For et års tid siden blev den danske forfatter Naja Marie Aidt ringet op i sin lejlighed i New York.

Det var den nyansatte leder på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, der ville høre, om teatret måtte dramatisere hendes novellesamling ’Bavian’ fra 2006.

Det måtte de gerne.

Naja Marie Aidt blev også spurgt, om hun ville være med til at skrive manuskriptet.

Det ville hun så ikke:

»Jeg sagde nej. Dels synes jeg, at det er noget af det sværeste at skrive god dramatik. Dels havde jeg siddet med det stof så længe, at jeg ikke orkede en ny tur. Og sidst tænkte jeg, at jeg ville komme i en loyalitetskrise over for mine noveller: Jeg ville få svært ved at kill my darlings og vælge noget fra«.

For Naja Marie Aidt lever en bog to gange: Når hun skriver den, og når hun »skubber den ud i verden«, hvor den bliver alles.

»Man sætter jo noget på spil, når man giver stoffet fra sig, men det skal kunne tåle alle mulige fortolkninger og knubs. Det er vilkåret. Og jeg ser det som en stor fordel, at instruktøren af ’Bavian’ er svensk«, siger forfatteren.

En dansk bog
Naja Marie Aidt mener, at det vil kunne skabe et nyt blik på en novellesamling, som hun selv oplever som meget dansk. Personerne i bogen lever det høje liv og tror, de er udødelige, og når de konfronteres med død og skrøbelighed, falder de fra hinanden.

»Jeg kan se nu, nogle år efter udgivelsen, hvor dansk bogen er. Det er højdramatiske noveller i en undergangsstemning, og de handler om moderne menneskers besværligheder ved at leve i velfærdssamfundet og om mennesker, der er gået fra at være borgere til at være brugere«.

Hvor borgerne både har rettigheder og pligter i samfundet, er brugerne nogle, der kun kræver deres ret. Og det var udgangspunktet for en novellesamling, der blev udgivet, før finanskrisen satte nye dagsordener, understreger forfatteren.

»Jeg er bare helt vildt nysgerrig«
Hun har ingen idé om, hvad Minna Johannesson har gjort ved ’Bavian’, og gætter sig lidt frem: Har instruktøren mon skabt ét langt stykke med et pluk af personer? Har hun i stedet digtet videre på historierne? Eller valgt en håndfuld ud? Og hvad har hun gjort ved bogens underliggende samfundskritik?

»Jeg er meget spændt på, hvor tro hun er mod bogen, men jeg er ikke bekymret. Jeg er bare helt vildt nysgerrig«, siger Naja Marie Aidt, der under en række snarlige oplæsninger i Aalborg håber at få lejlighed til at overvære prøverne og få stillet nysgerrigheden.

Hun har tidligt i processen talt med Minna Johannesson og åbnet muligheden for, at instruktøren kan ringe, hvis hun vil.

»Det har hun ikke gjort, og det kan vel både betyde, at det går rigtig godt, og det modsatte. Og jeg forestiller mig, at det går rigtig godt«.

Naja Marie Aidt har selv skrevet flere skuespil og kan godt se det sceniske potentiale i især nogle af sine noveller. Og hun forestiller sig, at instruktøren vil kunne få noget ud af, at ’Bavian’ er skrevet så filmisk: Novellerne beskriver konkret, hvad der sker, og hvad personerne gør, uden at gå ind i hovedet på dem.

Dramatik er mere nøgent
For Naja Marie Aidt er det både leg og træning at prøve sig af med flere genrer, for »de smitter af på hinanden«: Digtene bliver bedre af erfaringer med dramatik. Novellerne kan blive bedre af det, hun lærte, da hun skrev filmmanuskript.

Lige nu eksperimenterer forfatteren selv med en roman efter at have skrevet både noveller, radiodramatik, skuespil, filmmanuskripter, digte og sange.

Hver genre stiller sine krav.

»Men fællesnævneren er intensitet«, siger hun.

Med de to genrer, Aalborg Teater sætter i spil, novellen og dramaet, er der også den lighed, at de i forhold til romanen, som hun er 200 sider inde i, koger tingene helt ind til benet. Ingen af stederne er der laaaaange miljøbeskrivelser. Men der er også nogle store forskelle.

»I novellen kan forfatteren bevæge sig tæt på og væk fra personerne. Man kan fortælle om vejret og postbuddet, der kommer forbi. Der er strømme af beskrivelser, som er med til at gøre arbejdet. I dramatik foregår det hele i dialogen. Dramatik er dialogen. Det er så nøgent«.

Der er med andre ord kun, hvad personerne siger til hinanden – »og så regibemærkningerne, som man godt kan forsøge at folde sig ud i, men som altid bliver streget til sidst«, som hun siger.

Dramatik er også mere forgængelig, konstaterer Naja Marie Aidt:

»Man skriver, det spilles i tre uger, og så er det gone. Og man har ikke kontrol over stoffet som dramatiker. Det er nervepirrende, når man som jeg har siddet i 20 år og bestemt alting selv«.

Nu vil hun til Aalborg og se, hvad der er sket med bavianerne. At skrive mere dramatik selv har hun »nærmest opgivet«. Hun vil hellere »hjem« til den genre, hun føler sig allermest hjemme i: poesien.

»Digtene er mine gamle venner, som jeg kan vende tilbage til igen og igen«.