I 1800-tallet udkom der i England en del bøger om blomsternes sprog. Hvad den røde rose symboliserer, ved de fleste godt, og forglemmigej siger sig selv.

Men skulle man finde på at binde en buket af tidsel, pæon og basilikum, skal man være inde i blomsternes kodesprog for at vide, at man dermed kommunikerer menneskeforagt, vrede og had.

Et vanskeligt barn
Det er disse blomster, Victoria forbinder sig med og viser verden. Hun er hovedperson i den amerikanske Vanessa Diffenbaughs roman.

Victoria har aldrig kendt sin mor, men er vokset op på børnehjem og i skiftende plejefamilier, der alle sender hende tilbage. Ingen ønsker at adoptere det vanskelige barn, der er så psykisk forslået, at hun kun kan reagere med vrede.

Da hun som 10-årig kommer til den elskelige Elizabeth, tager det lang tid, før hun tør tro på hende. Men det ender hun med at gøre, og så går det alligevel galt.

LÆS OGSÅGumpetung dameroman er mainstream så det hviner i tænderne

Romanen krydsklipper mellem barnets oplevelser og den attenårige Victoria, der netop er kommet ud af et pigehjem. Hun anlægger en lille beplantning i et skjult hjørne af en park og lever som hjemløs, indtil det lykkes hende at få en slags job som medhjælper i en blomsterforretning, hvis ejer straks ser hendes talent for blomsterbinding.

Og kunderne kan godt lide hele den værdi-tilførsel, dette narrativ, som hun forsyner sine buketter med, ikke mindst i forbindelse med bryllupper og særligt højspændte anledninger, hvor en buket skal signalere noget.

Overdådig og utroværdig
Denne del af bogen kan minde om Joanne Harris’ ’Chokolade’, som mange vil huske, ikke mindst fra filmatiseringen af romanen med Juliette Binoche i rollen som chokolademager, der giver kunderne, hvad de ønsker og har brug for, uden at de selv er klar over det.

Victoria får hurtigt sin egen lille business, markedsført med en iris, der betyder budskab, vedhæftet hendes kort med navnet Message.

Det andet spor, fortiden, aktualiseres, da hun møder en person fra tidligere, en ung mand, der insisterer på kontakten med hende. Han mestrer også blomstersprogets koder, og hun forføres efterhånden til en vis tillid og nærhed. Men moderrollen, da hun får et barn, magter hun ikke.

LÆS OGSÅ Dansk forfatter gør Hemingway kunsten efter

Nutiden som kompetent blomsterbinder og fortiden som udskud bindes i løbet af romanen sammen til en buket, der er overdådig, men ikke ligefrem troværdig.

Forfatteren Vanessa Diffenbaugh har selv arbejdet med anbragte børn og som plejemor, og det trækker hun på i sin fremstilling af barnet Victorias reaktioner, faktisk det bedste i romanen. Hun viser de invaliderende spor ind i den voksne tilværelse.

Men det er og bliver en velfungerende underholdningsroman. Den afsluttes med en omfattende ordbog over blomsternes symbolsprog – pjat fra den victorianske tid, som man da kan more sig med.