Annonce
Annonce
Annonce
Skønlitteratur 26. jan. 2011 KL. 14.54

Ung nordjyde beriger den danske tegneserieroman

Rikke Bakmans ’Glimt’ er en original kunstnerisk fortælling i børnehøjde.

Anmeldelse Glimt

Politiken synes
Politiken synes
Info Tegnet roman. Aben Maler, 288 sider, 290 kroner
Forfatter Rikke Bakman
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det selvbiografiske stof er så dominerende i tidens graphic novels, at man fristes til at gøre det til en del af selve definitionen på den tegnede roman.

Der er som regel tale om en problematisk udviklingshistorie fra de unge år set i erindringens bagklogskab. Også Rikke Bakmans ’Glimt’ er erindret stof, men som titlen antyder, er der ikke tale om en langstrakt fortælling, men om glimt.

Fem spørgsmål til: Rikke Bakman

Har du altid læst tegneserier?

»Det har jeg faktisk ikke. Som mange andre forbandt jeg tegneserier med fortællinger om superhelte eller Tintin, indtil jeg for fire-fem år siden begyndte at læse graphic novels. Bøger som ?Persepolis? af Marjane Satrapi, ?Det Store Onde? af David B. og så Daniel Clowes? ?Ghost World?. Den påvirkede mig ligesom virkelig god kunst eller litteratur i en grad, hvor jeg virkelig sad tilbage med en følelse af at være ramt. Jeg boede i Odense, hvor jeg gik på Kunstakademiet, og de to teenagepiger i ?Ghost World? var bare med mig hele tiden. Odense var ikke den fedeste by i verden at bo i, så jeg kunne virkelig relatere til deres måde at se verden på. De bøger var store læseoplevelser for mig, og det var grunden til, at jeg selv besluttede at prøve genren af«.

Selvbiografiske tegneserier omhandler ofte en ungdommelig dannelseshistorie. Men i ’Glimt’ beskæftiger du dig med én dag som 6-årig. Hvorfor?

»Jeg følte ikke, at jeg havde noget nyt at byde på om det at være teenager. Det synes jeg, at der er så mange andre selvbiografiske tegneserier, der gør så meget bedre. Jeg har haft en helt almindelig 80?er-barndom, hvor jeg ikke skulle være særlig god til nogen ting. Men jeg viser den på en måde, hvor man tager det sure med det søde. Så det er bestemt et udtryk for en længsel mod en tid, hvor man var mere til stede i sin krop. Man var nysgerrig, og verden var bare helt enormt spændende. En dag kunne føles som en evighed, og det var en af grundene til, at jeg valgte det format«.

Hvorfor har du valgt at dykke ned i barndommen?

»Jeg var mere interesseret i barndommen frem for den alder, hvor man kommer i puberteten og begynder at stille alle mulige krav til sig selv. Jeg ville gå tilbage til dengang, hvor man bare fulgte i hælene på sine forældre, der bestemte, hvad man skulle have til aftensmad. Man flød med og oplevede verden på en helt speciel måde. Det var en tur tilbage til en tid, der aldrig kommer igen«.

Dine tegninger er blevet kaldt »naivistiske« og sammenlignet med børnetegninger med blyantstreg og farvekridt. Er det noget, du har tilstræbt for at underbygge barneuniverset?

»I min form går jeg meget ind i indholdet af min historie. Men jeg er på ingen måde nogen stor eminent tegner, der tegner med venstre hånd for at skabe et barnligt udtryk. Til gengæld tror jeg, at mine tegninger har noget ærligt over sig, og det synes jeg også, at min fortælling har. Det er da rigtigt, at øjnene måske sidder lidt skørt, og jeg har da også nogle billedkunstneriske forbilleder, jeg har kigget på. For eksempel en tegner, der hedder Kiki Smith. Af tegneserieforbilleder er der en kvinde ved navn Lynda Barry, som er en af skaberne af den selvbiografiske tegneserie blandet med fiktion, som også tegner på en mere umiddelbar, følsom og ekspressiv måde«.

Det samme gælder sproget i din bog, der indimellem er skrevet i talesprog. Hvad var hensigten med det?

»Det hænger også sammen med at søge tilbage til noget mere umiddelbart. Det skulle afspejles i den måde, jeg tegnede på, men bestemt også i dialogen. Jeg har forsøgt at dykke ned i den måde, min søster og jeg talte på dengang. Det var jo meget sådan nogle 80?er-udtryk som »ogginok« og »røvspasser«. Men også hvordan mine forældre kommunikerede, når de for eksempel gik forkert af hinanden. Det handler meget om detaljer. Mange af de udenlandske tegneserier, vi bliver præsenteret for herhjemme, har en stor og vigtig agenda. For eksempel ?Persepolis?, der fortæller en virkelig alvorlig historie. Og det har jeg jo på ingen måde. Min historie foregår i det små. Men den viser stadig, hvad det er, der er vigtigt for mig«.

Lyslevende glimt på sporet af en tabt sommerdag i 1980’ernes Nordjylland.

At de små 300 sider udspiller sig i løbet af en enkelt sommerdag er ikke den eneste måde, hvorpå den 30-årige Rikke Bakmans billedbog adskiller sig fra graphic novel-genrens allerede ret etablerede spilleregler. Hovedpersonen Rikke er kun 6 år og altså væsentlig yngre end det normale i tegnede erindringsromaner.

Original og minutiøst udfoldet fortælling
I modsætning til de fleste kolleger fra ind- og udland arbejder Bakman ikke med gitre eller ruder eller indviklet komponerede sider.

Hver side består af én tegning, som så til gengæld ofte er ’set’ med en overraskende vinkel eller beskæring. En lang række snapshot fra sommerhuset ved Vesterhavet med Rikke, storesøster, far og mor.

LÆS OGSÅ Små tegneserieforlag popper op

Tegnet i en naivistisk barnlig stil, der meget direkte relaterer sig til den seksårige Rikkes verdensbillede og er farvelagt med, hvad der ligner oliekridt. Altså barndommens trofaste Filia-farver.

Med Rikke Bakmanspænt sagt uortodokse forhold til at tegne næser og med hendes forkærlighed for barnlige perspektiver er ’Glimt’ blevet en meget original og minutiøst udfoldet fortælling om barndommens enkle og komplekse mikrokosmos.

»For 5 kr. blandet«
Hvor hver dag er en verden, og hvor tiden er kendetegnet ved, at den både flyver og slæber sig af sted. En hel bog er nødvendig for, at en enkelt lille dag kan komme fra den ene ende til den anden!

Bakmans fokusering på sommerdagens bittesmå elementer og de mundret erindrede replikker bliver fortællingens motor, selv om det faktisk også er en ganske begivenhedsrig dag. Rikke ryger ud af familiens bil i et skarpt sving, men slipper med et par knubs.

Et improviseret gæstebud i sommerhuset ender med sprut, jalousi og blodtud. Men det er på de mange, mange sider, hvor der ikke sker så forfærdelig meget, at fortællingen i sine mange små erindringsglimt får sit eget åndedrag.

LÆS OGSÅ Ny tegneserie Burkaklædt superheltinde skal redde verden

De to søstres undulat er fløjet bort. Tissekoner, tissemyrer og mangen en tissetår i sandet markerer sommerdagens territorium. Der er masser af himle og skyer. En badetur i Vesterhavet. En sværm af tørstige mariehøns. Pigerne tager med i fars tilrøgede bil, da han skal en tur til købmanden for at købe øller.

Opfører pigerne sig ordentligt, har de lovning på »for 5 kr. blandet«. Tænk, så mange gange børn kan nå at tude i løbet af en dag! Af ren og skær arrigskab, eller fordi verden nu igen er styrtet sammen, inden den på et øjeblik samler sig igen.

Så dansk, som det kan være
Der er ingen postulerede temaer fra Rikke Bakmans side, men de er der jo alligevel. Pigerne finder en død hare i en busk. Mor får skoldet næsen. Far har sine voksne dagsordener med øl og smøger, når han ikke lige gemmer sig for at undgå ubehagelige konfrontationer med andre voksnes bøvl.

Billede  fra romanen. Jalousidramaet. De voksnes mærkelige gerninger, der venter forude. På stranden dyrker et ungt par erotik uden at smutte ud af badetøjet. Fuglen er fløjet og barndommen for altid efterladt i 1980’ernes Nordjylland. Men med stædig erindringskunst husket i disse voksne børnetegninger.

At læse ’Glimt’ er næsten som at sidde ved siden af et barn, der udmattet er trimlet omkuld efter en lang dags leg og nu ligger sovende med letklistret pandehår og skrammede knæ og lugter sødt og godt af sommer. Det er så dansk, som det kan være. Men på trods af sin primitive tegnestil også med så universelt et blik på barndommen, at bogen allerede inden udgivelsen er solgt til Sverige.