Amerikansk litteratur har mange markante maskuline stemmer, men ingen af dem ligner Cormac McCarthys. Hans er patriarken og profetens stemme. Ørkenen, den han taler fra, er ikke Mellemøstens, men Amerikas. Der er et skær af forjættelse, som forklarer meget af det ved Amerika, som europæere har så svært ved at forstå. Emigranternes Amerika som det nye land fra Det Gamle Testamente. Forjættelsens og apokalypsens land. Narkopenge I 'Grænselands-trilogien' digtede McCarthy med paradoksalt gribende stentorrøst om forholdet mellem det lille, tavse menneske og den store, afvisende natur. I 'Ikke et land for gamle mænd' er McCarthy tættere på en verden, vi kender fra amerikansk film. Som i Don Winslows monumentale krimi 'Power of the Dog' handler det om narkoen og narkopengene, der strømmer ind over grænsen sydfra. Lignelse fra virkelighedens ørkenlandskab Også 'Ikke et land for gamle mænd' er tæt beslægtet med krimien. Llewelyn Moss finder under en jagt i ørkenen tre gennemhullede køretøjer, nogle lig og en hulens bunke penge. Moss falder for fristelsen. Snart er han en jaget mand. Spændingen er knugende. Det ligner en krimi. Sproget er spartansk. McCarthys personer har sjældent ordet i sin magt. Til gengæld har Ordet dem i sin. Romanen er domineret af indre monologer, nøgterne beskrivelser og en slags stiliserede dialoger. På sæt og vis lige så præcist og veloplagt i det mundrette, som når Elmore Leonard skriver krimier for sjov. Cormac McCarthy skriver bare ikke for sjov. Aldrig. Det er ikke en vittighed eller en krimi. Det er en lignelse fra virkelighedens ørkenlandskab. En anden tid Fortællingen, som 'Ikke et land for gamle mænd' spejler, er McCarthys ekstremt bloddryppende 'western' 'Blood Meridian, or the Evening Redness of the American West' fra 1985. En apokalyptisk western, hvor handlingen kredser om en diabolsk karikatur på en dommer. I denne 'dommerbog' fra 1800-tallet var kommende amerikanske tiders undergang skrevet med aftenrødens flammeskrift. Det er denne undergang, McCarthy både brutalt og sagtmodigt nu fremmaner. Sagtmodigt, fordi den er skrevet fra en gammel mands synspunkt. Det er en anden tid nu. En tid, som bliver uforståelig for den gamle, der tilhørte en anden verdensorden. Før afhængigheden af narkotika blev symbol på den grådighedens råddenskab, som i denne vision har erstattet alle de civilisationsbærende principper i et land, der har gjort Mammon til Gud. Dæmonisk profeti? 'Ikke et land for gamle dyder' kunne titlen have været. Moss er et ganske almindeligt menneske, der ved at besmitte sig med stjålne penge får et ganske ualmindeligt menneske i hælene. Lejemorderen, eller måske rettere menneskejægeren, Chigurh. Et isnende portræt af en følelseskold morder. Dem har man set så mange af før. Men Chigurh er af en anden støbning. Ikke nogen afsporet sadist, men nådesløs og principfast. Det menneskelige virker næsten som en skødesløst påtaget ham. Er Chigurh inkarnationen af en helt ny form for ondskab? Eller måske snarere reinkarnationen af en gammel? En dæmonisk profeti, som mennesket i sit letsind, sin grådighed og moralske ryggesløshed har påkaldt sig? Amerikansk apokalypse Cormac McCarthy har denne gang har skrevet noget i retning af en regulær krimi med en jæger og en jaget og en træt gammel sherif, der prøver at komme imellem dem. Spændingen er intens fra første side. Men spændingsroman er alligevel noget af det sidste, man ville kalde denne bog fra den 73-årige forfatters hårde, maskuline hånd. Den er noget meget mere. Noget meget værre. Noget meget mere skræmmende end de sædvanlige 500 siders ferm seriemorder-underholdning fra krimifabrikken. Den er endnu et kapitel fra en amerikansk apokalypse, som Profeten Cormac hermed lader slikke nutiden hedt under fodsålerne. Det skal blive interessant at se, hvad Coen-brødrenes filmatisering kan få ud af 'Ikke et land for gamle mænd'.