Gab! Scott Turows 'Innocent' går fra spændingsroman til sirupssødet sæbeopera.

I 1987 sprang den amerikanske topadvokat Scott Turow ud som forfatter med sin forrygende debutkrimi og snart bestseller, ’Måske uskyldig’. Den blev rost af alle og oversat til alverdens sprog.

Denne meget velskrevne historie om et sidespring, som får katastrofale konsekvenser for advokaten Rusty Sabich og hans familie. Med mordanklage og en efterfølgende hæsblæsende retssag, hvor det meste kommer for en dag i selve retssalen.

LÆS OGSÅMennesket, som dømmer

Turow var ikke den første, der brugte den juridiske procedure i USA som krimidramatisk skelet, tænk bare på Perry Mason og utallige tv-serier.

Blonder og blowjob
Men den første, der brugte skabelonen til litterært og sensationelt at revse sit eget liberale bagland, Det Demokratiske Parti og dets løsslupne og amourøse adfærd siden Kennedyæraen dengang i 60’erne.

Instruktøren Alan Pakula drejede da også hele baduljen til en populær film med den stærkt reaktionære og republikanske Harrison Ford i hovedrollen som succesmanden med bondeanger på størrelse med Manhattan og omegn.

Uden at sige for meget om denne eller om efterfølgeren ’Innocent’ 23 år senere, så efterlod vi jo Sabich og co. med ugler i både den retsmæssige og ægteskabelige mose. Rusty, som dengang i 80’erne bollede ved siden af, men siden har holdt sig på måtten, bliver imidlertid i ’Innocent’ forført af og forelsket i sin sekretær.

Chikke og smarte Anna, som kunne være hans datter og dufter hidsigt af sex og city, blonder og blowjob. De indleder et heftigt hemmeligt forhold, men så dør lidenskaben. Minsandten om ikke Sabich junior, den samspilsramte, men begavede sønnike, overtager finken – uden at vide at faderen har været der først!

Og det skal han heller aldrig have at vide, nu da hans mor og Rustys kone er død under mystiske omstændigheder. Snart sidder Rusty imidlertid igen i lort til halsen med en mordanklage på halsen, netop nu da han ellers skulle være delstatens højesteretsdommer.

Sirupssødet sæbeopera
’Innocent’ begynder rigtig godt, Turow er immer en tryllemager i antydningens kunst, der emmer af gedulgt viden og tilbageholdt information, som slentrende og stædigt sætter speed i forviklingerne.

LÆS OGSÅHelteshopping i forusigelig roman

Men sådan ca. halvvejs går der sentimentalt ged i gåderne, der flæbes bogstaveligt igennem, og vor antihelt angrer højlydt med megastore blokbogstaver igennem tekstens mere og mere hastemte og moralske, episke megafon. Vi går storgabende fra spændingsroman til sirupssødet sæbeopera. Hermed advaret og (for nogle sikkert) anbefalet.

PS: John Grisham er altså bedre.