Det er altid sært at anmelde enkeltbind i lange romanserier, for det bliver let lidt indforstået for de uindviede, der ikke finder megen mening i fremhævelserne af romanernes stærke og svage sider, der naturligt må relatere sig til tidligere bind.

For de indviede er anmeldelsen på sin vis overflødig, for kvaliteten af det forrige bind vil stort set altid være udslagsgivende for, om man hænger på og køber den næste og den næste og den næste.

LÆS OGSÅ Detektivroman genskaber historiske kulisser

Udgivelsen af syvende bind i Philip Kerrs serie om den tyske detektiv Bernie Gunther, ‘Gråzone’, er ingen undtagelse: Den er en fest for Kerr-kendere og noget nær utilgængelig for alle andre. Nye læsere kan afgjort ikke begynde her – hør bare et eksempel:

»Jeg har aldrig duet som efterretningsofficer. Jeg havde ikke den beskidte tankegang, der skal til for at være effektiv i Deres verden. Jeg var en bedre detektiv, tror jeg. Bedre til at afdække rodet end til at skabe det«.

’Jeg’ er hovedpersonen, den forhenværende SS-officer Bernie Gunther, der opererede på Østfronten, mens nogle af Anden Verdenskrigs mest grusomme forbrydelser udspandt sig, og samtalepartneren er en amerikansk efterretningsofficer i fredstid.

For faste læsere af Kerrs formidable serie om samme Gunther er citatet et fuldgyldigt bevis på, at forfatter og detektiv er i form, men for alle andre er sætningen givetvis uforståelig.

Nu i Cuba
Denne gang er den oprindeligt berlinske detektiv landet i 1950’ernes prærevolutionære Cuba, hvor den nu midaldrende Gunther er i lommen på det hemmelige cubanske politi.

Under en flugt fra Cuba lykkes det ham – med sin velkendte mangel på held – at blive arresteret af amerikanerne, der hurtigt finder ham i krigsforbryderregistret.

Via et militærfængsel i New York sendes han retur til Vesttyskland til det berømte krigsforbryderfængsel i Landsberg, der for en tid bliver rammen om hans liv. Her presses han med en dødsdom hængende over hovedet ind i skiftevis amerikanske, franske og østtyske efterretningsintriger, og undervejs blotlægges en ikke ubetydelig del af hans fortid.

Det hele er blændende fortalt i tre tidsmæssigt forskudte forløb, der både dækker den fortællemæssige nutid og hele to fortidige forløb; et under og et lige efter krigen.

Bernie Gunther er en kompliceret mand. Han kan ikke udstå nazister, men har i 1930’erne og under krigen arbejdet for nogle af de værste af dem.

Han opfører sig jævnligt umoralsk, men er grundlæggende et moralsk menneske, og så har han en helt ubegribelig evne til at lande sig selv i fedtefadet og samtidig overleve de mest groteske situationer.

Han er en ægte overlever, der slipper fra Første Verdenskrigs skyttegrave og Berlins kriminalpoliti og opgaver for Heydrich og Himmler. Selv fronttjeneste og krigsfangenskab overlever han. Sjældent i nogen særlig flatterende rolle, men heller aldrig som en mand, der endegyldigt sælger ud af de sidste idealer.

Syv bind at glæde sig til
Formelt set leverer Philip Kerr et stringent plot, der munder ud i, at Gunther deltager i amerikanernes jagt på DDR’s senere så berømte spionchef Erich Mielke, men netop den historie er på en måde underordnet romanens hovedærinde: at fortælle, hvordan et menneske kunne arbejde for nazisterne uden nødvendigvis at besmudse sig selv, og samtidig vise, at nok var amerikanere, franskmænd og englændere på ’det godes’ side i Anden Verdenskrig, men at ’godt’ og ’ondt’ er tættere beslægtet, end vi ønsker at vide.

Kerr fortæller sin historie i et sanseligt sprog, der gennem Ole Steen Hansens fine oversættelse også på dansk fremstår vidunderligt billedrigt og veloplagt.

’Gråzone’ binder mange sløjfer på episoder i tidligere bind i serien, og selv om romanen denne gang har en slags crescendo, hvor en fortsættelse ikke er nogen nødvendighed, vil de fleste læsere sikkert håbe på mere. Nye læsere kan foreløbig glæde sig over, at der nu er syv bind at læse i streg – det er der god grund til at misunde dem.