Selvfølgelig kan man sige sig selv, at det her ikke er Rifbjergs fødselsdagsgave til det danske folk – den kommer på fødselsdagen, som er 15. december i år, da han fylder 80 og udsender en ny digtsamling på Gyldendal, ’Stederne’.

Vent nu hellere på den!

LÆS OGSÅ Jazzmusikeren Rifbjerg skriver en lille smuk melodi

Det har Gyldendals direktør Johannes Riis måske også sagt til Rifbjerg, at bortset fra, at han ikke er enig i alt det frådende surmuleri, som dagens lille notatsamling repræsenterer, så er Rifbjergs image, om man så må sige, ikke essayskriverens, fordi der her nu er så mange om biddet og endda dem, der er bedre. Bliv ved din læst, Rifbjerg!

Ja, det er nemt nok sagt!

Det er også forkert, for Rifbjerg har ingen læst, han har sit talent og sit mod og sin galde og sin erindring og sit vemod og en hel del mere. Uanset hvad – det er altid en fornøjelse at læse ham.

Eftertanke
Efter at man med en vis nervøsitet har skimmet bogen for at se, om man selv er blevet en lumpen idiot siden sidst, går man beroliget i gang. Det er stadig de samme: Krarup og Langballe, Pittelkow og Pind, Flemming Rose og sociologen Henrik Dahl og (måske) Claus Beck-Nielsen, hvis forsvindingsnummer jeg heller aldrig forstod en brik af.

Men der kommer stadig nye til: Villy Søvndal specielt – og politikere generelt, folk, som ikke kan tale. Sproget er det fundament, som sandheden hviler på, og her må man give ham ret. Hvad er det med Lars Løkke og denne ’regning’, der ligger på gulvet og skal samles op? Hvad er det med disse ’hænder’? Og hvad er det nu med...

LÆS OGSÅ Rifbjerg fortrængt fra bibliotekspengenes top 10

Hov! Her står noget om Politiken. Politiken er stedet, hvor man »sparker røv i den ene ende og stryger med hårene i den anden«. Et hus i splid med sig selv, og nu i splid med livskvaliteten. Den er i færd med at synke, og måske og måske ikke kan den flinke nye chefredaktør, Bo Lidegaard, rette op på skuden. Men Klaus Rifbjerg tror det ikke rigtig, fordi han er i sit depressive lune. Tid til eftertanke: Er det nu så galt?

Men den eftertanke bør ikke melde sig, så kunne den melde sig hele tiden – man skal læse Rifbjerg i ét stræk og glæde sig over hans mismod over Gaddafi og hans mismod over den militære indsats mod Gaddafi, hans afsky over talebanere i Afghanistan og hans afsky over krigen mod Afghanistan og hans storladne foragt for ytringsfriheden i det hele taget, mens han selv bruger den uhæmmet.

Men fred være med det. Og lad så pacifisten plaffe de fasaner ned med de våben, der burde forbydes. Og lad ham så bagtale folkekirken og anføre det sædvanlige vås om 6-7 tilhørere på kirkebænken.

Enig i al tristessen
I ’18.3.’-afsnittet (hvor han snakker om misbrug af ytringsfrihedens) ender han med en lille passus (som jeg ville have strøget): »Udenfor har det sneet, ikke værd at tale om«.

Men når han nu tager sin modifikation med, er det vel for at gøre opmærksom på, at hele bogen er skrevet i løbet af de måneder i 2011, vi engang havde.

LÆS OGSÅ Rifbjerg: Sorte korsriddere misbruger PH's navn

Vinter.

Måske er prisen for at skrive godt at skrive en masse vissevasse? Måske er selv vissevasse små glimt af guld? Måske ligger vinteren som en vished, der her kan skrives rundt om, men ikke skrives ud. Er man selv ubønhørlighedens offer, halter overskuddet.

Dette var så den fornuftige anmeldelse. I virkeligheden er jeg nærmest enig i al hans tristesse. Men græder ikke, børnlille, det turde være løgn alt sammen.