Der synes at være gået inflation i betegnelsen ’roman’.

Muligvis inspirerede af Romer, Knausgård og andre udgiver folk deres erindringer som romaner for at være på den sikre side. Eller sker det i erkendelse af, at hukommelsen under alle omstændigheder mest består af fri og bunden fantasi, falsk erindring og fortolkning?

LÆS OGSÅNorsk anmelderdrøm begår endnu et mesterværk

Birte Kont, som før har skrevet om det jødiske hos Kafka, men romandebuterer med ’En by i Rusland’, deler i hvert fald i høj grad biografi med sin fortæller. Hun er en jødisk pige født i 1948 og vokset op i en dansk familie, der er så traumatiseret af egne og andre jøders prøvelser, senest under nazismen, at den nærmest med psykisk vold har assimileret sig.

Pigebarnet, der ikke hører til de konforme eller nemme, er opvakt og nysgerrig og lider under tavsheden omkring slægtens tro og skæbne og traditioner; hun tror, at de ord, hun når at opsnappe, før moderen siger »Shy, di kleine«, betyder noget skamfuldt og farligt (hvad pogromer jo også mildt sagt er) og får ingen svar på de spørgsmål, hun trods tabuet og med hjertet i halsen stiller.

Til sidst får hun hjælp af fremmedordbogen, for hvad betyder ’assimilation’ for eksempel?

Guds straf
Det er ellers på mange måder en festlig, varm og farverig, jiddischtalende familie med russiske rødder, fortælleren vokser op i; med overskuelige konflikter mellem hendes egen dygtige, forgudede og efterhånden velhavende far og de mindre succesfulde morbrødre; tanter med sjove udtaler og en analfabetisk, patologisk skørtejagende, men elsket og elskelig morfar, som – lidt mindre festligt – har et fortiet ’uægte’ barn med en ’goj’.

Fortællerens forældre er ikke rigtig konsekvente: Først går hun i jødisk skole, så i en almindelig folkeskole – og så alligevel ikke: Det er en sorg, at hun ikke må deltage i konfirmationsforberedelse med kammeraterne og heller ikke må hænge ud med ikkejøder på synlige steder. (De jødiske familiers sociale kontrol er allestedsnærværende).

Hun bliver dog nær veninde med jyske Agnete, der dels ikke rigtig skelner mellem jyder og jøder, dels har en solid, naiv kristen barnetro. Hende kan hun nok takke for en fin forståelse for forskellen i de to trostilgange.

Da fortælleren en dag har ødelagt sin trøje og frygter Guds straf eksekveret af moderen, siger Agnete, at hun da naturligvis får tilgivelse, for det får alle, bare de angrer: »Jesus er der altså for alle!«.

Fortælleren tvivler – og får ret.

Offerrollen
»Ingen af mine klassekammerater havde en tyverialarm i huset, der hylede som en sirene, når man glemte at slå den fra. Og ingen fra min klasse havde fået alle deres ting i hjemmet mærket, så de altid kunne blive genkendt, når de en dag var blevet stjålet, sådan som mor sagde«.

Bemærk, mor siger ikke ’hvis’; hun siger ’når’. Meget forståeligt, jøders historie taget i betragtning; alligevel hæfter datteren sig ved »ulykkesforventningen«, som hun kalder det, i sin opvækst.

Den nervesvækkede, men sammenbidte moders fornuftige filosofi er, at man ikke skal skamme sig over at være ’mosaisk’, men man skal på den anden side ikke reklamere med det.

Men hun efterlever ikke denne filosofi særlig afslappet, og reelt udsteder hun et taleforbud, som anbringer hendes datter i et glasbur og lammer hende, også når folk naivt og velmenende stiller spørgsmål. Hun får da også psykosomatiske symptomer af at være »verdensmester i at lade som ingenting«.

LÆS KRONIKDen kolde dom over jøden Kafka

Birte Kont giver ikke efter for bitterhed over for moderen eller en nem offerrolle på alle jøders vegne, men viser fint, hvordan man kan føle sig udenfor, når man tænker over ordene i de sange, der synges i skolen.

Navnet Jesus Kristus i ’Nu falmer skoven...’ sender hende straks ud i kulden, så ’tro og håb og kærlighed’ ikke gælder hende. Ligesom hun heller ikke kan identificere sig med ’Altid frejdig, når du går...’.

Afgrænsning, selvopholdelse og assimilation
Fortællerens ungdomsoprør begynder i frustration og sårethed over ikke at blive taget med på råd om sit eget liv.

Siden forelsker hun sig som purung i en aktiv zionist, men i ungdomsårene slappes fortællingens nerve til fordel for en nok så nødvendig, men mere privat søgen efter en egen vej, religiøst, kulturelt og familiemæssigt.

Det lykkes at finde fodslag med storesøsteren, som – delvis grundet moderens fortielser – ellers bogen igennem har været en sur og illoyal mokke, og de to søstre og en lidt gådefuld kvindelig husven får kuppet forældrene til at mindes deres flugt over Øresund i stedet for at fortrænge den.

Overordnet set handler denne bog om nødvendigheden af at kende sin historie for dels at kunne tage den på sig, dels at komme videre.

Et fint lille erindringsværk med humor og indsigt; også brugbart, når man vil forstå nye generationers hel- og halvhjertede forsøg på afgrænsning, selvopholdelse og assimilation.

Indirekte bekræfter ’En by i Rusland’, at det ikke er vejen frem at isolere sig i etnisk-kulturelle-religiøse enklaver, men især, at assimilation – hvis man vælger den – skal ske åbent og helhjertet og i hvert fald ikke kan tvinges ned over nogen uden at give bagslag.