Storbyen. Albummet er fra 1970. Historien udspiller sig i 1986, men i dag er det svært ikke at læse den med de klimakritiske briller på. Tegning: Jean-Claude Mézièrs

Tintins eventyr er ikke de eneste, der i begyndelsen er kommet tumlende i lidt tilfældig rækkefølge på dansk.

LÆS ANMELDELSEHergé raffinerede Tintin-historierne under krigen

Samme skæbne overgik i begyndelsen serien om Linda og Valentin tegnet og fortalt af Jean-Claude Mézières og Pierre Christin. Alle tiders bedste rumtegneserie debuterede i Frankrig i 1967 og blev introduceret på dansk i 1972.

Meget mere end en introduktion blev det nu ikke til i første omgang. ’Storbyen der druknede’ og ’De tusind planeters rige’ var i Frankrig nummer to og tre i serien. De udkom på dansk i Lademanns discount-prægede ’Superserien’ i 1972 og 74.

Året efter påbegyndte Carlsen en mere seriøs og konsekvent udgivelsesrække, men med begyndelsens omtumlede kronologi som ufrivillig bagage.

'Det femte element' og 'Stjernekrigen'
40 år og 21 bøger senere tager Forlaget Cobolt nu fat på den definitive samle-udgave af den charmerende, fantasifulde og samfundskommenterende franske science fiction-tegneserie.

Tidspunktet er velvalgt, for i fjor sagde Mézières & Christin omsider godnat til Linda og Valentin. Det har næppe været en nem beslutning. Sagaen om de to tidsrumagenter fra Galaxity er blevet en af nyere europæisk tegneseries mest afholdte ’faste parforhold’.

Men ikke nok med det.

Luc Bessons ’Det femte element’ var en gennemført hommage til Linda og Valentins univers. Og som man kan se det illustreret i denne genudgivelses fint varierede introduktion, ville selveste ’Star Wars’ nok også have set anderledes ud uden Christins tegninger som inspirationskilde.

LÆS OGSÅNu kommer alle 'Star Wars'-filmene i 3D

Den fransk-belgiske tegnetradition
Linda og Valentins eventyr bliver samlet kronologisk i bundter på tre og fire. I alt syv bøger.

Første bind bliver med garanti ikke det bedste! Senere følger milepæle som ’Herskerens fugle’ og ’Skyggernes ambassadør’ og de senere bøger, hvor fortællingernes vægtfylde ikke altid helt har kunnet leve op til de sofistikerede figurer og universets raffinement.

En stilsikkerhed, som på ingen måde endnu var en realitet, da ’Onde drømme’ så dagens lys i 1967.

Handlingen er ét stort tidshop tilbage til middelalderen, hvor agent Valentin fra Rumtidstjenesten skal opspore den afhoppede Xombul i Frankrig i 1100-tallet.

Både tegne- og fortællestilen er endnu meget prøvende. Den ligner et typisk eksempel på den fransk-belgiske humoristiske tradition, som bl.a. har født ’Splint & Co’.

Det er ganske underholdende, men også noget bastante løjer, hvor den vigtigste begivenhed er, at Valentin finder bondepigen Linda og tager hende med hjem til fremtiden.

Uforudset succes
Xombul er også skurken i ’Storbyen der druknede’ fra 1968.

Stilen var allerede mere personlig, og den meget bedre historie var ved at finde sit typiske snit med en fortælling med tankevækkende referencer til læserens samtid. Dengang var frygten for atomkrig stor, men i dag læser man automatisk fortællingen om de oversvømmede storbyer med klimakritiske briller.

Det går ikke altid, som profeten prædiker, men det kan komme tæt nok på alligevel.

’De tusind planeters imperium’ fra 1971 er det tredje album og det første, hvor serien om Linda og Valentin for første gang for alvor trådte i karakter som sin helt egen.

At det skulle blive så slidstærk en saga, havde Christin og Mézières næppe drømt om. Men parret Linda og Valentin kom man til at holde af på en mere intim og afvæbnende måde, end det var hverdagskost i tegneseriernes omskiftelige verden.

Undertegnede ser da også frem til at tage rejsen i tid, rum og tegneserie en gang til. Især nu, hvor de lærerige, men også noget pudsige og vakkelvorne første skridt er blevet (gen)taget.