Rammen om dette fjerde bind af norske Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanprojekt ’Min kamp’ er hans ankomst og ophold i en smuk og meget lille kystby i Nordnorge som lærervikar – lige efter studentereksamen.

I det indledende portræt af sit daværende selv – »verdens mindst rytmiske attenårige« – skriver fortælleren om musikkens store betydning for ham.

Knægten, der har to år som pladeanmelder bag sig, har over 150 lp’er med blandt andre U2, David Bowie, Brian Eno, Lou Reed, Iggy Pop og David Byrne.

»Alt hvad der var sket de sidste fem år strømmede op som damp fra en kop når jeg spillede dem (...)«. Og han fortsætter: »Hvis minderne var stablet i en bunke på mit livs anhænger, var musikken snørerne der bandt det hele sammen og holdt det på plads«.

LÆS OGSÅNorsk anmelder-darling kæmper for at nå ny bog

Det er jo et fint billede, men nu, hvor fortælleren er over fyrre, og mindernes anhænger er blevet til en container af Maersk-størrelse, skal der mere end musik til at holde dem på plads.

Så unge Knausgård vil være forfatter. Han sætter sig til at skrive og rundsende noveller, så snart han har fået sig nogenlunde installeret og ind imellem drukturene og de pædagogiske udfordringer på skolen.

Dem lader han trods sin unge alder til at klare ret godt, selv om lærer er det sidste, han vil være – jobbet er blot en måde at komme langt væk på, og selv om drikkeriet – et resultat af inerti og seksuelle frustrationer – til tider gør ham noget ustabil. Men i Udkantsnorge kan skoleledere ikke tillade sig at være kræsne ...

»Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til«
Skrift er erobring, for eksempel af barndommens uopnåelige Hanne, der stadig spiller en rolle. »Jeg ville skrive et brev til hende. Det skulle være så godt at hun ikke kunne tænke på andet end mig«. Men skriften er også bemægtigelse og erobring af livet og eksistensen og af verdens respekt.

LÆS OGSÅNorsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG

Vreden er som så ofte en vældig drivkraft: »Jeg skulle fandeme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem«, siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som denne unge mand, er der dybt at falde: »Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til«.

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trives fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. Men det kan skyldes fortællerens ’offervinkling’, som dog ikke er nær så klynkende som i bind tre.

Konstruktion?
Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. Deres bryllup skildres med lige dele trist komik og lethjertet tragik.

I dette bind får vi også en flig af en ’forklaring’ på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynlige overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

LÆS OGSÅNorsk generationsroman er venligere end Knausgård

Karl Ove har nu også en uærlig, beregnende side: dels ’glemmer’ han at give broren hans del af julegavepengene, dels sørger han for at bomme sine farmor for transportpenge, hver gang han besøger dem. Ret uskyldigt for en fattig gymnasieelev, men penge har han hele vejen igennem et uansvarligt forhold til, også andres.

Man kan naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange af bogens utallige detaljerede dialoger og situationer forfatteren rent faktisk husker, og hvor mange der er konstruerede.

Det er – og her gentager jeg mig selv – uinteressant for alle andre end familie og vidner og historikere.

Stærke minder
Men vi har at gøre med en fortæller med usædvanligt stærke minder. Som syttenårig genser han en skole, han forlod som tolvårig og næsten ikke husker noget fra:

»Men da jeg så skolen ligge foran os, ligesom svævende i tågen og mørket, eksploderede minderne i mig. Jeg slap Cecilies hånd, gik helt hen til bygningen og pressede min hånd mod de sortbejdsede planker. Skolen fandtes i virkeligheden, den var ikke et sted i min forestillingsverden. Jeg fik blanke øjne af følelser (...)«.

Måske var en af følelserne lettelse over, at hans erindring havde fast grund under fødderne. For noget af hans viden om forfædrenes ofte tvivlsomme bedrifter viser sig til hans egen overraskelse at være indbildt. Og her giver Knausgård os måske endnu en antydning af forholdet mellem fakta og fiktion i hans liv – og følgelig i ’Min kamp’:

»Men hvis det ikke var sket, og det bare var noget jeg troede var sket, hvordan kunne det overhovedet komme på tale? Havde nogen fortalt mig det i drømme? Havde det stået i en af de utallige bøger, jeg havde læst, da jeg gik i folkeskolen, som jeg så ligesom havde overført på nogle vage skikkelser i familien og således trukket mig selv ind i kernen af fortællingen? Men sjovt var det ikke, for det fik mig til at virke uefterrettelig, som en der løj og fandt på ting, med andre ord, præcis som far«.

Det er ikke til at vide, hvad der rammer hårdest, det faktuelt rigtige eller det opfundne, drømte, indbildte.

Man suser igennem
Jeg er blevet mobbet for det før, og jeg bliver det sikkert igen, men det falder mig helt naturligt at give seks hjerter til ’Min kamp’. Hvorfor?

Først og sidst, fordi den virker vedkommende, og jeg nyder at læse den.

Desuden fordi Knausgård som en anden og klogere Ikaros overhovedet holder sig flyvende med sin overmodige roman; fordi den er så underholdende og reflekteret på samme tid; fordi den elegant og pedantisk og med overlegen struktur fremlægger, hvad der er vigtigt i et skandinavisk drenge- og mandeliv kort før og omkring årtusindskiftet, både det smukke, det grimme og det pinlige, det dokumentariske og det drømte, det intellektuelle og det (seksuelt) fysiske, helt integreret og uden at forvise nogen af delene til sit eget reservat.

Man suser igennem ’Min kamp’ og mærker sjældent oversætteren; det er naturligvis en stor ros.