Da han ankom til Danmark for fire måneder siden, Tendai Frank Tagarira, skuttede han sig usikkert i den kolde sommerblæst, han kendte ikke denne del af verden, og end ikke hans nærmeste familie vidste overhovedet, at han havde forladt Afrika.

Den forfatter, der i denne uge trådte frem og læste sine digte op for en tætpakket teatersal ved Århus Kommunes officielle modtagelse, var anderledes glad og afslappet.

LÆS ARTIKELForfulgt forfatter finder fred i Århus

Velkomsten var iscenesat som et litterært møde mellem ham og en række danske forfattere, der også medbragte tekster og digte, og Tendai Frank Tagarira kunne afsløre, at han allerede forinden havde haft så frugtbare samtaler med kollegerne, at han er blevet inspireret til at afprøve nogle af de litterære greb, han ser som europæiske.

Skuldrene er faldet ned
Desuden kunne kulturrådmand Marc Perrera Christensen i sin velkomsttale til Danmarks første forfulgte forfatter under den såkaldte fribyordning fortælle, at Tendai Frank Tagarira har slået sig så meget til ro med det nye liv uden daglige dødstrusler, at han har haft overskud til at tage gas på samtlige sine medkursister på det obligate sprogkursus:

Første gang den absolut ikke dansktalende forfatter trådte ind på sit ’Lærdansk’-hold, gik han direkte op til katederet, placerede sin taske og præsenterede sig med pokerfjæs – som holdets lærer.

Skuldrene er faldet ned, efter at Tendai Frank Tagarira er kommet til et land, der adskiller sig på især et afgørende punkt fra det Zimbabwe, han er vokset op i: Uanset enhver løbende diskussion om ytringsfrihed i Danmark føler Tendai Frank Tagarira, at han her kan tænke, sige og skrive, hvad han vil uden – som han har oplevet det i sit hjemland – at blive udsat for mystiske indbrud, stjålne pas, forsvundne manuskripter og trusler på livet.

Eksil i Århus
Friheden er da også blevet udnyttet: Siden juni, da han ankom til to års eksil i Århus, har Tagarira skrevet tre romanudkast og en længere række digte.

Fribyordningen, som Århus har tiltrådt som den første danske by, formidler kontakt mellem forfulgte forfattere og byer i fredelige egne af verden, der skaffer penge og rum, så forfattere som Tagarira kan få et helle til at skrive og møde kolleger fra værtslandet.

Og det med det litterære møde er ikke det mindst vigtige, understregede både Tendai Frank Tagarira og nogle af hans nye forfatterkolleger i Danmark.

Kulturmøde
De århusianske værter fra kommunens kulturmagistrat og byens litterære kredse havde sat velkomstarrangementet op under titlen ’Mødet’, og ud over at byens borgere kunne møde forfatterne, mødtes fire lokale digtere og romanforfattere, Peter Laugesen, Svend Åge Madsen, Carsten René Nielsen og debutanten Mads Mygind med zimbabwiske Tendai Frank Tagarira.

Forinden havde fire af de fem mødtes og diskuteret litteratur, hvilket der var kommet en lille bog ud af med titlen ’Mødet’. Det var herfra, Svend Åge Madsen, Carsten René Nielsen, Mads Mygind og Tendai Frank Tagarira læste op, og der var tydelige forskelle i den europæiske og afrikanske tone, noterede forfatterne fra begge kontinenter.

Der var dyb alvor og stille i salen, når Tendai Frank Tagarira læste op om sin længsel efter hjemlandet eller sin indignation over diktatoren Robert Mugabe.

Afrikanske ånder i Danmark
Omvendt kunne Svend Åge Madsen få latteren frem med sin fortælling om dengang, hvor han mødtes med Tagarira på en parkeringsplads foran et lokalt butikscenter og besluttede sig for at bytte verdener.

I fortællingen får Svend Åge Madsen fløjet hele Zimbabwes befolkning inklusive afrikanske ånder til Danmark og hele Danmarks befolkning til Zimbabwe – inklusive danske ministre, for »man kunne heller ikke være bekendt at lade dem blive tilbage til vores afrikanske gæster«.

LÆS OGSÅNu er forfulgte forfattere også velkomne i hovedstaden

Efter den store omflytning ville fortælleren også gerne have sammenlignet zimbabwiske Mugabe med sit eget lands statsleder, men da han ikke kunne få ytringsfriheden flyttet med sydover, måtte han afstå.

Det var ellers, mente Svend Åge Madsen i sin fortælling, en sammenligning, den danske statsleder ville have glædet sig over, »for der er ikke så mange sammenligninger, han slipper heldigt ud af«.

Den afrikanske tone
Fortællingen blev holdt i jegform og i en anekdotisk fortælletradition med korte, mundrette sætninger og plads til små, skæve indfald, som når man fortæller rundt om bålet. Og Svend Åge Madsen lagde ikke skjul på, hvor han var blevet inspireret til formen:

»Jeg prøvede jo, da jeg skulle møde Tendai, at læse nogle afrikanske forfattere, og da jeg mødte ham, kunne jeg genkende den her tone. Det er sjovt at konstatere, at vi faktisk allerede er blevet inspirerede af hinanden. Hvor vi her i vores verden normalt gerne vil have kontrol over teksten, fik jeg lyst til at prøve at åbne for sluserne og lege med den her afrikanske tone, hvor man giver plads til små indskydelser, der sådan dukker op«, sagde Svend Åge Madsen efter oplæsningsaftenen.

»Der er på den måde kommet noget godt ud af mødet. For mig har det været meget befriende at prøve at åbne sluserne og give plads til en helt anden æstetik, end jeg er vant til«.

Ironi og ytringsfrihed
At Tendai Frank Tagariras tekster ikke var så ironiske som mange danske kollegers tekster, og at han ofte er langt mere eksplicit politisk i sit udtryk end danske kolleger, skyldes baggrunden, mente Svend Åge Madsen:

»Vi kan jo ikke helt lægge den ironiske tone af os, og her er friheden blevet en selvfølge, som vi taler om ved højtidelige lejligheder. Derfor er det spændende og vigtigt at blive konfronteret med en, for hvem ytringsfrihed ikke er selvfølgelig«.

Også Tendai Frank Tagarira var inspireret: »Den europæiske litteratur er mere æstetisk i sit koncept, og det vil jeg gerne prøve at tilegne mig. Jeg er ret politisk, men Svend Åge Madsen er blevet en af mine favoritter, og det fascinerer mig at se, hvordan han eksperimenterer med form og sprog. Det ser jeg i det hele taget i det europæiske litteraturkoncept, og det vil jeg gerne prøve at eksperimentere med«.

Hvad skal der ske bagefter?
Tendai Frank Tagarira var nervøs inden mødet med århusianerne men lettet bagefter. Og især var han bevæget over, at Peter Laugesen havde valgt at citere den zimbabwiske forfatter Dambudzo Marechera, som Tagarira opfatter som ’Afrikas Shakespeare’.

De næste to år vil han koncentrere sig om egen, dansk og europæisk litteratur. Hvad der skal ske bagefter, når han ikke har helle i Danmark mere?

»Det spørger alle mig om. Men jeg ved det ikke«.