Kriminalassistent Louise Rick, som vi første gang stødte på i Sara Blædels debutkrimi, 'Grønt støv', bliver her i opus 2, 'Kald mig prinsesse', sat på en infam sag, det som er værre end døden og agtes for afskyeligt af alle kulturer - voldtægt af en sagesløs kvinde.

Stillepigen Susanne har datet over internettet med en tilsyneladende sød fyr, så møder hun ham og bliver så voldbollet på den mest grusomme måde.

Mord og voldtægt
Men manden har opgivet et falsk navn og synes sporløst forsvundet, politiet og Louise står uden spor.

Så sker der en ny voldtægt, og denne gang bliver det med døden som udgang.

Samtidig er veninden Camilla selv begyndt at flirte med en herre over computeren, og hvorfor arbejder Peter, Louises kæreste og sambo, så meget over, og er det ikke ham, som går der i Tivoli med en anden kvinde?

Varme og lune
Lad det være klart fra start: 'Kald mig prinsesse' er elementært og vedvarende spændende, ja velskreven og underholdende hele vejen til sidste punktum, hvor Louise selv har været ude at svømme i den seksuelle trafik for at fange den anonyme voldsmand og afsløre ham.

Der er endog varme og lune i fortællingen om, at hverken livet eller kærligheden er for begyndere og sarte kvinder.

Kriminel research
Sara Blædel har slanket sin stil fra den alt for pigede smalltalk fra debuten uden dog at slette historiens afgjort feminine og frejdige islæt og tone.

Louise bliver en mere og mere interessant figur, en moderne drengepige med devisen om, at store piger sjældent græder og i hvert fald altid er mand m/k for egen hat og ære. Og romanens andre personer træder også mere og mere i karakter, folder sig ud og falder fint til føje i plottets design.

Man mærker, at forfatteren har været rundt på politigården for at snuse og researche. Så bravo og bank i krimibordet. Blædel har serveret en solid anretning, en gedigen krimi, og noget tyder på, at vi igen har fået en glimrende dansk krimiforfatter.