Det aflåste rum på biblioteket kan kun åbnes af to personer samtidig, med hver sin digitale adgangskode, for derinde befinder sig et uhyre værdifuldt manuskript fra den sene middelalder.

Men den dag rummer sikkerhedsboksen noget mere: liget af den ene af de to personer med adgangskode – og hun er halshugget og har fået huden flået af hele overkroppen, så det blodige muskelvæv ligger blottet som på renæssancens grafiske fremstillinger af menneskets anatomi.

Scenen på biblioteket rummer flere af de aspekter, der i år giver norske Jørgen Brekke en flyvende start som forfatter.

Gunnerusbiblioteket med det låste rum ligger faktisk i hans hjemby, Trondheim, men når hans debutroman, ’Nådens omkreds’, allerede på manuskriptstadiet var solgt til udgivelse i en stribe andre lande, hænger det utvivlsomt sammen med de store internationale forgængere, som romanen helt ubesværet står i forhold til.

Dobbeltmord og brugt pergament
Manuskriptet i boksrummet hænger sammen med et andet tidsspor i Brekkes roman: fortællingen om en tiggermunks rejse fra renæssancens Italien til det endnu middelalderlige Trondheim i 1528.

Og selv om den nok mest berømte repræsentant for ’middelalderkrimien’ som subgenre, Umberto Ecos ’Rosens navn’, foregår et par århundreder tidligere, handler ’Nådens omkreds’ altså også om en strid om et sjældent manuskript og på samme scene som hos Eco: i biblioteket.

Men debutanten Jørgen Brekke refererer nok så kækt direkte og indirekte til en endnu mere navnkundig forgænger: Liget i det lukkede rum kender vi jo allerede fra kriminalnovellens fader, Edgar Allan Poe, og hans fortælling om ’Dobbeltmordene i Rue Morgue’.

Ja, for at det ikke skal være løgn, har Brekkes mishandlede lig i Trondheim endda også et sidestykke i et lige så hudløst mordoffer i byen Richmond i staten Virginia, USA – på byens Edgar Allan Poe-museum!

Derovre er det levende flåede og derpå halshuggede offer en museumskurator ved navn Bond, Efrahim Bond!

Efternavnet kender vi jo, men det sjældne fornavn deler denne stakkels mand med en vis Efraim fra Syrien, som i det 12. århundrede skrev sine værker på pergament, der tidligere havde rummet afskrift af dele af Det Gamle og Det Nye Testamente på græsk, antagelig fra det 5. århundrede – et dokument, der under betegnelsen ’Codex Ephraemi Rescriptus’ den dag i dag befinder sig på Bibliothèque nationale de France i Paris.

En palimpsest-krimi?
Det er kort sagt ingen overdrivelse at kalde ’Nådens omkreds’ en palimpsest-krimi.

Forklaring følger: »Flere af de emneområder, romanen berører, for eksempel anatomiens historie, har jeg interesseret mig for i mange år, men først for et par år siden slog det mig, at der kunne blive en kriminalroman ud af det. Og allerede som studerende interesserede jeg mig for palimpsest, der jo også er et begreb i litteraturvidenskaben«, forklarer den 42-årige romandebutant og henviser til franskmanden Gérard Genette, der (i 1982 i ’Palimpsestes – la littérature au second dégré’, litteratur af anden grad, red.) »peger på, at enhver roman i sig rummer rester af andre bøger«.

Fremmedordbogen forklarer palimpsest som et »håndskrift, hvis oprindelige tekst er udslettet og erstattet med en ny«.

Pergament af dyreskind var i oldtid og middelalder så sjælden en vare, at det blev skrabet rent og genbrugt til ny tekst.

Med diverse teknikker – bl.a. mælk og havreklid, men også røntgenfluorescensfotografering – har man kunnet ’genfremkalde’ den slettede tekst.

Nu bruges udtrykket altså også overført om fortællinger, der bruger andre fortællinger som ’underlag’.

Med postmodernismen blev intertekstualitet – altså referencer til eller citater af andre tekster – et modebegreb. Men i andre henseender er din roman jo snarere meget traditionstro?

»Det var egentlig ikke nogen modsætning for mig. Jeg har prøvet at skrive en roman, der var lidt kommenterende, lidt bevidst om traditionen. Men samtidig skulle den fungere som en selvstændig spændingshistorie. Det gælder selvfølgelig om at holde balancen, så det ikke tipper over i parodi. Men jeg har altså skrevet ’Johannesbogen’, dette senmiddelalderlige håndskrift, ind i min nutidige fortælling. Og desuden skulle Poe være med, som repræsentant for traditionen«.

Opdager med hukommelsessvigt
Brekke citerer den moderne kriminalnovelles fader både direkte og indirekte, herunder den essayistiske bog ’Heureka’ med spor af en slags ’Poe-tik’:

»Poe var jo selv en bevidst forfatter, der havde et forhold til sine samtidige forfattere og refererede meget til dem. I sine kriminalnoveller var han meget bevidst om, hvordan efterforskningen og poetikken på en måde kolliderer«.

Hvis alt det lyder lovlig langhåret, er det en misforståelse. Der er smæk for skillingen og ingen mangel på mistænkelige personager i Jørgen Brekkes fortælling.

Den nyansatte bibliotekar, karatekæmper og krimilæser Siri Holm har for eksempel en karakteristisk frimodig tilgang til andre mennesker – en af hendes foretrukne kontaktformer lader til at være forførelsen!

Den udsætter hun f.eks. bibliotekets vagtchef, Jon Vatten, for, men selv om han er hovedmistænkt for det grusomme mord – han har jo den ene af adgangskoderne – deltager både han og hun i opklaringen.

Derfor er det næppe heller tilfældigt, at hun deler forbogstaver med Sherlock Holmes, mens han af kollegerne går under øgenavnet ’doktor Vatten’.

Og trods den rolle, 1500-tallets tiggermunk spiller, bliver læsere med hang til moderne skandinaviske politifolks privatlivsproblemer heller ikke snydt:

Politimanden Odd Singsaker plejer at begynde dagen med en Rød Aalborg, og det kunne vel strengt taget godt have medvirket lidt til, at han er noget så sjældent som en opdager med hukommelsessvigt – mordet i biblioteket er hans første sag, da han vender tilbage efter operation af en hjernetumor!

Og snart får han selskab af den betydeligt yngre amerikanske kollega Felicia Stone, der har sin egen fortids dæmoner med hjemme fra Richmond, Virginia.

Det kriminelle Norden
Selv om Jørgen Brekke har læst – og lært af – ’den skandinaviske kriminalroman’, vil han ikke remse navne op ud over landsmanden Jo Nesbø, som romanen rummer diskrete henvisninger til, ligesom til amerikanske Ed McBain, nærmest for sjov, »som en slags leg«.

Men også Umberto Eco har han selvfølgelig læst:

»’Rosens navn’ er en af mine favoritter, og som læser er jeg jo fascineret af biblioteket i klosteret dér. Ja, og selvfølgelig også af Jorge Luis Borges’ altomfattende, magiske bibliotek!«.

Det er i den argentinske mesters ’Fiktioner’, Brekke er kommet på sporet af det citat, som romanens titel bygger på: »Gud er en forståelig sfære, hvis centrum er overalt, og hvis omkreds ingen steder er«, siger 1100-tals filosoffen Alain de Lille.

I varierende versioner – »Gud« udskiftes hos Giordano Bruno med »Universet« og hos Pascal i 1600-tallet med »Naturen« – står den beskrivelse af det grænseløse og altomfattende som motto for romanens fire dele.

Trondheim er kommet på kortet
Men selv om ’Nådens omkreds’ altså tenderer ’metalitteratur’ med sine selvkommenterende og selvciterende aspekter, er den ganske konkret forankret i den gode by Trondheims topografi.

Efter at store dele af Skandinavien – Gunnar Staalesens Bergen, Henning Mankells Ystad, Elsebeth Egholms Aarhus og mange, mange flere steder – efterhånden må anses for gennemkriminaliserede i et omfang, man ikke ville have tiltroet dem, er Trondheim altså omsider kommet med på forbrydelsens skandinavienskort.

»Det er unægtelig påfaldende, at så voldsomme grusomheder går i svang så mange steder i de skandinaviske velfærdssamfund – hvis man altså skulle tro kriminallitteraturen. Både i Norge og Danmark har livet jo tidligere været meget mere voldeligt, men nu lever vi i gennemregulerede samfund, måske de mest beskyttede i verden. Måske er vores umættelige interesse for mord og forbrydelser netop en reaktion på det?«.

»Hvad Trondheim angår, har jeg omhyggeligt forsøgt at undgå at skildre figurer, der kunne forveksles med enkeltpersoner i den by, jeg bor i, selv om flere af dem selvfølgelig kombinerer træk, som jeg kender fra andre mennesker. Men omvendt har jeg gjort mig megen umage for, at lokaliteterne er korrekte. Min kone arbejder på det bibliotek, der faktisk har et sikkerhedsrum og et bogtårn ligesom i romanen, og noget af hendes familie bor i det landskab nord for byen, hvor dele af romanens slutspurt udfolder sig«.

Vores mørke sider
Nå, men så findes den forførende kampklare Siri Holm, som Jørgen Brekke har lovet at vende tilbage til i senere bøger, vel desværre heller ikke. Men det er hende, der hævder, at krimilæsning ikke går ud på at afsløre morderen, men »i virkeligheden går det ud på at afsløre forfatteren«.

LÆS ANMELDELSENy norsk krimi vil lidt mere end bare underholde

Hvad afslører ’Nådens omkreds’ så om dig?

»Ha! Ikke så meget om min morderiske side, håber jeg! Nej, jeg tror, den afslører, at jeg godt kan lide at lege lidt!«.

Afslører den ikke også en lidt morbid interesse for anatomi og måske et overforbrug af Hannibal Lecter-film?

»Jo, det gør den nok, ha, ha. Noget af det fascinerende ved at beskæftige sig med kriminallitteratur er måske, at du uden risiko kan møde nogle af dine egne mørke sider, du kan krydse de grænser, og så kan du gå tilbage igen. Men jeg selv er nu ikke vældig morbid ... Jeg har i hvert fald endnu aldrig prøvet at få et polititilhold, og mine børn er heller ikke bange for mig, selv om de ved, hvad jeg skriver på!«.