Man blændes ikke just af neonblink fra en gigantisk oplagt kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2005 under læsningen af den islandske Sjóns kortroman Skugga-Baldur fra 2003.

Oscar-nominering
Sjón, med det borgerlige navn Sigurjón Birgir Sigurdsson, er ellers en hip fætter i det høje nord, mest kendt for sine samlede digte 'Drengurinn med röntgenaugum', Drengen med røntgenøjnene (1986), den vidt oversatte roman fra 1994 'Dine øjne så mig' (da., 2002) og et læs trippende tekster til Björks soniske bølgegang i barm og ben.

Fra det overstyrede lydspor til Lars von Triers 'Dancer in the Dark' (2001), der indbragte ham en Oscar-nominering, til et par af de mere antændende skæringer på 'Homogenic' (1997), 'Bachelorette' og 'Joga'.

Diabolsk pastor
Sidstnævntes velkendte crescendo, »emotional landscapes / they puzzle me / confuuuuuse«, kunne såmænd være excellent underlæsningsmusik til Skugga-Baldur, hvis skiftevis bundfrosne og vekselvarme ydre og indre scenerier filtrer sig ind og ud af hinanden som røde nøgler garn.

Kabbalistisk, så afgjort, men desværre hverken så flikflakkende som over Björgs stemmebånd eller så fængende, at man bare må vide, hvor det hele ender.

Skugga-Baldur er gjort af tre sammenvævede historier fra de herrens år 1883 og 1868, alle med rødder i den islandske folkesagnstradition og for den første histories vedkommende i det kortprosaiske, digteriske hjørne, der oplagt klæder den ladede skrivestil bedst.

Med rum til eftertanke og drama følger vi her den tiltagende diabolske pastor i Dalur, Baldur Skuggason, der jager en vaks fjeldræv »nordpå over Ásar«, får ram på den, men som sidegevinst bombarderes med sneskred, rullende gletschere, indespærring og - tilsat et velgørende drys magi - en rapmundet ræv, der ikke er mere død end som så.

Levende sprogblomster
»Verden blinker med sit gode øje«, skriver Sjón træfsikkert, scenen skifter til gården Brekka i Dalur, og ved samme lejlighed glider kortprosaen (desværre) til side for en prosastil båret af ordknappe replikskifter og studse konstateringer a la islandsk saga.

Meget lidt forjættende efter denne anmelders mening, men er man til slige sager, vil man sandsynligvis holde af historien om den medicinske assistent, Fridrik B. Fridriksson, der sørger over sin elskede bofælle Abbas tidlige død.

Abba, der har Downs syndrom, dukker frem fra et skibsvrag tilbage i 1868, lænket til en hovedbjælke, indsmurt i lort og med et dødt barn i favnen. Glædespige for besætningen er hun øjensynligt, til Fridrik tager hende til sig, men hvor hun mere præcist kommer fra, og hvorfor hun er havnet på skibet, er til gengæld gåden, fortællingen kredser om.

Denne gåde knytter hende til Fridrik og ikke mindst til Baldur Skuggason på stadigt nye, ukønne måder, men blot er det vedvarende kortprosaens tilsneede rum, der trækker, set gennem Baldurs stadigt mere vanvittige øjne. Her lever fortællingen, Sjóns sprogblomster folder sig ud og nomineringen giver til dels mening. Er det Sjón, der løber med prisen, må man antage, at det er disse passager, han vinder den på.