

»Nu er det frygtelige selvfølgelig, at jeg ikke er stensikker på, at Peter Høeg faktisk sådan med vilje har skrevet en parodi på sig selv. Måske er det snarere med uvilje. For med nogenlunde regelmæssige mellemrum hopper Petrus ud af sit karneval og ind i en spirituel øvelse«, der ifølge Bredal til tider får kronikkens skær.

Når det er sagt, så mener Politikens anmelder dog, at »gennemgående har komikken her i ’Elefantpassernes børn’ totalt overvundet kronikken«.

Fire hjerter og lovning på god underholdning.

Den slags kræver mod
Leonora Christina Skov erklærer, at hun trods en tung start (på 100 sider!) »rent faktisk morede mig storartet i selskab med denne karnevalistiske fusion mellem en fortælleglad ramasjangroman og ’Sofies verden’«.

Undervejs må Weekendavisens anmelder dog sluge et par kameler, bl.a. den ualmindelig velbegavede hovedperson, Peter, og hans ditto søster: »... hvis der er én litterær foreteelse, jeg reelt ikke kan holde ud, så er det vidunderbørn i litteraturen. Jeg får indvendig kløe af dem«.

Irritationsmomenterne til trods får Peter Høeg kredit for sit projekt:

»... man kan ikke komme udenom, at ’Elefantpassernes børn’, i al sin afsindige too muchness, er en kompromisløst tænkt og originalt udført roman. Den slags kræver mod at eksekvere. Især da i et land som Danmark«.