Det lille barn i ’Kejserens nye klæder’ havde ret til at sige: »Men han har jo ikke noget på«. Konger fører sig frem med pomp og pragt. Men kan man også bebrejde hovedpersonen i en pornoroman, at hun ikke har tøj på?

Det er her, problemerne for alvor begynder for tyske anmeldere af bestsellerfænomenet Charlotte Roches svære toer, ’Schossgebete’ (Piper Verlag, 284 sider, 16,99 euro). Dens titel spiller på slægtskabet med debutbogen ’Feuchtgebiete’. På dansk hedder den ’Vådområder’ (forlaget Athene), hvilket er glimrende. Det bliver sværere med den nye.

LÆS OGSÅ Tysk roman om kvindekroppens sekreter deler vandene

Vi kender ordet ’skødesynd’, et begreb, det er den 33-årige tyske forfatter Roche meget om at gøre op med. Hendes engelske mor havde et katolsk forhold til seksualitet. Skødets lyster var dækket af forbud, tabuer og straffe.

Manden var djævlens stedfortræder. Her kommer så datteren med sine ’skødebønner’, som titlen egentlig må gengives. Hun åbner sin ny, stærkt selvbiografiske roman med en 25 sider lang nøje beskrivelse af hovedpersonernes sexøvelser på et varmetæppe. Herefter går det, skal man tro anmeldelserne, videre slag i slag.

’Vådområder’ er kommet i godt og vel to millioner eksemplarer i Tyskland. Det er en af de største salgssucceser nogensinde. I ugeavisen Die Zeit skriver Ursula März, at Rochebøger med et onlineudtryk er »klikgranater«. Køberne tænder på en cocktail af markedsføring på nettet, i tv-talkshow og i interview i glittede nyhedsmagasiner med millionoplag. Avisernes kultursektioner spiller overhovedet ingen rolle for salget.

»I denne kategori ligger titler, der er bøger og samtidig ikke er det«, citerer März kilder i bogbranchen for.

Svindler
Roche er sig det helt bevidst. Hun indledte egentlig markedsføringen af sin bog med en offentlig henvendelse til den tyske præsident, Christian Wulff, allerede i november i fjor. Den pæne mand stod for at skulle underskrive den kontroversielle og siden tilbagetrukne lov om forlængelse af de tyske atomkraftværkers løbetid.

Miljøaktivisten Charlotte Roche tilbød landets overhoved, at hun ville gå i seng med ham, hvis han lod være med at underskrive loven. En advokat blev så vred, at han anmeldte hende for forsøg på bestikkelse.

LÆS OGSÅ Femi-forfatter blæser til kamp for den naturlige kusse

I denne uge udkom så ’Schossgebete’ (førsteoplag: en halv million), og Der Spiegel, Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) og Die Zeit bragte gigantiske interview med succesforfatteren. Vi plukker:

Der Spiegel: »Jeg ser mig ikke som forfatter, men som svindler. Jeg skriver, som jeg taler. Jeg er ingen forfatter«, siger Roche. Og »for mig er en bog en eneste lang terapisamtale«.

Neandertalersex
Hun fortæller også ugebladet, at hun er vegetartalebaner. Hun har fået omslaget på Jonathan Safran Foers kampskrift mod at spise dyr tatoveret ind på sin venstre underarm, som var det selveste Koranen. Roche har ikke lyst til kød, men så meget mere til kødets lyst.

I Die Zeit har forfatteren Jana Hensel en langstrakt samtale med Roche. Interviewet prydes af en række portrætfotos, hvor de to kolleger overgår hinanden i elegante udklædninger. Foto:  Steffi Loos/AP

»God sex er neandertalersex«, siger Roche. »Det ser svinsk ud og lyder kvalmende«.

»Når jeg er krop, er jeg lykkelig. Jogge. Svømme, svede, korporligt arbejde, sex, yoga. Det er skønt«, fortæller hun. »Ikke at bruge min krop mere, men kun tænke, ville være mig et mareridt«.

Om sine ambitioner som skribent siger hun til Hensel: »Når jeg skriver noget, så forlanger jeg, at det er absolut nyt. Jeg ønsker, at man aldrig har set det før. Desuden skal mine bøger være modige. I dem vil jeg være ærlig helt ud i det selvopofrende«.

Ekstremt moralsk
I den ekstremt lødige FAZ udspørges hun af avisens litterære hovedkraft, Felicitas von Lovenberg, der i øvrigt også anmelder bogen. Til hende fortæller Roche, at »i dag binder intet os så nært sammen som sex.

Uden sex ville forholdet til ens partner kun være et venskab (...) I mine lange forhold kom der til sidst altid et punkt, hvor man knapper til. Så vil man ikke have mere sex. Det stod altid klart, at vi var nået dertil, hvor vi måtte smide håndklædet i ringen«.

LÆS OGSÅ Nej, jeg har ikke skrevet en ny 'Christiane F'

Hun kommer også her ind på sin Jonathan Safran Foer-tatovering og fortæller, at hun ser bidsk på alle, der spiser kød. »Her er jeg ekstremt moralsk«. Senere tilføjer hun dog, at livet byder én på mange muligheder for en troserstatning, når man nu ikke er religiøs. »Lad os sige det sådan: Der findes i alt fald nok, hvormed man kan frigøre sig fra den erkendelse, at man er fuldstændig håbløst fortabt«.

Fra dette glitrende univers begiver vi os nu ud i smøgerne, til avisernes kultursider, der ifølge den tyske bogbranche lever en skyggetilværelse, når det gælder de helt store sællerter.

De gør dog alligevel tappert deres pligt og det oven i købet prompte. Normalt må selv store forfatternavne vente i måneder på at få deres seneste genistreg omtalt i aviserne. Roche behandles som en dronning.

FAZ’ Felicitas von Lovenberg tilhører ligesom Roche den unge facebookgeneration. Hun er begejstret over romanen: »Her er en historiefortæller, der nøje ved, hvad hun gør«. Lovenberg kalder romanen mere kompleks, mere moden og mere krævende end ’Vådområder’. »Charlotte Roche holder balancen mellem tilsløring og afsløring, kunstfærdighed og komik helt frem til slutningen«, skriver hun.

»Det er en roman, hvis forfatterinde overordentlig behændigt forstår at dreje på den menneskelige psykes knapper. Hun kan på en gribende og intelligent måde tematisere angst, usikkerhed, selvbebrejdelser, neuroser og lyst«, skriver Lovenberg og spørger, om det så er stor litteratur. Svaret kommer her: »Charlotte Roche har skrevet en bog, der bevæger og beskæftiger os langt ud over læsningen. Det lader sig ikke sige om mangt et litterært mesterværk«.

Ubetinget vred
I det venstreorienterede berlinerblad Taz skriver Dirk Knipphals: »Hun kan ubetinget være vred, når hun fortæller. Og mere frugtbart end mistanken om, at man her møder en middelmådig, opreklameret forfatterinde, forekommer helt ærligt den antagelse, at Charlotte Roche er en virkelig storslået forfatterinde, der først nu begynder at folde sig ud«.

I det beslægtede Frankfurter Rundschau bruger anmelderen Sabine Vogel plads på at beskrive bogens ekstremt selvcentrerede, egoistiske og terapitossede kvindelige hovedperson. Men kan man lære noget af bogen, spørger hun og svarer: »Unge succesfulde kvinder har det heller ikke for let.

LÆS OGSÅ Syretrippende tomhed lover godt for det litterære landskab

Og depressive mødre, der keder sig over deres velstand og åndelige øde, kan opmuntres til at flagre lidt mere eksperimentlystigt med deres mand. Det er da allerede noget«.

Hermed er vi fremme ved det indledende problem med den nøgne sandhed. Kan to millioner Rochekøbere tage fejl? Kan man argumentere imod succes?


Frelsende indsigt?
Ijoma Mangold fra Die Zeit formulerer det sådan: »På spørgsmålet om den litterære værdi forventer denne avis’ læsere med rette et klart svar. Det gives let. I den udstrækning litteratur er et sprogligt kunstværk, stiller Charlotte Roche ikke op i denne liga«.

»Men udenfor er der også plads nok til gribende og underholdende bøger. (...) ’Schossgebete’ er en voksen bog, der passer til den klassiske definition på en tragedie: Den vækker frygt og medlidenhed«.

LÆS OGSÅ17-årig succesforfatter taget i at skrive af

For Süddeutsche Zeitungs kulturredaktør Thomas Steinfeld er bogen litterær ekshibitionisme a la Big Brother. »På den måde kommer randfænomenet en bog til ære og værdighed: som en systematisk undergravning af litteratur i litteraturen«. Han kalder romanen »ubetydelig, trivial, ja forløjet. Det er slet intet tilfælde, at den bærer ordet ’bøn’ i sin titel. For den hylder troen på en frelsende indsigt. Og ved dog, at den gives der ikke«.

Kan to millioner Rochekøbere tage fejl? Kan man argumentere imod succes?