Hvis moderen falder, falder hele familien«, siges det gentagne gange med autoritativ sikkerhed i indisk-canadiske Shilpi Somaya Gowdas debutroman, ’Den hemmelige datter’.

Romanen, der er solgt til udgivelse på mange sprog, og som toppede diverse hitlister, da den udkom sidste år, hviler på denne urokkelige tro på kvindelig urkraft og den evige bekymring som enhver moders karma.

Den selvsikkerhed er det svært at bide skeer med, så i stedet for at gå på jagt efter fejl og mangler i dette indisk-amerikanske adoptionseventyr vil jeg anbefale den kvindelige læser at læne sig godt tilbage og for en gangs skyld nyde en mental Mommy makeover:

Der er trøst til hver en mor, fattig som rig, forståelse for selv de mest horrible handlinger; masser af røgelse, kærlige favne og udfriende yogaøvelser, så man til sidst bliver helt hinduistisk i hovedet.

Måske er der selv for middelmådige mødre et liv efter dette?

Ubesværet
Romanen springer ubesværet mellem den fattige indiske kvinde Kavita, der af nød giver sin nyfødte datter fra sig, men selvsagt aldrig glemmer hende, og den velbjergede amerikanske kvinde Somer, der står klar til at adoptere.

Klar og klar – det skal vise sig, at hendes tilgang til opgaven er alt andet end afklaret.

LÆS OGSÅ Romantisk komedie er 00'ernes High Fidelity

Her er det, at man – som adoptivmor – kan have et og andet at korrigere i forhold til klichéfyldte reaktionsmønstre og en grumset følelsespalet, men man tilgiver gerne forfatteren, der dygtigt manipulerer sin læser i den gode sag og fortællings tjeneste: datteren Ashas opvækst og erkendelsesproces, splittet som den er mellem to mødre, to verdner.

Elementært dilemma
Vi ligger således i fast rutefart mellem det krydderiduftende, larmende Mumbai, hvor både Ashas biologiske forældre og adoptivfar kommer fra, og så den højere middelklasse i og omkring et mere sterilt og stilfærdigt lægemiljø i San Francisco.

Hvor hører amerikanske Asha med det indiske ydre til?

LÆS OGSÅ Kvindekanon

Dilemmaet er lige så elementært, som det er dramatisk, og mangler der psykologiske nuancer hist og her, er der til gengæld fuldt knald på farverne i miljøskildringerne, der i den grad inviterer læseren indenfor i den kontrastfyldte indiske (kvinde)verden, så man kan lugte den søde stank i slumhyttens mørke og mærke silkesariernes smygende blødhed på de hennadekorerede kvinder, der forbereder sig til årets overklassebryllup i et moderne Mumbai.

Favner mere end den støder
Jo, den ældgamle historie om moderskabets kompleksitet af sociale og biologiske forankringer er virkelig blevet pakket imponerende ind.

Og bag de kulørte gevandter regerer nogle karismatiske kvindeskikkelser, hvis kamp for mad i munden og fred i sjælen forfatteren gør sig agtværdige, ulandspolitiske anstrengelser for at heroisere. Her skal ikke fordømmes, fornemmer læseren.

Selv mændene, alkoholiserede eller svage som de kan være, indlemmes i en særlig tilgivelsens logik, der egentlig klæder en klassisk kvindesag som denne. Eller sagt på en anden måde – ’Den hemmelige datter’ favner mere, end den støder. Hvilket jo også er en form for feminisme.