'Bitterfissen’ satte sig igennem. Ganske mærkbart. Ikke bare titlen, men hele skildringen af et nybagt forældrepars bristede illusioner om kærlighed, karriere og familieliv trængte sig ind på læseren i Maria Svelands stærke samtidsroman fra 2008. Den blev sågar opført på Nørrebro Teater i en anmelderrost monolog af Ditte Hansen.

I det lys er store forventninger til roman nummer 2 naturlige. Maria Svelands ’At løbe’ handler om de to teenagerpiger Emma og Julias tætte venindeforhold, og de tavshedsbelagte, seksuelle overgreb i den enes familie. Umiddelbart et stærkt tematisk anslag i coming of age-toning med gevaldigt dramapotentiale. Det forløses bare ikke.

LÆS OGSÅBitterfissen: Mor skal da have en gin & tonic

I romanens epicentrum står overgrebshistorien med sin ubærlige række af voksensvigt og erkendelsen af, at overgreb ofte løber i familien som en arvelig sygdom fra en generation til den næste, når ingen griber ind undervejs. Emma og Julias alder betinger et sultent blik på verden, som de deler, alt mens de animerer hinanden til at krydse nye grænser, blandt andet da de forfølger og ydmyger en mandlig blotter, som har krænket dem i det lokale skovområde. Hændelsen markerer pigernes mentale transformation fra barn til teenager. I baggrunden rumsterer deres forskellige klassetilhørsforhold, dog som en relativt uvæsentlig detalje for dem selv. Som makkerpar er de nemlig det perfekte match, Julia introvert, tænksom drømmer, Emma krudtuglen med appetit på livet og uden så mange mislyde på bagsmækken. De er hinandens fortrolige og symbiotisk forbundne forbundsfæller, alligevel fortæller Julia ikke Emma alt og slet ikke det om hendes far. Og da hun endelig åbner munden, bryder helvede løs.

LÆS OGSÅEn ny fisse er landet!

Med en enkel rammefortælling hovedsagelig baseret på egne erfaringer var stoffet i ’Bitterfissen’ tydeligvis lettere for Maria Sveland at håndtere. I sammenligning står det klart, at hun aktuelt med sin nye roman har gabt over mere, end talentet rækker til.

’At løbe’ har som stort anlagt socialrealistisk fortælling for mange smuttere. Den er gal med vægtningen i persongalleriet, hvor ambitionen er at komme hele vejen rundt og tegne baggrund på alle centrale figurer med det resultat, at hun aldrig får den dybde i sine psykologiske signalementer, der fremmer troværdige portrætter. Personen Julia er den, der lykkes bedst, alligevel kommer vi aldrig under huden på pigen og forstår, hvorfor hun holder så længe på sin hemmelighed. Tilmed er man langt hen ad vejen i tvivl om, hvorvidt bogen er tænkt som ungdomsroman.

LÆS OGSÅSvensk nøgleroman udstiller mediebranchen

Tonen og sprogbrugen i skildringen af pigernes tætte venindeforhold er skrevet i øjenhøjde med aldersgruppen, hvilket tendentielt smider modne læsere af. Endelig er romanen sine steder lang som en vinternat.

Hvorfor er der ikke en redaktør et sted, som skærer igennem og skrotter 100 sider, så bunken kan blive strammet de rigtige steder?

Nuvel, med så få skønlitterære titler på cv’et er der noget sympatisk uforfærdet ved at bevæge sig ind i tabuiseret tematik som seksuelle overgreb på børn, ligesom det er modigt at prøve kræfter med en traditionstung genre som socialrealismen.

Men rådet herfra er at komme ned i skala. Ned i et lille, stramt kammerspil med to kuldslåede sjæle, der kan vrides og grilles. Det fungerede upåklageligt i ’Bitterfissen’. Dyrk det lidt mere. Det er et godt sted at øve sig.