En Axolotl har, ud over et specielt udseende og et tåget smil på læben, den særhed, at den altid er i larvestadiet.

Den undergår simpelthen ikke metamorfosen til voksenstadiet og er altså fanget i en teenagers krop – ikke ulig hovedpersonen i Helene Hegemanns debutroman, som i en desperat bersærkergang nægter at blive voksen.

Salamanderarten hørte Helene Hegemann om fra en ven, der mailede hende et billede af en, da hun en dag var ked af det, og den unge forfatter tog Axolotl’en til sig i sin debutroman.

LÆS ANMELDELSE Syretrippende tomhed lover godt for det litterære landskab

Da hun i titlen ’Axolotl Roadkill’ endog lader det stakkels dyr køre over, er tonen slået an: Det er ikke nemt at være teenager.

Velformulerende energi

Hegemann taler med den samme velformulerede energi, som hendes roman er skrevet med, mens hun ryger Gitanes Blondes og drikker Apfelschorle på cafe Lass uns Freunde bleiben i Berlin.

Her fejrede hun for nylig sin 18-års fødselsdag, og hun rykker hjemmevant rundt i en af de røde stole under en streamer med teksten ’Du sollst mir nie mehr anrufen’.

I modsætning til de afvisende ord over hendes hoved og imaget som vild teenageforfatter er Hegemann imødekommende.

Om end lidt skeptisk over for journalister, efter at tyske medier har kørt hende gennem maskinen for at have planket dele af sin roman fra den tyske undergrundsdigter Airens blog. Mere om det senere.

Succes og skandale
Hegemann lægger ud med at tage afstand fra det meste af det, jeg har læst i de tyske aviser om hende og hendes succes- og skandaleramte bog.

»Nej, min mor døde ikke af stoffer og alkohol, da jeg var 13 år, hun døde bare, da jeg var 13. Nej, jeg har ikke hugget en hel masse, andre har skrevet. Nej, ’Axolotl Roadkill’ er ikke en ny ’Christiane F’«, siger Helene Hegemann og bider sig irriteret fast i det med 1978-bogen om de stofmisbrugende teenageprostituerede på Bahnhof Zoo.

»Jeg ved ikke, hvem der skrev det med en ny ’Christiane F’, men det gjorde mig vred. Den bog blev skrevet af to Stern-redaktører, voksne journalister, der selv forstod at feste igennem. De mødte en ung kvinde, som ikke havde styr på sit liv, hvor skrækkeligt ... og betragtede hende ovenfra og ned som et offer – en narkoman, som stod uden for samfundet, og som ernærede sig ved prostitution«.

»Hun blev totalt reduceret. Disse to midaldrende mænd, der formentlig ikke selv var appelsinfri, dømte hende ud fra deres egne yuppiefordomme. Det er min teori om bogen ’Christiane F’«.

Mennesker uden for samfundet
Skal man alligevel blande Stern-romanen ind i det her, kan man sige, at Helene Hegemann har skrevet en omvendt ’Christiane F’.

For i modsætning til 1978-bogens narkovrag er Hegemanns 16-årige hovedperson Mifti ikke et offer, hævder Helene Hegemann, men velformuleret selvbevidst:

»Jeg glæder mig over min perfekt gennemførte attitude af arrogant, mishandlet møgunge, som koketterer med sin oversnobbede måde at være wasted på, og samtidig afslører, hvor wasted hendes omgivelser er«, som Mifti siger et sted i bogen.

LÆS OGSÅ 17-årig succesforfatter taget i at skrive af

»Nogle vil betragte Mifti som offer, fordi hun tage stoffer … det arme pigebarn«, siger Helene Hegemann i et påtaget medlidende tonefald og smiler:

»Men læg mærke til, at Mifti selv vælger. Hun kunne færdiggøre skolen, læse medicin, blive rig, men hun vil ikke være en del af samfundet, fordi hun simpelthen ikke finder det i orden. Hun beslutter meget bevidst at støde det fra sig«.

Det, Helene Hegemann ville, var at skrive en bog om stoffer uden patos og dermed bryde konventionerne for, hvordan man skriver om mennesker, der står uden for samfundet.

»Egentlig er det ikke en bog om stofmisbrug, snarere om en person, der har valgt en anderledes tilværelse«.

Det kokette offer
Romanens Mifti bruger sit liv som erfaringsgrundlag og har det angiveligt sjovt imens.

Intervieweren synes dog, at Mifti har god grund til at se sig selv som offer; hendes mor er sadistisk og hun selv et vildfarent missil i en tilsyneladende tom tilværelse.

»Nogle gange ser hun sig selv som et offer«, medgiver Helene Hegemann.

»Men Mifti er også en kokette og den eneste i bogen, der ikke er et offer, fordi hun ved nøjagtig, hvad hun vil«, siger Hegemann og gestikulerer, så båndoptageren på bordet mellem os vælter, og to unge mænd i hjørnet kikker op fra deres Mac.

»I en svær situation«, fortsætter hun, »ved Mifti ikke, hvad hun skal gøre eller sige. Det sker jo, når man tror, man skal kunne kontrollere det hele. I det mindste lever hun uden selvmedlidenhed, det ville jeg have frem. Jeg vil have mennesker, der vælger at leve anderledes, ud af den offerrolle, samfundet lægger på dem«.

Provokerende og pornografisk
Mod slutningen af ’Axolotl Roadkill’ befinder Mifti sig i et seksuelt (lesbisk) forhold af Bret Easton Elliske dimensioner:

»Mine hænder får jeg alligevel ikke brug for (…). Der er andre steder i mig, hun ikke berører, steder hun ikke har adgang til. Så snart jeg bevæger mig en centimeter, bliver senerne i området mellem skulder og brystvæg revet over«.

Mens hun skrev, vidste Hegemann hele tiden, at romanen skulle ende med et gentagelsestilfælde: pinsel.

Hovedpersonens afdøde mor, som er det store dyr i romanen, pinte, mens hun var i live, sit barn:

»Du er en lort, som vi kun kunne skaffe af vejen med tavshed«, lyder en af mors mere moderate svadaer til datteren.

»For at bygge en kontakt til et andet menneske må pine indgå. Så denne SM-scene har også noget med kærlighed at gøre, tror jeg. Den store samhørighed ...«, Hegemann tøver, tænker og fortsætter:

»Egentlig står kærlighed og smerte i modsætning til hinanden, og så alligevel ikke. Kærlighed, kærlighedssorg, ja dødsangst – rimelig stærke følelser alle sammen, ægte følelser«.

Højnet opmærksomhed
Den tyske rock i cafeens højtalere fungerer glimrende til Hegemanns kompromisløse historie.

Jeg spørger, hvad der ligger i, at unge tyske forfattere som hun selv og forfatteren til ’Vådområder’, Charlotte Roche, skriver sig provokerende og pornografisk ind i kvindekampen.

Men Hegemann siger blot, at hun kender og beundrer Roche, men at hun ikke ser en tendens, og at hun ikke har læst ’Vådområder’ (’Feuchtgebiete’ 2008).

Ingen af de to romaner er for sarte læsere:

Hovedpersonerne opererer hjemmevant i en verden af vold, stoffer, sex, misbrug, kriminalitet og følelsesmæssig afstumpethed.

Ganske som førnævnte Axolotl’er er de uhyggeligt gode til at regenerere og rejse sig igen, men alligevel: hvorfor disse ekstreme situationer og fokuseringen på blod, sperm og smerte?

LÆS OGSÅ Vådområder

»Måske vil jeg gerne have mine læsere til at være opmærksomme på det, der står mellem de ekstreme situationer. Alle spørgsmålene – hele filosofien. Man er mere parat til at lytte, når man er vågen. Og så er det sjovt at skrive de situationer ud!«

»Jeg har ikke svært ved at forestille mig dem og stykker dem sammen af ting, jeg ser, hører og selv gør. Når man er teenager, kan man gøre alt det her lort og alligevel overleve, og måske finde en vej uden at være en del af dette samfund«, siger Hegemann og tilføjer, at hun har bygget sine udførlige beskrivelser af herointrip på, hvad venner har fortalt hende.

Hadet til skolen
I virkeligheden er der »ikke særlig meget« af Mifti i Helene, siger hun.

»Grænsen mellem virkelighed og fiktion har sine steder været flydende, men min familiestruktur for eksempel er en helt anden, og jeg bor ikke sammen med en moden kvinde. Men de spørgsmål, Mifti stiller til livet, kærligheden og samfundet, stiller jeg naturligvis også mig selv«.

Også hadet til skolen har Hegemann til fælles med sin hovedperson:

»Jeg har afsluttet folkeskolen, men jeg var der aldrig, selv om omverdenen krævede det. Det var stressende år, før folk affandt sig med, at det ikke er mit liv. Man må være stærk i det her samfund, hvis man vil være anderledes«.

Velfærdsforsømte børn
Man kan roligt kalde personerne i ’Axolotl Roadkill’ velfærdsforsømte.

De materielle kår er i orden; der er privatskole og frie tøjler fra fraværende forældre – moderen er død og faderen er »en af de her venstreorienterede, gennemslagskraftige idioter med en indkomst over middel, som bor i Auguststrasse og uden afbrydelser laver kunst og gør krav på evigheden«.

Men ’Axolotl Roadkill’ er ikke en roman om fortabt ungdom i Generation 00. Heller ikke, selv om det står bag på bogen.

»Jeg er ikke forankret i nogen generation. Derfor kan jeg ikke relatere mig til Generation 00. Min bog henvender sig heller ikke til nogen bestemt alder. Folk i alle aldre finder den enten cool – eller total scheisse. Det er en roman om mennesker, der fungerer på en anden måde«.

»Kernefamilien er en selvmodsigelse«
Hvad der slet ikke fungerer hos Hegemann, er modellen far, mor og børn.

LÆS OGSÅ Tysk roman om kvindekroppens sekreter deler vandene

»Kernefamilien er en selvmodsigelse. Kapitalisme bygger på, at enhver skal tænke på sin egen personlige karriere, og det er ikke muligt, hvis man er afhængig af andre. Når man har et barn, en lille familie, sættes ens karriere ud af kraft, både i samfundet og med hensyn til ens personlige udvikling. Den biologiske kærlighed og kapitalismens system fungerer ikke sammen«, siger Hegemann og medgiver, at hun lyder som noget fra 1970’erne.

»Jeg er som grebet ud af 1970’erne, det er den tid, jeg allerhelst ville være vokset op i. 70’erne var bare federe, oprøret, eksperimenterne, musikken, filmene. Nu er vi jo tilbage i en afart af 1950’erne!«.

Berlin
Da Helene Hegemann var 13 år gammel, døde hendes mor, og hun flyttede til sin far i Berlin. I dag bor hun i Prenzlauer Berg.

»Det var den totale befrielse at flytte til Berlin. I Bochum, hvor jeg boede med min mor, følte jeg, at alle andre var normale og jeg forrykt. I Berlin mødte jeg folk, der fungerede ligesom mig, det var fantastisk«, siger hun og husker tilbage til byen Bochum i Ruhr – med højhusuniversitetet, som så mange studerende hoppede ud fra.

I dag bor Helene Hegemann alene, »fordi hun ikke har prøvet det før«, før boede hun i kollektiv, »for det er nemmere med forhold, der ikke er blodsbeslægtede«.

Plagiat eller inspiration
Bagest i den danske udgave af ’Axolotl Roadkill’ er der 15 sider med citater fra den tyske undergrundsblogger Arien (arien.worldpress.com), som Hegemann er beskyldt for at have tyvstjålet fra.

Beskyldninger, som styrtede hende fra en position som mediedarling til udhængt og udskældt.

Ariens blog er senere udkommet som bog med titlen ’Strobo’, den fik ikke meget opmærksomhed, måske fordi den var skrevet af en voksen mand og ikke en 17-årig pige, påpegede de tyske aviser.

Men Hegemann er ikke parat til at beklage forløbet.

LÆS OGSÅ 37 debutanter konkurrerer på bogmessen

»Jeg læser en masse og havde formuleringer og vendinger i hovedet, som jeg brugte, sådan som vi alle sammen bruger, hvad vi hører. Det er meget at lave en skandale ud af«, siger hun og mener, at hun var offer for en hadekampagne fra den tyske presse.

Ude af proportioner
»Det var ude af proportioner og havde intet med bogen at gøre. Det var snarere, fordi en 17-årig pige skrev den bog, som alle de 40-årige journalister gerne ville have skrevet. Prøv at se bag i bogen her«, siger hun og tager de bageste 15 sider i den danske udgave mellem to fingre:

»Så lidt fylder det, jeg skulle have hugget, og her er endda mine egne passager med«.

Hun afviser også beskyldningen om, at hendes far (Carl Hegemann, kendt dramaturg på Volksbühne i Berlin og nu professor i Leipzig) skulle have hjulpet.

»Det ville han da aldrig gøre!«.

Axolotl interesse
Medieomtalen har i Tyskland, skandale eller ej, ikke mindsket interessen for ’Axolotl Roadkill’. Ja, selv dyret, der har lagt navn til bogens titel, går som varmt brød.

»Da romanen udkom, steg salget af Axolotl’er vildt. Mange vidste ikke, at de fandtes, og nu ville alle have en«, siger Helene Hegemann og lyder stadig forundret.

»Jeg anede ikke, hvad det var, men blev fascineret af, at den aldrig bliver voksen«.

LÆS OGSÅPatti Smith kan synge en profetisk storm direkte ind i hjertekulen

Den anden del af romanens titel, ’Axolotl Roadkill’, står hovedpersonens udknaldede halvbror for, da han efter at have læst den selvbiografiske roman, som Mifti skriver på, siger:

»You write like a roadkill«.

Det gør Helene Hegemann også. Skriver som et overkørt dyr: såret, desperat, fortabt. Men som Axolotl’er og teenagere med mulighed for hurtig regenerering.