Historien er ligetil og overskuelig, dens psykologiske og filosofiske betydning til gengæld enorm og kompliceret.

Philip Roth, der efter at han er fyldt 70, har skrevet en række små romaner af svingende kvalitet, er med sin sidste så god, som da han var bedst. Hans ’Nemesis’ er en amerikansk småstadsfortælling med en rækkevidde som en græsk tragedie.

LÆS ARTIKELVerdens bedste forfatter

Hovedpersonen er en 23-årig idrætslærer Eugene Cantor, der har påtaget sig at holde en atletikbane åben for de drenge, der er tvunget til at blive i byen i sommerferien. Mr. Cantor kaldes den unge mand, en diskret antydning af, at ordene er en endnu yngre fortællers – som først træder frem i bogens sidste del.

In arcadia
Året er 1944, temperaturen tropisk, området et jødisk kvarter i det indre af Newark, en meget lidt charmerende by vest for New York.

Der skal offervilje til for at stille op som frivillig idrætsleder i sommerheden, ikke mindst da en polioepidemi har ramt byen. Men offervilje, det er lige, hvad unge Mr. Cantor har, i metermål.

I Europa raser verdenskrigen. De allierede er gået i land i Frankrig, blandt dem en af hans bedste venner, som falder på slagmarken. Mr. Cantor, der er blevet strøget af lægdsrullen på grund af nærsynethed, har dårlig samvittighed, et andet af hans store talenter.

Han er lykkeligt forelsket i en kollega, Marcia, som har et betydelig behageligere sommerjob i en ferielejr i de kølige bjerge langt fra byen. Hun trygler ham om at overtage en ledig stilling i lejren og beskriver malende en øde ø i en sø, hvor de kan tage hen og være alene.

Mr. Cantor kan ikke få over sin samvittighed at sige ja til så gunstigt et tilbud. Og gør det alligevel, på en pludselig indskydelse. De unge elskende får deres arkadiske møde på den øde ø. Så kommer tragedien. Polioen rammer den lyksalige sommerlejr.

Roths epidemi
Historiens blinde hovedperson er børnelammelsen, som var en katastrofal sygdom dengang, før vaccinens opfindelse.

Børnene fra Mr. Cantors skole og fra hans sommerhold dør, en efter en. Den unge samvittighedsfulde mand tager på kondolencebesøg. Og han gør en ædel indsats for at dæmpe det hysteri, der følger med epidemien. Drengene på idrætspladsen vil give den lokale landsbytosse skylden. Mr. Cantor trykker hans hånd for øjnene af dem.

Som i Daniel Defoes ’Dagbog fra peståret’ og Albert Camus’ ’Pesten’ er epidemien et sindbillede på besættelse. Den viser, hvordan folk reagerer på at være besatte – af fremmede tropper eller af en ide.

LÆS OGSÅ Produktive Roth mindes de blå nosser

Men Roths version af epidemifortællingen slægter den græske tragedie mere på. For det viser sig, at Mr. Cantor er noget så sjældent som en rask smittebærer. Det kan altså sagtens være ham, der har smittet drengene på atletikbanen.

Måske har han tilmed smittet den uskyldige tosse, hvis omdømme han ville redde. Og i hvert fald må det være ham, der har bragt polioen til sommerlejren i bjergene, hvor også hans elskede Marcias lillesøster bliver ramt. Mr. Cantor selv bliver syg og livsvarigt forkrøblet.

Hybris
Fandens uheldigt, vil en moderne hjerne tænke, men skyld – det er for langt ude.

Mr. Cantor har jo bare passet sit arbejde, endda ekstra samvittighedsfuldt. Han er jo uvidende om den smitte, han bærer på, altså fuldstændig uskyldig.

Ligesom Ødipus var det! Eugene Cantor vælger at straffe sig selv lige så hårdt som den græske konge, der uden at vide det dræbte sin far og ægtede sin mor. Han bryder forlovelsen med Marcia, nægter at se hende og ender sine dage venneløs på et postkontor.

Eneste kontakt med omverdenen er den tidligere elev, der viser sig at være romanens fortæller, og som nu kan berette, at Mr. Cantor »kunne kun redde resterne af sin ære ved at afstå fra alt, hvad han nogensinde havde drømt om at få«.

Eugene Cantor fordømmer Gud, og han fordømmer sig selv, siger den undrende fortæller, med en »hybris, der udspringer af en fantastisk barnagtig religiøs fortolkning«.

Kierkegaardsk kaliber
Et lille, gråt hverdagsmenneske er blevet løftet op i tragediens høje lys og har fået sin tragiske skæbne fordoblet af, at den er hans eget valg. Han ser sin skæbne som en pligt, ikke som en Guds straf, for så ond en Gud kan ikke findes.

Den syndsbevidste idrætslærer er en konsekvensmager af en kaliber, som Søren Kierkegaard kunne have skabt, hvis han havde været kunstner og ikke filosof.