For nylig viste DR 1 krimien ’Kriminalinspektør Banks: Efterspil’ med den efne skuespiller Stephen Tompkinson i hovedrollen.

Den var baseret på den canadisk fødte forfatter Peter Robinsons tolvte roman om Yorkshire-strømeren Alan Banks og som sådan særdeles vellykket.

Men det er sigende, at den første tv-udgave af Robinsons figur kom mere end 15 år efter, at karakteren blev født.

INTERVIEW»Mine historier begynder gerne med, at nogen finder et lig«

For den gode Alan Banks er ikke nogen videre flamboyant politimand. Han ejer ikke en Kurt Wallanders lurende mørke og ulmende eksistentielle vrede.

Er ikke i besiddelse af en Rebus’ fandenivoldskhed eller Frost’sk flabethed. Og inspektør Morses aristokratiske misogyni leder man også forgæves efter.

Han minder mere om en britisk udgave af Martin Beck, bare opdateret til vore dage, så han drikker rødvin og lytter til god musik i stedet for at spise kanelsnegle og høre radio.

Den næstbedste i serien
Men han er en herre, der vinder ved nærmere bekendtskab.

For han kæmper måske ikke i udpræget grad med vilde indre dæmoner, men han er dygtig til at opklare forbrydelser; og Peter Robinson er god til at udnytte ham i fint konstruerede plot, hvor der lægges vægt på politiarbejde og efterforskningsproces.

Nærværende roman er den attende i serien, og den indtil videre næstsidste.

Og endnu en gang er Alan Banks og hans trofaste assistent Annie Cabbot (som han engang havde et forhold til) på en sag, der fører dem vidt omgang i såvel det menneskelige sinds afkroge som det engelske samfunds mange etager.

Jalousimord eller selvmord?
En mand findes hængt i en skov.

Det ligner selvmord. Men det er underligt, at han skulle vælge at tage livet af sig selv på netop det tidspunkt, hvor han som teaterscenograf netop har fået ros for sit arbejde med en opsætning af Shakespeares ’Othello’.

Noget må ligge bag.

Umiddelbart efter kommer det for en dag, at den hængte mands mandlige kæreste, der er en rig overklassedreng med karriere i udenrigstjenesten, er blevet brutalt myrdet.

Så er der muligvis tale om et jalousimord med efterfølgende selvmord, det man nu om stunder kalder et ’udvidet selvmord’?

Ja, og bum.

Det lyder da meget rimeligt, men så viser det sig, at kæresten var tidligere spion og dybt involveret i hemmeligt arbejde; at højtplacerede personer begynder at blande sig i opklaringsarbejdet og true Banks, og at der er rigtig mange skeletter i skabene.

Genren bliver overholdt til punkt og prikke
Som nævnt er Peter Robinson en dygtig plotkonstruktør, og han evner som skribent at give sine personer liv og dybde.

Man kender efterhånden Banks og Cabbot rigtig godt, hvis man har fulgt forfatterskabet, og man har et rigtig godt indblik i deres privatliv, fobier og præferencer.

Herunder Banks store begejstring for såvel rock- som klassisk musik og hans forkærlighed for oversøisk rødvin.

LÆS OGSÅLitteraturens Barnaby underholder stadig

Skildringen af politiarbejdet er uhyre detaljeret og troværdig, og genrekonventionerne overholdes til punkt og prikke.

Robinson er en fagligt set meget, meget dygtig forfatter uden dog i noget omfang at kunne siges at bringe krimien videre eller have egentlige stilistiske særkender.

Sprogligt er det normalprosa med relativt samme bankefasthed som blyfri benzin; men det kan de fleste biler også sagtens køre med.

En solid politiroman til skiferien
Problemet er, at detaljeringsgraden sine steder er for høj, og at det hele derfor bliver lovligt omstændeligt og også en smule trættende.

Det er desværre ikke Robinsons problem alene, men hos ham er det meget påfaldende.

Når det er sagt, så skal det også fremhæves, at Peter Robinson altså skriver en solid politiroman, som varmt kan anbefales til skiferien – eller bare lørdag aften, hvor der alligevel aldrig er en skid i fjernsynet.