På fem år har Christian Mørk nu leveret fem romaner, og selv om han altså er fuld af gode historier og fortællelyst, tager man sig i at ønske, at han havde taget sig lidt bedre tid til at skrive denne gang.

I hvert fald er første tredjedel af den netop udkomne ’Jaguarens datter’ så rodet og indforstået, at den er svær at lade sig fange af.

Hovedpersonen er atter den karismatiske knogleforsker Kit Henson, der i første bind af serien, ’Kejserens Port’, blev skudt ned i Vietnam af ’Den Hvide Rotte’ og mistede sin hukommelse, fordi projektilet blev siddende i hjernen.

INTERVIEW Dansk forfatter skriver sine romaner to gange

Den Hvide Rotte har nu sørget for, at Kit Henson har mistet alt og er blevet anklaget for mord.

'Den Hvide Rotte' vender grusomt tilbage
Således er Henson i begyndelsen af den nye roman i en sørgelig forfatning:

Hun er arbejdsløs og lider af epileptiske anfald og mareridt, og kæresten Rufus forlader hende hurtigt, fordi hun er for besværlig.

Men de to bliver af en ukendt mand bedt om at tage til Ecuador for at undersøge en mumie, der måske er liget af en inkaprinsesse fra 1500-tallet.

LÆS OGSÅ Mørk har skrevet fremragende gyser

Mumiens magiske hjerte er skåret ud og forsvundet, men hjertet siges at have overnaturlige kræfter og kan betyde en ny og strålende tidsalder for landet.

Mens hele Ecuador er på den anden ende over fundet af fortidens helgen og leder efter hjertet, hvirvles Kit Henson og Rufus ind i politiske intriger, korruption og vold, og naturligvis vender ’Den Hvide Rotte’ grusomt tilbage i endnu et opgør med Henson.

Tung i optrækket
Som de tidligere romaner af Mørk er ’Jaguarens datter’ en levende spændingsfortælling præget af eventyrelementer, men de første 100 sider er ret tunge i optrækket med en vekslen mellem 1500-tallet og nutiden og tilbageblik på Hensons historie – og midt i det hele et kapitel i en mærkelig du-form, som virker ret anstrengende.

Heldigvis kommer der liv i kludene senere, sådan at sidste del af bogen ræser derudad i bedste Mørk-stil. Men indtil da gælder det altså om at hænge fast.

Også denne gang er Mørk en overdådigt billedrig fortæller, på godt og ondt. Og dermed er ’Jaguarens datter’ alt i alt en velskrevet sag – med et lidt mystisk billedsprog sine steder – som vinder ved nærmere bekendtskab. Og heldigvis lægger den flot op til næste bind i serien.