Sentimental. Skulle man sammenligne Pat Conroy med noget, kunne det være en forfatter som John Irving, der også svælger i tragedie, tab og melankoli i sine romaner. - Foto: AP/AP

Der findes en amerikansk dessert med navn mississippi mud pie, som især nydes i det The Deep South.

Den indeholder så mange kalorier, at man nærmest skal spænde bæltet ud for hver en bid, og set i relation til kardiovaskulære lidelser er den formentlig kun marginalt sundere end intravenøs brug af smeltet smør.

Men den smager forførende godt, hvorfor man spiser den alligevel.

Pat Conroys bøger er lidt litteraturens svar på denne spise, men på sympatisk vis.

Det overordnede tema er som i adskillige andre sydstatsforfatterskaber perverterede og skævvredne relationer mellem mennesker på tværs af generationer og familieskel som følge af seksuelt misbrug, vold, drukkenskab og jalousi.

Og skriftens drivkraft er egne erfaringer, idet Conroy voksede op i en familie med en tyrannisk og psykisk uligevægtig far, der var flådeofficer.

Kendt for 'Savannah'
I Danmark er han vel bedst kendt for den hjertegribende roman ’Savannah’ fra midten af 1980’erne, som i 1991 blev filmatiseret af Barbra Streisand, som også selv spillede den kvindelige hovedrolle over for Nick Nolte.

Den handlede, som nogen vil kunne huske, om footballtræneren Tom, der, mens hans ægteskab hænger i laser, rejser fra Syden til New York for at tilse sin søster, som har forsøgt at begå selvmord.

Her møder han psykoanalytikeren Susan Loewenstein, som får ham til at fortælle sin historie og hjælper ham til at se fortidens spøgelser i øjnene.

Hvilket lyder banalt, og også er det, men ikke desto mindre er det en dejlig læseoplevelse.

Samme opskrift
’Syd for Broad’ er en litterær kage bagt efter nøjagtig samme opskrift.

Hovedpersonen er den plagede Leopold Bloom King, der hedder sådan, fordi hans mor, forhenværende nonne og stadig devot katolik, er joycianer og doktor på en afhandling om den religiøse symbolik i ’Ulysses’.

Da vi lærer ham at kende, er det 16. juni 1969 – Bloomsday for Joyce-freaks – og her begynder Leos liv at ændre sig i positiv retning, efter at han har haft alvorlige problemer i kølvandet på den idoliserede storebror, Stephen Dedalus Kings, pludselige og overraskende selvmord fem år forinden.

Her træffer han nemlig en større gruppe nye jævnaldrende, der bliver hans nærmeste venner i det sidste år af gymnasiet.

Broget forsamling
Det er en broget forsamling bestående af et par børnehjemsbørn, som hans mor byder ham at tage sig godt af; et sæt smukke og kunstnerisk begavede tvillinger, der flytter ind i huset overfor; samt et overklassesøskendepar, hvor drengen er en arrogant nar og søsteren en dygtig basketballspiller.

Endelig er der drømmepigen Molly, som naturligvis er kæreste med overklasserøvhullet. Plus den sorte fodboldtræners søn, som bliver Leos bedste kammerat og fortrolige.

Det er historien om deres første år sammen og deres møde 20 år senere, der udgør fortællingens grundskelet, men det er også beretningen om tvillingernes psykopatiske far, om børnehjemsbørnenes ulykkelige opvækst og om, hvorfor Leos storebror valgte at tage sig eget liv.

Svælger i tragedie
Romanen er fortalt med et kolossalt sprogligt overskud, masser af kulsort humor og en hulens bunke veltrimmede oneliners.

Personerne er måske ikke beskrevet psykologisk udtømmende, men tegnet med nærmest dickensiansk litterær streg, der hverken virker forceret eller påfaldende.

Fortælleren, Leo, giver sig god tid og afvikler sine historier med overlegen ro og en fascinerende detaljerigdom, som læseren kan sluge i glubske mundfulde eller nyde i mere afmålte doser, det første anbefales varmt.

Skulle man sammenligne Pat Conroy, og især denne bog, med noget, kunne det være en forfatter som John Irving, der også svælger i tragedie, tab og melankoli i sine romaner.

Svedende sydstatsstemning
Briter som Philip Hensher (’The Northern Clemency’) og Jonathan Coe (’The Rotters Club’ og ’The Closed Circle’) rinder også en i pennen.

Men samtidig er Conroy sin egen i kraft af den svedende sydstatsstemning, som gennemsyrer hans bøger.

Om det er stor kunst, vil nok kunne diskuteres hedt og længe; men det giver ingen mening.

For selv om det er en skamløst sentimental bog, så er det før noget andet en velskrevet og kulørt fortælling om mennesker, som kæmper for at sætte sig ud over deres givne forudsætninger, bakser med skabsskeletterne og delvis lykkes.

Stærkt fascinerende og meget vanskelig at lægge fra sig, kan denne anmelder tilstå. Den kostede ikke mindre end to nætters søvn.

Men var det i den grad værd. Som et velvoksent stykke mississippi mud pie.