Aaju har udgivet digt- og novellesamlinger, flere i tosprogede, grønlandsk-danske udgaver og med egne illustrationer. Hans kriminalroman ’Det tatoverede budskab’ (2010) – oversat til dansk af forfatteren selv fra ’Kakiorneqaqatigiit’ – er af Grønlands Forfatterforening indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2011.

Indstillingen viser, at samarbejde mellem nationer ikke er umiddelbart foreneligt med bedømmelsen af kunst, herunder litteratur.

Til gengæld kan det kaste lys over ellers upåagtede kroge i det kulturelle, her litterære landskab.

For ’Det tatoverede budskab’ ville under ’normale’ omstændigheder næppe have opnået anmeldelse i denne avis. Dertil falder den for meget uden for det litterære håndværks normer.

Man kunne kalde den ubehjælpsom, både i handling og sprog.

I en af de sædvanlige ’efterladte papirer’-rammer fortæller den om en i Holbæk bosiddende socialrådgiver af grønlandsk herkomst, Nanna, der overtager en utilfredsstillende uopklaret grønlandsk mordsag fra sin afdøde danske politiægtemand.

Hun opsøger den adresse i Roskilde, der var tatoveret på den myrdede kvindes skamben, og ved hjælp af nogle usandsynligheder lykkes det med en kvindelig jurists hjælp og rejser til Grønland at komme videre i sagen.

De to kvinder kommer også videre: De udvikler et interessant – og interessant skildret – venskab med lesbiske overtoner. Originalt og ’forfriskende anderledes’ er nok det bedste, man kan sige om store dele af ’Det tatoverede budskab’.

Stilforvirret avantgarde?
Og mens krimiplottet er og bliver stilforvirret, kluntet og kringlet (denne læser fattede således ikke det oprindelige mordmotiv), kan man med et åbent sind måske betegne sproget som avantgarde. Om det så er frivilligt, er spørgsmålet.

Her er beskrivelsen af en af de grønlandske hovedpersoner:

»Da han blev fuldvoksen løsnede han sig fra sin forkælelse, og fra kirken som fællesskabets katedral. Selv om det var tilfældet, var hans oplevelser som bygdebarn uløseligt forbundet med hans hjernevirksomhed. Han vendte tilbage til det for at trøste sig, når han følte personligt tab, værdiløshed eller havde hemmeligheder hvor som helst og fastholdt dem for sig selv i angst og bæven. I de år, hvor han var alene, brugte han dem som ballast for selvhjælp og var kommet til kræfter ved dem i sin ensomhed«.

Det kan minde lidt om maskinoversættelse, men også om en russisk absurdist som Daniil Kharms (eller den mærkelige Andrej Platonov), og det kunne blive kult på Forfatterskolen.

Vi andre kan måbe og ryste på hovedet og blive lidt rundtossede og – hvis vi har det rette åbne sind – få nye oplevelser med vores modersmål og indsigt i en anden kulturs anderledes følelser og udtryksmåde.

Og det er jo når alt kommer til alt ikke det ringeste udbytte.

Med europæisk litteratur i klassisk forstand har denne bog dog kun noget at skaffe, for så vidt som der findes en litteraturpris, uddelt af Nordisk Råd.