Det er ikke særlig festligt at leve i Great Britain, når forsynet har forvandlet landet til et underernæret overvågningssamfund, kun løseligt holdt sammen af nabovagtværn og rationeringsmærker.

Men værre er det at bebo en krop, der ikke længere lystrer hjernen, og som er holdt op med at magnetisere mændene.

Vi befinder os i år 2013, og det værker godt og grundigt i de gamle damer – det britiske imperium og forfatteren Frances, hovedpersonerne i Fay Weldons dobbelte undergangsgyser ’Primrose Hill’.

LÆS OGSÅ Fay Weldon: Jeg er den eneste feminist

For selvfølgelig kan Weldon ikke nære sig, når en global finanskrise ruller gennem gaderne og ind i selv de mest intime afdelinger af tilværelsen:

»Udskejelsernes tid er forbi, nu har askesens tidsalder indfundet sig«, som den 80-årige Frances tørt konstaterer med henvisning til både Marx’ kapitalismeteori og soveværelsets larmende ensomhed.

Jo, alt privat er stadig politik – og omvendt – når den gamle feminist sætter sig til tasterne, og som altid er det underholdende at se, hvor satiren nu fører Weldon hen.

Deler man tilmed forfatterens fascination af store som små konspirationsteorier, er der rigeligt at gå om bord i i denne hendes niogtyvende roman.

Gavmildt – og drevent – øser Fay Weldon af den kollektive historie, hendes egen er en ubrydelig del af, og ved at lade forfatteren Frances være lillesøster til forfatteren Fay koketterer hun tilmed underfundigt med det selvbiografiske.

Men lad endelig fakta kontra fiktion-diskussionen ligge – ’Primrose Hill’ er lige så genmanipuleret og grotesk som Det Nationale Farsbrød, der spiller en ikke ubetydelig rolle i eventyret her.

Charmerende horeunger fra ucharmerende forbindelser
Vi møder Frances i en noget kritisk situation, eftersom hendes London-hus i Primrose Hill først bliver hjemsøgt af fogeden og senere samme dag indtaget af en hoben unge rebeller, hvoraf ikke så få er hendes egne børnebørn.

Med sig i dagens trakasserier har hun sit barnebarn Amos, hvis status af politisk outsider og det, man hos Weldon stadig betragter som ’uægte barn’, gør ham til fortællingens prisme:

»Horeungerne har en lysende udstråling, de er de mest interessante«, siger Frances i det mylder af tanker, minder og værste anelser, hun diverterer læserne med, alt imens begivenhederne tager fart.

Siden skal hun så smerteligt sande, at de charmerende horeunger kan være resultatet af de mest ucharmerende forbindelser. Et typisk weldonsk greb i øvrigt: at lade personerne blive røvrendt af deres egne ellers så smukke forestillinger.

Det er festligt
Og det er, skal jeg gerne indrømme, dette drama i privatsfæren samt alle de blodige navlestrenge, den slags altid vikler sig rundt i, der morer mig, mens den orwellske dystopi keder.

Selvfølgelig er det festligt, når Weldon lader sine personer gumle løs på det før omtalte ’nationale farsbrød’, mens rygterne om »lyserødt menneskeprotein dyrket i store kogekar« svirrer, og Frances strejfer tanken om selv at lande i karret som »den gamle suppehøne«, hun skiftevis nægter og erkender at være.

Foto:  Miriam Dalsgaard De organisatoriske detaljer om den nye nations opbygning, hvor alt har forstavelsen »Civi-«, er bare for mange – og måske i virkeligheden for banale.

Men den reflekterede indignation, der er romanens udspring, er til gengæld original og velkommen i en sæson, der ellers ikke byder på de store litterære refleksioner over den igangværende globale krise.

Især når indignationen serveres med vanlig weldonsk lun selvransagelse, som her, hvor Frances giver den unge, herskende generation en opsang:

»Vi kom med fritænkeri, seksuel frigørelse, fantasi, kreativitet, velstand – de brugte bare løs. Nå, ja bevares, det gjorde jeg også, men de gjorde det endnu mere«.

LÆS OGSÅFay Weldon på mission mellem lagnerne

Godt, at Storbritanniens seje suppehøne endnu ikke er røget i kogekarret!