Egentlig frygter man at skrive en anmeldelse af Christina Hesselholdt, som man ville frygte en sædefødsel. Der skal nok komme noget ud, men av, av, hvordan?

Selv erfarne anmeldere slår sindrige knuder på sig selv og syntaksen, når et stykke Hesselholdt-prosa er i sigte, man bakker og bukker sig panderynkende gennem udredningen, så ingen kan være i tvivl om, at her er de store ambitioner i sving – på begge sider af værket.

Eller sagt med andre ord – Christina Hesselholdt skriver, så enhver, der har sproget kært, går i knæ. Ikke hver gang og hele tiden, men faren for at tabe både vejr og fodfæste er konstant overhængende. Og det er jo svært udfordrende.

LÆS ANMELDELSE AF 'CAMILLA AND THE HORSE' Hesselholdt får læseren til at smile skævt

’Camilla – og resten af selskabet’ er en fortsættelse af ’Camilla and the Horse’ fra 2008, dog er teksten denne gang strammere arrangeret omkring seks midaldrende bekendte og deres intime kredsen om hinanden, kærligheden og den afmattelse, der synes at præge dem i såvel fysisk som mental forstand – døden rykker nærmere, som døden nu engang gør.

Eller som den evindelige hundelufter Edward, der blev forladt af sin Alwilda, formulerer det: »(Jeg) har for længst påbegyndt min grånen«.

Umiddelbart gensyn
Men så er det også slut med at ramme ind og kondensere, resten af Hesselholdts ’fortællekreds’ er en art poetisk råtekst, der siver ud og ind af de modne hjerner som kyniske, erfarne iagttagelser eller erindringskæder af imponerende længde og rækkevidde.

Ja, på et tidspunkt går der ligefrem Ionesco i foretagendet, da de fire stemmer blander sig i et kakofonisk kor, en momentan ophævelse af det trættende forsøg på dyb og klar betydningsdannelse. Forløsende og festligt – gensyn med venner, når de er bedst!

Christina Hesselholdts personer har det ellers med at tænke og tale i essays. Af den fineste slags, vel at mærke.

Med Sylvia Plath i supermarkedet
I et af kapitlerne går veninderne Camilla og Alma i de suicidale forfattere Virginia Woolf og Sylvia Plaths engelske fodspor, hvilket giver anledning til velvalgt citeren og tænksomme betragtninger over forfatternes liv & levned, godt garneret med Almas irritationer over Camilla, der bl.a. skændes med sin Charles »pr sms denne formiddag for at spare«.

Senere i det lokale supermarked i Plaths landsby »bliver en ældre mand erotisk betaget af Camilla, i brødsektionen. Jeg venter høfligt med hænderne bag ryggen på en lille pause i snakken om fiber«, og så fremdeles.

Kvindeskæbner forbinder sig gribende uhøjtideligt hen over temperamenter og tid, prosa og poesi.

Hesselholdt er ikke det fjerneste bange for Virginia Woolf og associationsteknikken – og har heller ingen grund til at være det. Man klukker og sukker.

Dybt underholdende
Andre steder fortaber man sig helt og aldeles i titelfigurens fortabthed, som da Camilla uden stedsans og ringeste rejselyst strander på et hotelværelse i Beograd med en nærgående receptionists selskab som eneste alternativ til sit eget mildt sagt elendige:

»Hvorfor forstærker rejsen den eksistentielle ensomhed, aldrig er jeg nærmere døden og afgrunden, end når jeg er alene på rejse«.

Og så sendes vi atter ud på en længere digression, tilbage til dengang eventyrlysten var intakt i barndommens tidlige morgentimer, i ungdommens søde ’løbetid’, som i tilbageblikkets melankolske lys er »en opmarchering af herlige minder, et helt forrådskammer af ung blank lidenskab til strengere tider«.

Ak og ve, æv og bæv.

Men inden Camilla farer vild i Beograds betonhelvede, en muggen bogmesse og sin egen midtvejskrise, dukker veninde Alma op som deus ex machina med opmuntrende replik på læbe:

»Jeg er Camillas GPS«.

Igen: at læse Christina Hesselholdts fyldige, tyngede prosa er intellektuelt og følelsesmæssigt stimulerende, men også, og det må anmeldere af bar befippelse aldrig glemme, dybt underholdende.

Faktisk er ’Camilla – og resten af selskabet’ slet ikke svær at læse. Den er kun svær at forklare.