Granada er for den moderne turist et vidunderligt smukt sted, men byen er – og det forbigår nok de fleste turisters opmærksomhed – tillige en lokalitet, der har været vidne til så mange lidelser, at man næsten bliver dårlig af at læse om dem. Men dem fortæller turistbrochurer da heller ikke noget om.

Men her i Granada foregik gennem små hundrede år en forfærdelig udrensning af moriskerne.

Morisker var det navn, tvangskristne muslimer fik, og det var med frygtelige metoder, muslimerne blev kristne. Men selv om de blev døbt, herskede der tvivl hos deres katolske herrer om boniteten af deres kristendom, og de blev udsat for forfølgelse. Den, der fandt sted i 1609, endte med, at de i hundredtusindvis blev fordrevet.

Det er en barsk historie, som i ‘Fatimas hånd’ fortælles gennem en enkelt families eller rettere Hernandos historie.

Ragnarok
Det er fra den store romans begyndelser klart, at de to befolkningsgrupper står fjendtligt over for hinanden, og at de straffe, der uddeles af den herskende klasse, er rædselsfulde.

En mand har stjålet en genstand, og enten vil han blive pisket eller få sin højre hånd hugget af eller måske blive slået ihjel. Men, siger den kvinde, som fortæller om det, lige meget hvad, har han fortjent det!

Overgreb på overgreb finder sted, og moriskerne er meget sårbare, men selv om de tvangsdøbes, bevarer de deres gamle tro. Det aner – eller rettere ved – deres kristne overherrer, så de bliver ved med at straffe dem med alskens hæslige metoder.

Hernando klarer sig, men det er ofte svært, og han mister sin første kone, Fatima, i det ragnarok og den vold, som overgrebene på moriskerne udvikler sig til.

Noget at tænke over for paven
Moriskerne foretager sig på deres side mange krumspring for at klare sig igennem. De må opleve, at deres børn bliver tvangsoplært i den kristne tro, men »Hamid indpodede børnene sandheden«, dvs. den muslimske tro og lære.

Læseren følger Hernando gennem et utal af besværligheder. Samtidig med at læseren følger hans liv, indvies hun i de mange magtintriger, som udspilles rundt om ham. Herunder de frygtelige planer, den spanske konge har for at lamme alle kættere, og det vil også sige englænderne. Men de klarede sig som bekendt.

Det er bestemt ikke noget kønt billede, forfatteren tegner af den katolske kirkes måde at agere på med bål, brand og pinsler, så en del morisker ser i romanen velvilligt »på den protestantiske lære, for med den kan de bedre modstå den katolske kirkes angreb«.

Så måske har paven i Rom fået noget at tænke over, hvis han eller præsterne omkring ham har læst ‘La mano de Fatima’, som romanen hedder på originalsproget.

‘Fatimas hånd’ er med sine 898 sider en roman, man flytter ind i, og man må desværre sige, at nogle af siderne virker overflødige, fordi de opleves – når man er kommet et stykke ind i romanen – som om man har læst en del af dem tidligere.

Det er ikke, fordi anmelderen fik ondt i armen af at holde på ‘Fatimas hånd’, at hun ikke overgiver sig til det største hjerteantal, men fordi der er for mange situationer, der minder om hinanden.