Pindefolket. Shaun Tans 'Udkantsfortællinger' fortæller blandt andet om de små mennesker, der også bor i forstæderne. Udsnit af tegning fra bogen

Der findes en anden verden. Jo længere du bevæger dig ind i den, desto mere virkelig bliver den. Nu er drengen, der kalder sig Cairo, blevet til papir. Han skal huske at springe for de svirpende sakse, der vil klippe ham midt over. Det er hans virkelighed.

Papirdrengen

Tina Sakura Bestle fortæller om ’Papirdrengen’, så man får åndenød af fryd.

Først er Cairo søn af en linedanserinde. Da hun falder ned, kommer drengen på børnehjem. Herfra adopteres han af et ægtepar, der taler med istunger. På sin videre færd bliver Cairo ven med en vegetartiger, der har dårlig ånde.

Han møder Guds sky og tante Tussi, der bestyrer solnedgange og solopgange (men sig det ikke til Solen!). Cairo besøger biblioteket i Hvoromhelst. Han møder blækspruttepigen Ella og bliver forsonet med drengen Pletten alias Ib Christian fra Vænesuela. Alt er godt.

Papiret bliver Cairos skæbne, værn og panser, fordi han beskytter sig imod en forfærdelig virkelighed af kød og blod. Fortiden har gjort ham flad og hjerteløs og udsat for sakse. Cairo strejfer omkring, til han opklarer gåden om sig selv.

Så kan han flytte ind i huset ved havet, som han selv har bygget, og passe godt på sine venner. Det hele fortælles i et fjerlet sprog. Opfindsomheden er overvældende. Fortælletonen har alvor og intensitet. Handlingen er en personlig variation over eventyr og vokseværk.

’Papirdrengen’ er i slægt med Louis Jensens fantastiske fortællinger. Men hvor disse er målrettede og symbolbevidste, flagrer Tina Sakura Bestle i flere retninger. Og rammer derfor måske mere præcist – når hun rammer (Per Dybvigs illustrationer rammer ikke rigtig noget).

’Papirdrengen’ er stor og smuk, historien savner lidt kraft, men den efterlader billeder og stemninger, som man ikke vidste fandtes. I den anden verden.

Udkantsfortællinger

’Udkantsfortællinger’ er kommet hele den lange vej fra Australien. Det er en vidunderlig bog fra den anden verden – forstædernes. Den fortæller i korte historier og store billeder om alt det vidunderlige og tankevækkende, som fantasien kan rumme.

Bogen er fuld af korte historier og store billeder i hidtil uset omfavnelse. Shaun Tan fik den prestigefulde Deutscher Jugendbuch Litteraturpreis sidste år for ’Udkantsfortællinger’. Og sådan går én af dem:

På ’Den navnløse festdag’, der falder i august eller oktober, lægger forstædernes folk deres kæreste ejendel op på taget og smykker tv-antennen med glitter og glimmer. Så finder de et sted med en god udsigt til taget og venter.

De venter på det store rensdyr uden navn, som kommer og tager de mest elskede genstande. Den ved præcist, hvilke steder »hjertet snører sig sammen«. Den efterlader dog samtidig »denne given-slip, hvor musklerne slapper af, og man ånder ud«.

Hertil følger et opslag i sort-hvid med det store, kloge rensdyr. Shaun Tan varierer i gennemført grad sine billedsprog. Snart er han Bilal eller Hopper eller Bente Bech. Der er musik imellem ord og billeder.

Shaun Tan bevæger sig i hajfyldt terræn. For lidt eller for meget af én slags kan spolere de kalejdoskopiske indtryk af udkanternes magi. ’Udkantsfortællinger’ sætter sig bevidst imellem de fremsatte stole i et forsøg på at fyre fantasien af i alle retninger og på alle måder.

En åbenbaring af en bog
Der er dybde og en fast hånd i de fleste af historierne, for det er livsvigtigt stof. Barsk er ’Pindefolket’, som fortæller om de små mennesker, der også bor i området. Derpå følger baghavevandring med de lykkelige ejere af raketter.

LÆS OGSÅBilledbøger viser et fortryllende Afrika

Der er hemmelige gårdspladser. Og en fuldendt, klog og varmhjertet lille historie om udvekslingsstudenten Erik, der ligner et blad med ben og bor i spisekammeret. »Det er nok noget kulturelt«, siger mor.

’Udkantsfortællinger’ er en åbenbaring af en bog. Med noget for alle syv sanser!