Bortset fra den banale ’det var en mørk og stormfuld nat-begyndelse’ begynder ’Ensomme hjerters klub’ egentlig meget godt.

En dreng er gået amok med en maskinpistol på sin skole, den hjerteslagsramte kriminalinspektør Konrad Simonsen får en lunken sag sat i gang af en politiker. Men derefter går det desværre meget hurtigt brat ned ad bakke.

Romanen afslører sig som en al for lang politikrimi på alt for mange sider med et meget lille plot.

Om en engelsk piges skæbne i fortiden, fæle klassekammerater og altså en politiaktion, hvor skud fører til et uskyldigt skolebarns død. Uden at dette i øvrigt (be)rører plottet en disse.

Roms koglerier og romerkirkens hellighed
Derimod har vor hjertesvage Konrad bondeanger over, at han engang i 60’erne slog røde Rita med sin politistav, siden gjorde hende gravid og så sendte hende af sted til USA med stjålne penge.

Det sidste gør dog ikke så meget, pengene blev taget fra fagforeningen, og den slags har den jo nok af! Et katolsk postbud er faldet ned ad trapperne, er det mord eller ulykke?

På et tidspunkt arriverer en katolsk biskop i fuld ornat på politigården for at fortælle om Roms koglerier og romerkirkens hellighed. Mens hovedpersonen altmodisch andetsteds bruger en diktafon over for en mistænkt pater. Har han mon lånt den fra Teknisk Museum i Helsingør?

Alenlange absurditeter
På baggrund af politiarbejde, der gør selv politimester Bastian i Kardemommeby til en forensisk og ferm politimand i forhold til opklaringen her i søskendeparrets tredje ombæring om Konrad og komtessen, sendes vi ind i kaskader af dit og dat, endeløse digressioner og sidegader uden ende.

Om katolicisme, clairvoyance, broccoli, begravelse, bisættelse, bønner og børn. Sniksnak, tik tak.

Alle disse alenlange absurditeter, ja, mesterlige krimiforfattere såsom James Ellroy og Fred Vargas leger nu og da med det absurde teater, kunne du som læser bære over med, hvis romanen havde et sprogligt sikkerhedsnet.

En stilistisk trampolin for disse meningsløse, nu og da muntre saltomortaler. Men nej. Sproget svinger usikkert mellem en form for acceptabel realisme i kancellisprog til ubestemmelige sætningsytringer med tåget mening.

Lad os tage et enkelt, men ikke enestående eksempel: Om en hjemløs tænker den brave Konrad på side 385 sålunde:

»En lowlife, en ligegyldig, en, der var i overskud«. Hallo, er der en Jørn Lund til stede i boghandlen?

For slet ikke at tale om billedet af 60’erne, hvor navne såsom Rita og Lucy nok giver ekko af Beatles, Sgt. Peppers klub for ensomme hjerter fra Liverpool, hvor romanen langt om længe munder ud med Rodgers og Hammersteins berømte slager om at gå igennem stormen og aldrig være alene.

Nedturen fortsætter
Ellers er signalementet af ungdomsoprøret fotografier fra Cepos’ opslagstavle på højre side i kantinen. Enhver rationel deduktion og logisk induktion, de to vigtige hjørnesten i hvilken som helst krimi, hårdkogt, blødkogt eller dødkogt, er fjerne byer i genrens Rusland.

Alt dette er hårde ord over for et par sympatiske, venlige og velmenende forfattere, hvis første roman, ’Svinehunde’, med sin burleske og lidt makabre design gav et frisk pust inden for den nordiske krimis middelklasseagtige politiske korrekthed.

LÆS ANMELDELSESprængfarlig incesthistorie er ikke så sort-hvid

Nummer to var noget af en nedtur.

Tak for kold kaffe og meget lidt
Denne er værre, ganske uden mål og retning med hensyn til stringens, plot og sprog. Sågar får teksten den indre dansklærer op i en hver velvillig anmelder.

Debuten og dens efterfølger er efter sigende trykt i 100.000 eksemplarer, købt af forlag i 19 lande.

Så hvorfor fortsætte, hvorfor partout tænke i en lang serie a la de svenske, når talentet er so oder so? Pengene er da fra hjertet vel undt såvel til forlag som til forfattere. Men tak for kold kaffe og meget lidt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken