Bogens emne er jødehad.

Titlens komplot mod Amerika er ganske vist mere omfattende, en nazisympatisør har vundet præsidentvalget i 1940 og fejet Roosevelt ud af Det Hvide Hus.

Men det drejer sig ikke om alle nazismens viderværdigheder, militarisme, førerdyrkelse og så videre.

Det handler heller ikke om undertrykkelse i almindelighed, af kvinder, bøsser, negre. Det handler helt præcist om antisemitisme.

Når man lægger bogen fra sig, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Guds udvalgte folk virkelig også er blevet udvalgt til en helt speciel form for racisme. Som Philip Roth har umanerlig god forstand på.

Den nazisympatiserende folkehelt
Da Charles Lindbergh som den første fløj alene over Atlanterhavet, blev han folkehelt.

I slutningen af 1930'erne udtrykte han respekt for Hitler og hans Luftwaffe.

Og da verdenskrigen brød ud, agiterede Lindbergh for, at USA skulle forholde sig neutral og blande sig uden om opgøret mellem England og Tyskland.

Neutraliteten som kerne
På dette stykke virkelighed bygger Roth sin fiktion. Han lader Lindbergh som nyvalgt præsident danne en regering af erhvervsledere, som forstår, at der skal 'gøres noget' ved jøderne.

Ganske lidt, ganske langsomt, meget målbevidst. Indenrigsminister Henry Ford taler om noget, han kalder »jødespørgsmålet«, som man må finde et svar på.

Philip Roths hovedperson er en dreng ved navn 'Philip Roth', der vokser op som søn af forsikringsagenten Herman Roth i et jødisk kvarter i Newark. Herman forstår fra første øjeblik, hvad der er på færde.

Kernen i Hitlers krig er hadet til jøderne. Kernen i Lindberghs valgkampagne er neutraliteten, og kernen i neutraliteten er, at Hitler skal have fred til at 'ordne' jødespørgsmålet i Europa. Så skal Lindbergh nok 'ordne' det i Amerika.

Raffinerede følgeslutninger
Hvis det er en lidt firkantet præmis, så er de følgeslutninger, Roth drager, til gengæld komplicerede og raffinerede. I fiktionens Rothfamilie findes alle tænkelige positioner repræsenteret.

Her er først fætteren Alvin, der melder sig til kamp mod nazisterne som frivillig under canadisk flag og får det ene ben skudt af i Frankrig. Han bliver deprimeret, derefter vred. Til sidst bliver han mafiøs kyniker, der kun er opsat på at få flest penge og kvinder ud af enhver situation.

Den lille 'Philip's unge moster Evelyn bliver gift med sin tredive år ældre boss, rabbiner Bengelsdorf, der er Amerikas svar på koncentrationslejrenes kapoer, den samarbejdsvillige jøde, som går konstruktivt ind i Styrelsen for Amerikansk Assimilation, og som derfor er med til at gøre Lindberghregeringen kosher i ariske amerikaneres øjne.

Den første ydmygelse
Det første, Rothfamilien mærker til de nye tider, er en ganske lille, men fuldstændig tydelig ydmygelse.

Fader Herman tager sin familie med på dannelsesrejse til den føderale hovedstad. Som god amerikaner vil han vise sine børn Kongressen, Lincolnmonumentet og de andre nationale klenodier. Der er bestilt hotelværelse i Washington, depositum er afsendt i god tid. Familien ankommer til hotellet, pakker kufferterne ud på værelset og tager på sightseeing.

Da de kommer tilbage til hotellet, står kufferterne pakket i lobbyen. Det havde desværre vist sig, at værelset var lejet ud til anden side, alle andre værelser er desværre også optaget, og værsgo', her er depositummet retur. Familien Roth forstår ingenting, fader Herman forstår alt.

Integrationssproglige fiduser
Den sidste i rækken af ydmygelser, der overgår dem, er et brev fra et kontor ved navn 'Bosættelse 42' om, at de som led i et storstilet omplaceringsprogram skal flytte fra det jødiske kvarter i Newark til et gudsforgået udsted i Kentucky. Fader Herman forstår, hvad det går ud på: at jøderne skal splittes.

Han nægter at flytte. Så har forsikringsselskabet desværre ikke arbejde til ham mere. Han bliver natarbejder på grønttorvet. Rabbiner Bengelsdorf derimod bliver sammen med moster Evelyn inviteret til middagsselskab hos selve præsident Lindbergh i Det Hvide Hus.

Han har nemlig betegnet Bosættelse 42 som »et initiativ, der er beregnet på at udvide og berige Amerikas stolte jødiske borgeres involvering i nationens liv«. Jo, jo, her er alt, hvad man kan ønske sig af integrationssproglige fiduser.

Kan Roth være det bekendt?
Roth standser spøgen brat i 1942 ved at lade Lindbergh forsvinde sporløst under en flyvetur og Roosevelt genindtage sin rette plads i historien. Faren er drevet over, det var bare en roman.

Roth kan være stolt over sin romans afdækning af antisemitismen. Kan han også være den bekendt? Kan man tillade sig at udstyre historiske skikkelser med værre egenskaber, end der er dækning for? Kan man tillade sig at gøre Lindbergh til USA's Hitler og Henry Ford til minister for løsning af 'jødespørgsmålet', altså til Amerikas svar på Eichmann?

Navnlig efter Poul Behrendts skarpsindige bog om 'Dobbeltkontrakten' trænger den slags spørgsmål sig på.

Tynget af sit enorme historiske stof
Philip Roth har fundet en sjældent brugt og helt igennem forsvarlig løsning på sit etiske problem. I en efterskrift på hele 28 tættrykte sider giver han leksikalske oplysninger om de rigtige historiske personer i bogen samt de citater, han bygger sin fiktions insinuationer på.

Her får man prøver på, hvad folk som den virkelige Ford og den virkelige Lindbergh har sagt om jøder, og henvisninger til, hvor man kan læse mere. Så kan man selv dømme om Roths konsekvensdigtning.

'Komplottet mod Amerika' er en ordrig bog. Den er mere tynget af sit enorme historiske stof end genistregen 'En menneskelig plet'. Men hans sans for især diskriminationens første krampetrækninger er uovertruffen. Hør bare, hvorfor man efter hans integrationsministers mening skal tvangsforflytte jøderne ud på landet:

»for at bistå fattigere, mindre kultiverede jøder med at leve i tættere harmoni med landets kristne«. Når alt kommer til alt, er antisemitismen måske alligevel ikke så forskellig fra anden racisme.

Ole Husted Jensen har gjort et imponerende arbejde med at finde de rette danske ord for romanens subtile sprogspil. Og så kan han tilmed sætte komma, som om det tegn var beregnet til at støtte forståelsen og ikke bare krydserne og bollerne.