Skal man holde enhver teenagepige på lang afstand af Sofi Oksanens udførlige brugsvejledning i spiseforstyrrelsens komplicerede kunst. Eller skal man tværtimod gøre hendes debutroman, ’Stalins køer’, til obligatorisk læsning i skolens ældste klasser?

Dilemmaet er både forkælet og forenklet. Forkælet, fordi vores nyere danmarkshistorie slet ikke kan matche den altdominerende øst-vest-konflikt, romanens finskestiske Anna ser sig som en uløselig del af, og forenklet, fordi Sofi Oksanens 460 sider lange roman fra 2003 ikke just er en pædagogisk ’læs let’-bog om spiseforstyrrelse.

LÆS OGSÅForlag fyrer succesforfatter

Alligevel er det første, man tænker, når sidste side er vendt: Hvordan trækker vi dog unge piger væk fra toiletkummen, fra kanten af netop det helvedesgab?

Fortærskede drømmebilleder
»I dag er jeg så doven, at jeg ikke gider spise andet end et kilo skumfiduser og kaste dem op, de er så nemme at kaste op, og det ser så smukt ud«.

Det er den voksne bulimiker med 14 års erfaring, der taler her i slutningen af romanen, og når man har fulgt Anna gennem hendes målrettede ’prinsessificering’ af kroppen, er blevet indviet i listerne med ’tryghedsmad’, ritualerne omkring spiseseancerne og hendes overdrevne træning, er man klar over, at dette er en god dag.

Bag det opslidende cirkusprogram af styring, straf og belønning står selvfølgelig den unge piges drøm om »det mest værdifulde af alt – en perfekt kvindekrop«.

Men i tilfældet Anna blander det vestlige forbrugssamfunds fortærskede drømmebilleder sig med nogle helt andre, nemlig billederne fra det tabte land, moderens hjemstavn i det sovjetstyrede Estland: Her er kvinder i kittelkjoler, hjemmebag og syltetøj, makeup i skrappe farver, butikskøer, kynisk naturaliehandel med vodka og russiske ludere samt masser af bureaukrati og kontrol.

LÆS INTERVIEWFinsk-estisk forfatter: Vi skal vogte vores små sprog

For Annas mor gælder det om at undertrykke alt, hvad der er estisk – selv sin ingeniøruddannelse – og blive mere finsk end sin finske mand. Men kælderen afslører mængder af hjemlandets stolte traditioner, henkogt og sat på glas, og datteren drages trods forbud mod alt, hvad der er autentisk, østligt – estisk.

Identitetskrisens ekko
Beskrivelserne af mor og datter på diskrete rejser til Tallinn, lastet med smuglervarer og nervøse forventninger til en gulnet fortid, er rørende studier i forstillelse og kejtet fortrolighed.

»Annas verden er den, hvor Annas mor er lykkelig. På lykkestederne har alle kvinder nederdel på« og videre »man har nederdel på, hvor der er godt og nemt at være, der, hvor det er allerbedst at være ... hvor der er brosten, sol og latter på trods af, at der bliver bandet og stået i kø«.

Et kvindeligt frirum altså, der både er så ligetil og dog svært at begrebsliggøre. Eller som måske slet ikke findes.

Under alle omstændigheder giver Annas intime pubertære identitetskrise et rungende ekko af historiske, politiske, og ja, kønspolitiske dimensioner. Undertrykkelse går i arv, og et diktaturstyres opbud af angst og kontrol forskyder sig til det mest private: indtagelsen af mad.

»Halvtreds kilo er et fuldtidsarbejde«, som Anna formulerer det.

Dramaet i bugen
Har man endnu ikke læst ’Renselse’, Sofi Oksanens anden roman fra krigens og sovjetstyrets tid, den hun så fortjent fik Nordisk Råds Litteraturpris for sidste år, vil man måske være mere optaget af netop de historiske spor i ’Stalins køer’, der fører tilbage til Annas mormor og hendes familie.

Men læser man romanerne som her i omvendt rækkefølge, fungerer sidehistorierne om estiske frihedskæmpere og livet i kolkhoserne mest som det omtalte ekko, det nødvendige baggrundstæppe, og frem for alt som en foregribelse af den åndeløst spændende ’Renselse’.

LÆS ANMELDELSETrafficking-roman er uhyggeligt god

Uanset rækkefølgen – Sofi Oksanens debutroman er lige så dramatisk som nummer to, dramaet udspiller sig bare i bugen af en ung kvinde. Med en vægt på 50 arbejdskrævende kilo.