Dåd. Kåre Bluitgen skriver blodigt, næsten kvalmende om Niels Ebbesens 'dåd' i 'Lykkelandet'. Tegning: Palle Bregnhøi

Niels Ebbesen er en af de gode danske helte.

Han er manden, der slog den onde grev Gert ihjel, og som siden har levet i den folkelige bevidsthed.

Blandt andet har den gode hr. Niels Ebbesen givet navn til flere skoler.

Man ved dog ikke synderlig meget om ham.

Det, man ved, er, at der herskede onde tider i Danmark i 1340. Landet var oversvømmet af fremmede tropper, der stod under kommando af grev Gert eller Gerhard, som var hans rigtige navn.

LÆS OGSÅ Kåre Bluitgens børnebog lander lunkent

Han og hans to sønner ledede en hær på en halv snes tusind bevæbnede mænd, der drog op gennem Jylland. Der var mest af alt tale om en straffeekspedition, og rygtet fortalte, at målet med grevens togt var at udslette Danmark.

Tropperne hærgede landet, stjal og brændte, voldtog kvinder og gjorde alt det, besættelsesmagter til alle tider har gjort og gør.

'Den kullede greve'
Grev Gert eller ’den kullede greve’, som han blev kaldt, kommer på sit togt til Randers, og her bliver han alvorlig syg.

Og så sker der det, som alle danskere sikkert husker. Grev Gert bliver dræbt af den ædle og tapre Niels Ebbesen.

LÆS OGSÅ Kåre Bluitgen: Selvcensur er »frygt for spøgelser«

Lykkelandet.  Bogens omslag.Han kommer under dække ind i byen med en lille flok mænd, de trænger ind i grevens sengekammer, fortælles det, og slår ham ihjel.

Og det drab – drabet på den kullede greve – har lige siden varmet danskernes hjerter.

Historien gendigtes
Historien om Niels Ebbesens dåd, eller hvad man nu skal kalde den, er blevet behandlet flere gange bl.a. i en barsk folkevise, hvor drabet beskrives på denne måde:

»Saa toge de Greve Hr. Gert/ alt udi sin gule Lok;/ saa huggedd de hannem Hovedet fra/ alt over den Sengestok«.

B.S. Ingemann skrev om det i romanen ‘Prins Otto af Danmark’, der udkom i 1835. Ingemann var dog ikke synderlig begejstret for Niels Ebbesen, for han kunne ikke se bort fra, at han var en morder. Og selve mordet på greven er holdt i beherskede vendinger.

Flot komponeret roman
Mordet i Kåre Bluitgens fremstilling i den meget bredt fortalte og ordrige roman ‘Lykkelandet’ er til gengæld meget blodigt:

»... greven rykker baglæns i sengen, sværdet rammer ham over tindingen, og der er slet ikke kraft nok til, at det går gennem kraniet. Men øjnene synes at ryste ud af hovedet på ham, hans muskler slappes, og Niels river igen fat i øret og løfter til nyt hug, og denne gang rammer han, klingen går dybt i halsen, og blodet pulser ud af et spunshul, der vælter ud over flis. Han kunne trække sværdet til sig, men han presser det igennem de sidste sener og ned i træværket«.

LÆS OGSÅ Kåre Bluitgen: Koranen er jo umulig at forstå

Der er mange slag, mange voldsomme, næsten kvalmende scener i romanen, og anmelderen husker ikke, at hun har haft fingrene nede i så meget blod som her i ‘Lykkelandet’.

Men det er en på mange måder flot komponeret roman, hvor mange forskellige af tidens almindelige mennesker dukker op.

Her er taskenspillersken, her er en sær præst, her er folk, der stikke øjenstær ud, her er soldater, her er ædle, blege, skønne kvinder, og her er tapre mænd, som kæmper for den retfærdige sag.

Handlingsmotor mangler
Det er dog ikke kun kæmpende mænd, læseren møder.

Evigt bedende nonner, som »... er tættere på Gud end nogen andre, de har allerede vundet kampen mod døden, de lever ikke længere, Kristus lever i dem. Bag ved mure nord for Randers Torv står de på tærsklen til det evige liv; disse kvinder, der for hinanden er uden navn og uden historie«.

LÆS OGSÅ Omstridt forfatter kaster sig over Koranen

Det kunne alt sammen være supergodt, men der én ting, romanen savner, og det er en lebendig handlingsmotor, sådan én, der får læseren til at vende sider og ikke som her faktisk til temmelig mange gange at skotte ned på sideangivelsen for at se, hvor mange sider man endnu har til gode eller mangler.

Og det er ærgerligt, for drabet på den kullede greve og drabets historiske kontekst er supergodt stof, men Kåre Bluitgen trækker historien ud, så den opleves som en anelse træg og temmelig langtrukken affære.