Kommissær Tom Thorne og kæresten Louise mister deres foster.

Narkomanen Debbie trasker mistrøstig rundt med sin retarderede søn. Midt i denne misere, grundtonen i spændingsromanen ’Blodsbeslægtet’, slår en anonym morder til med kold og koncis kynisme.

Tilfældige mennesker bliver tilsyneladende meningsløst dræbt på samme infame facon, der involverer uhæmmet grusomhed med en sort plastikpose som sigende punktum. Thorne og co. sættes selvfølgelig på sagen, ser snart et gotisk mønster i den groteske gobelin.

LÆS ANMELDELSEBritisk krimi serverer for meget biedermeier

Thi alle ofrene er børn af nogle ofre for en anden seriemorder, som døde år tilbage i fængslet!

Men skal intrigen blotlægges, så pressen kører det hele op i en sensationel spids, eller skal man forsøge omstændeligt og forensisk at finde de andre børn, dræberen endnu ikke har opsøgt?

Senmoderne socialrealisme
Medens alt dette kører, hører vi om almindelige menneskers liv og levned i det liflige London, som egentlig altid er hovedperson i Billinghams glimrende krimier.

Ingen som han – i hvert fald i den angelsaksiske del af genren – kan skildre små ordinære og almene folk i en storby, fra metropolens hjemløse til små mennesker og småborgere, som aldrig kom op til Oxford eller ned i City. Samt at netop denne londoner er stærkt påvirket af den skandinaviske krimis dagligdags trakasserier og hverdagsrutiner.

LÆS OGSÅDen britiske krimi er stadig kongen

Heldigvis er denne senmoderne socialrealisme sørgmuntert asfalteret med slagfærdig humor og britisk sarkasme, der afslører forfatterens fortid som vittighedssprudlende stand-upper på de engelske scener.

For meget rutine
’Blodsbeslægtet’ er spændende det meste af vejen.

Velskreven og dreven helt til slutningen, hvor den kyndige krimilæser og kender af forfatterens taskenspil regner morderens maskepi ud. Helt i orden og okay, rejsen er da en omvej værd. De sidste er der mange af. Vi skal rundt i de små hjem med mere eller mindre stille eksistenser og excentriske størrelser.

LÆS ANMELDELSETo britiske krimier underholder fortræffeligt

Der er gået lidt rutine i Billinghams teknik. Med at stramme skruen i krydsklip fra bøddel til dommer, jæger og bytte, i et landskab med mystiske passager; og så lade det være synd for mennesker på en meget bestialsk og bitter måde mod gådens udmunding.

Stadigvæk stædigt underholdende, dog krydser vi fingre for, at Tom snart bliver far og Louise en smule mere rar.